Tuesday, April 28, 2009

Stribet Empire - eller

.... - Stribet UFO. Jeg er ikke helt sikker. I går aftes var jeg sikker på at det var endt med en UFO - men i dag tror jeg godt den kan bruges.......

Sådan er det jo, når der strikkes uden opskrift. Det er først når arbejdet er færdigt, at sandhedens time helt indfinder sig! Og det er ikke altid at resultatet svarer til det billeder der har været "på nethinden".

Lidt fra weekendens samtaler:
- Lise: "Far - hvad skal vi have til aftensmad?"
- Far: "Vi skal have pasta med kylling"
- Lise: "Er den skudt"
- Far: "Skudt???"
- Lise: "Ja - du ved sådan en med vinger og det hele.......

Det var det nu ikke. Det var kyllingebryster hentet ud af fryseren, der blev til den dejligste pastaret, som kun Jørgen kan fremtrylle af hvad der nu lige er i køleskabet. Lise og Søren elsker imidlertid at "gnave" kyllingelår og vinger, så de var ikke helt tilfredse...

Da jeg ledte efter et billede af en kylling faldt jeg over denne opskrift. Klædelig - vil jeg sige - til enhver, og både til hverdag og fest!!!!

Saturday, April 25, 2009

Det er ikke

en håndtaske - næh nej. Det er mit forsøg på at strikke en slags Fionas top til Lise. Opskriften kan kun købes op til str. 6 år og Lise er en str. 8, så jeg har kigget på billeder, talt og "sjusset". Jeg har ikke så mange mønsterrapporteringer men det gør ikke noget den bliver en smule "smallere". Ryggen er vist heller ikke helt rigtig, men pyt - jeg tror det virker!

Ellers er denne dejlige solrige lørdag blevet tilbragt inden for i en hal til klubmesterskaber i badminton, hvor Søren har været i ilden gentagne gange, med hans mor og far på tilskuerpladserne og med hjertet helt oppe i halsen. Han nåede semifinalen i singel, og tabte i 3. sæt 21-19. Men - hvor spillede han altså godt ;-) Han er til fest i aften i klubhuset. Forældre og lillesøster tog hjem til en fredelig aften på sofaen. Han ringer når han vil hentes.

Monday, April 20, 2009

Et stk. HELT FÆRDIG Avissweater

Her kommer så dokumentation på 1 stk. færdig avissweater, som Jørgen i dag har fået i fødselsdagsgave.

Jeg brugte det meste af lørdagen på montering - især isyning af lynlås tog et godt stykke tid. Som I kan se, er der også strikket stykker til bagsiden af trøjen ved lynlåsen.

Den passer helt perfekt, og han er meget glad for den ;-)

Faktaboks: Avissweater fra Marianne Isager strikket i supersoft fra Marianne Svit. Eftersom jeg startede i september, har jeg slet ikke styr på garnforbruget, men supersoft strækker langt. Pris ca. 350 ialt for garn (og jeg har rester ;-).
Hvad angår størrelsen, så har jeg i bullen meget færre masker end i opskriften, mens ærmerne følger opskriften i starten. Jeg måtte så øge indtagningerne for at ærmerne ikke blev for brede. Jørgen bruger en str. XL, så jeg vil mene at det Isager kalder XL i opskriften er en XXL - eller en familietrøje.......

Efter først at være meget træt af den, er jeg nu faktisk rimelig glad for resultatet ;-) og yderst lykkelig over at den er færdig.

Nu står den på farsbrød og græske kartofler lavet på grillen samt lidt rødvin selv om det er hverdag, for det er jo en festdag når det er fødselsdag.

PS: str. XL på pinde 3,5......

Sunday, April 19, 2009

Gitterly og striber

Ind imellem avissweateren til Jørgen er der blevet strikket lidt på denne model - Stribet Empire, som hurtigt skrider frem.

Den er fotograferet sammen med vores nye gitter for enden af terassen, som Jørgen satte op i går. Noget vi har snakket om i mange år, kombineret med et lille redskabsskur med adgang fra forhaven og ind til haven. Nu har vi gitteret, så må vi se hvornår redskabsskuret kommer på. Ihvertfald får vi nu "skærmet" for det lidt trælse/grimme hjørne, hvor græsset ikke rigtig vil gro (ukrudtet gror fint), og hvor vi ikke kan plante noget, fordi det er eneste brede indgang fra forhaven til baghave. Som et ekstra plus får vi også mere læ på den nederste terrasse.

Vi planter 2 "arkitektens trøst" nedenfor gitteret. Planten skulle gro som ukrudt, og hurtigt lave en fin grøn væg.


Rigtig god strikkedag til jer der skal til Mariann. Jeg har desværre vært nødt til at melde afbud, men regner med fyldigt referat samt billeder på bloggene! Og så vil jeg glæde mig til næste gang.

Saturday, April 18, 2009

Gæt lige....

Gæt hvad der er i æsken?

Tror ikke Jørgen bliver så overrasket over indholdet, når han pakker op på mandag. Til gengæld tror jeg han er overrasket over at jeg faktisk er blevet færdig.

Monday, April 13, 2009

En, to, mange.....

Nu er der 2 og en mere i helt hvid er på vej. Det er dejligt at få minimeret stoflageret - ikke fordi det er så stort, men mange af stofferne har ligget længe. Dette blev indkøbt, da Lise var 3 år, og var måske ikke lige det jeg ville vælge i dag.
At lageret bliver mindre betyder også, at der gerne må indkøbes lidt mere.... Næste syprojekt til Lise bliver en sommerjakke syet efter samme skabelon som vinterjakken. Jeg er på jagt efter stof, og regner foreløbig med polka prikket foer a la dette.
Ulla - du må have en masse gode ideér og gode links til stof til en sommerjakke til Lise ;-) ?

Saturday, April 11, 2009

Test-tunika

1 stk. test-tunika til Lise. Hun kan godt lide moden med lidt lange, store bluser til både tights og cowboybukser. (Vi regner med flere tænder på et tids-punkt.....) Det er vist nu jeg skal have brugt alt det lyserøde stof, inden hun bliver for stor. Der er til en mere kombineret med noget hvidt. Blusen blev syet i nat til Columbo. Jeg kan ikke stå for den serie, og det passede fint med at jeg havde stuen for mig selv til også at omfatte symaskinen....... Det er jo ikke til at finde sytid inde om dagen i dette fantastiske vejr.

Mønsteret er fra Ottobre design, vinter 6/2008. En kjole, der er ændret til tunika.

Hvad kan en plastickurv ikke bruges til. Her er 2 stykker omdannet til en "basketball bane" ;-)

PS: Nu er jeg færdig med ærme nr. 2 på Jørgens trøje, men er igang med at trævle nr. 1 op - Det var for bredt..... ÆV, æv, æv, æv.

Friday, April 10, 2009

Laaange ærmer......

I guder som mænd da har lange arme..... Jeg har strikket i flere dage på det sidste ærme til Jørgens trøje, men jeg mangler ca. halvdelen endnu...... Overvejer om den kunne se smart ud som kortærmet - men synes ikke helt at jeg kan mindes en smart kortærmet hjemmestrikket trøje til mænd???? Synes iøvrigt også at proportionerne ser lidt mærkelige ud - ærmet er bredt, trøjen er smal. Gad vide om den kan anvendes som natskjorte - så bliver den da brugt...... Tror at mit næste projekt bliver en forårstrøje til Lise - med væsentlig kortere ærmer.

Nå - i går aftes trængte jeg til en pause, og det blev med hæklenål og Queen Anne's Lace Scarf og lilla supersoft uldgarn fra Marianne Svit. Helle havde et fint og færdigt eksemplar med til strik in hos Lene i Aalborg. Tørklædet har længe været på min ønskeliste, og sørme om ikke jeg godt kan finde ud af det ;-)

Wednesday, April 8, 2009

Sol og regn

Dagen slutter som den starter - overskyet og med lidt regn, men ind imellem har det været en pragtfuld dag. Vi har tilbragt hele eftermiddagen i haven, og jeg har det som jeg altid har det efter de første par gange i haven - jeg er "for kort bag til". Det er "havemusklerne" der er vækket til live.
Morgenen startede i fred og ro, for ungerne sov længe, med strik på avissweateren til Jørgen. Nu er det lige før jeg også begynder at tro på at den bliver færdig til tiden.

Jeg tror ikke, at vi før har været på dupperne i haven så tidligt. Der er luget i det meste af haven, og højbedene er næsten gjort klar til såning. Purløg, timian og jordbærrabarber titter fint frem.

En lille dame læser Alt for Damerne ;-)

Lige om lidt er det tid til familiens nye ynglingsprogram - "Spise med Price" på DR2.

Monday, April 6, 2009

10 dage......

Vi gik på Påskeferie i fredags - med 10 feriedage foran os! Bare tanken er helt fantastisk. I denne ferie har jeg fået strenge instrukser fra min mand! - Jeg må ikke lave alt for mange planer og aftaler.... Det er jeg nemlig rigtig god til. Istedet skal fokus være på afslapning, og have tid til at få gjort haven forårsklar. Så det er blevet til et kompromis - med lidt aftaler og lidt hjemmedage, plus et par aftaler med børnenes legekammerater, sådan at der også sker noget for dem.

I weekenden har der ikke været så meget tid til strik - enten har vi været i byen eller også har vi haft gæster, men - lidt er det blevet til. Den stribede Empire tager form, med diverse tilpasninger hen ad vejen. Bliver uden bånd og istedet med knapper.

Jeg er lidt træt af at strikke i gråt, men godt tilfreds med at jeg får brugt resterne fra de 2 bluser. Ellers skal fokus fra nu af være på Jørgens avissweater, der nu kun mangler ét ærme. Den skal være klar til hans fødselsdag om 14 dage. Det burde også være muligt..........