Thursday, March 31, 2011

Lækker trøje til nye cowboy bukser

De der nye lækre cowboy bukser - de mangler altså en blå trøje. Der lå et projekt på hylden som aldrig blev til noget. Problemet var bare at alpacaen efter optrævling ligger med dobbelt tråd, så jeg måtte have Jørgen til at hjælpe mig med at få trådene fra hinanden igen.... Vi tager det nøgle for nøgle, for det er altså lidt af et mareridt! Garnet er Alpaca fra Drops og en tyndt tråd Geilsk uld. Det er 3. projekt som garnet bliver anvendt til, og denne gang trævles der altså ikke op! Det bliver til en Honey-trøje nr. 2. Egentlig synes jeg hulkrusmønteret er rigtig træls at strikke, men jeg er bare så glad for Honey trøje nr. 1, så det er arbejdet værd. Denne gang skal der forsøges lidt med vendestrik i halskanten....

Tuesday, March 29, 2011

Cecilia i vesteform

Den lover godt, synes jeg. Cecilia-vesten. En søster til Cecilia-kjolen. Og også fra Design-Club. Nu mangler jeg kun den flettede halskant. Kittet blev hjemkøbt i efteråret, og jeg bestilte garnet "i samme farve som på billedet". Istedet for den lysgrå, som jeg troede jeg ville modtage, fik jeg tilsendt kittet med garn i en støvet grøn. Derfor har den længe ligget på lager. Men - farven er såmænd ikke så tosset endda. Både til cowboybukser og sorte bukser/nederdel. Jeg synes den ser ud til at have en rigtig fin pasform. Jeg strikker small i bredden og large i længde. Aftensmad - i aften har jeg for en gangs skyld været "kok". Dvs. der er bagt italienske grovboller som er smurt med hvidløgsost (under) og pesto (over). Fyldet er røget laks, masser af salat, avocado, augurk og tomat. Måske ikke det sundeste - men åh hvor det smager. Søren har været hjemme med forkølelse, så huset var ikke fyldt med børn da vi kom hjem. I modsætning til i går, hvor der stod 4 drengecykler parkeret uden for. Jeg synes faktisk det er vildt hyggeligt at komme hjem til et hus fyldt med søde drenge. Det er såmænd ikke sådan at vi mærker dem sønderligt - på nær at der forsvinder en del brød/frugt. Søren kom næsten aldrig i klubben, så vi meldte ham ud. Det hele er faktisk blevet meget lettere. Han må ikke tage gæster med hjem med mindre, der er ryddet op på værelset. Hold da op hvor det virker!!!!! Eneste anke var filmaftenerne. Vi har istedet aftalt, at han gerne må holde en filmaften for drengene i klassen, og så kommer der måske også flere end de 2 der sad i klubben.......

Sunday, March 27, 2011

Et gråt af slagsen - lige den rette størrelse!


Jeg har eksperimenteret lidt med størrelsen på Camomille, og var faktisk lige ved at tro at nr. 3 i gråt blev for lille, men nej - det passer helt perfekt i størrelsen. Langt (rigeligt) til at nå rundt om halsen og bindes. Det er nu videnskabeligt bevist ;-) at det vokser ca. 20 cm i bredden i blogning. Det har været ved at gå galt med både det råhvide og det sorte. Det råhvide har været i kontakt med dej til chokoladekage, og det sorte er både blevet klappet inde i både ovnen og opvaskemaskinen. Heldigvis tog ingen af dem skade. Camomille 3 er strikket af 1 tråd Isager Alpaca 1 (ca. 1½ nøgle) og så grå rester fra Cecilia kjolen (Duo) og ribblusen (Tvinni). Farvemæssigt helt ens. Den ene blev anvendt til selve sjalet og den anden til kanten. Jeg besluttede mig for at sjalet var stort nok, når det ene nøgle Isager Alpaca var brugt op, og det viste sig at være en god strategi. Ellers er det lavet helt efter bogen (opskriften).
Jeg lånte Jørgens dankort i går, og så tog jeg i byen og kom hjem med de lækreste cowboy bukser! Trængte til lidt trøst oven på det med armbåndet - men det kan jo ikke nytte at græde over spildt mælk, og heller ikke over tabte armbånd (selv om jeg stort set ærger mig hver 2. minut....)

Friday, March 25, 2011

Møguge - ihvertfald næsten...

På en måde har det være en "møg-uge" og på den anden side har det sådan set været en rigtig dejlig uge. Uddybning kommer.

Mandag glemte jeg koden til mit dankort. Jeg stod i kantinen på mit arbejde og var fuldstændig blank. Jeg fatter det simpelthen ikke. Med alle de transaktioner det kort har været udsat for, burde koden været ætset ind i hjernen. Det er den ikke. Nyt kort er bestilt.

Tirsdag opdager jeg at jeg har tabt mit gamle sølvarmbånd, som jeg har arvet fra min svigermor. Jeg har ledt, ledt, ledt og ledt. Ringet rundt til alle de steder jeg har været i den sidste uge. Men - pist væk er det. P..! Det har virkelig bragt mit humør ned på nulpunktet. Jeg har det altid på, så hvornår det lige er smuttet af (og hvordan!) det ved jeg ikke. Jen kan se på bloggen at jeg havde det på mandag d. 14. marts.


Bortset fra det, så har det jo været en uge hvor cykelsæconen for alvor er sat ind, og det er jo absolut positivt. Lise og Søren har været super glade, og da jeg kom hjem i aftes med ungerne efter skolefest var hjemmet som blæst - der var ryddet op alle vegne og vasketøjet var lagt sammen. Jo - det kan godt betale sig at lade manden være alene hjemme.

Blog er det slet ikke blevet til (undskyld for de manglende kommentarer). Strik - en smule - jeg har mest ledt over alt. Jeg strikker på Cecilia-vesten. Ribkanten strikkes på pind 2½, så den tager tid. Jeg er næsten færdig med den, og så regner jeg med at resten bare går derudaf.....

Her i formiddag arbejder jeg hjemmefra. Lise skal først møde kl. 10. PC'en er tændt og kaffe er lavet. I ovnen bages boller. Søren og hans klasse mødes i dag efter skole til rundbold. Det er 3 piger, der har arrangeret. Søren rakte med det samme fingeren op, og meddelte at hans mor garanteret gerne ville bage boller. Og selvfølgelig vil hun det.

God fredag.

Sunday, March 20, 2011

En forårs søndag

Tak for kommentarerne til tunikaen - om ikke andet har jeg da fået nogle gode grin ud af alle anstrengelserne. Det er en skam at vi har været til fastelavnsfest i Lises klasse, for eller kunne jeg være klædt ud á la "Sommer i Tyrol" eller som viktoriansk tjenestepige ;-) Konklusionen må vist være, at blonden skal af!

Min søndag udviklede sig en smule anderledes end det først var meningen. Helle, der skulle huse Strikkesøstrene måtte desværre melde afbud grundet sygdom, og eftersom jeg havde glædet mig rigtig meget til dagen, så lagde jeg hus til i stedet. Hvilket var meget let - der gik ikke lang tid før der var tilbud om at medbringe både brød, tærter, salat og kage. Jeg skulle næsten bare åbne døren da de kom.


Mit spisebord i køkkenet blev hurtigt forvandlet til en sand forårshave af blomstergaver + noget til selvforkælelse (kan chokolade komme med under den kategori?) og lækkert garn. Nu kunne jeg så skrive noget om fuglekvidder, jvf. at vi generelt har et højt "støjniveau" når vi mødes - men det vil jeg slet ikke. Bare konstatere, at det som altid var en rigtig dejligt eftermiddag sammen med nogle skønne kvinder.


Jeg var absolut ikke den der strikkede mest - havde ikke nået at forberede mig, og Camomille nr. 3 mangler kun kant og kvaster...... og er lidt i et dødvande med hensyn til inspiration, men den kommer nok igen.

God bedring til Helle og Berit som også måtte melde forfald grundet sygdom.

Saturday, March 19, 2011

Aldrig helt som jeg forestiller mig......

Jeg ved ikke hvorfor, at de ting jeg får idéer til at sy til mig selv, aldrig falder helt ud som jeg gerne vil (og som jeg forestiller mig). Se nu denne, som jeg ikke kan finde ud af om bare ender i skraldespanden, ligesom den forrige......



Hvis den gør det, så er det positive da, at prisen incl. blonde kun er 180 kr! Da blonden og stoffet lå på bordet så de ellers helt perfekte ud sammen.


Lise synes den er pæn, Jørgen er ikke helt sikker på at han vil have mig med i byen.


Lise og jeg blev enige om, at idag var en "slapafdag" - ved symaskinen. Lise syede pose til gymnastiksko. Hun har lavet alt på nær påsyning af blomster. Efter at hun havde syet posen sammen 4 gang gav mor efter og hjalp. Synes jo hun skal selv....


I det mindste er der lavet en brugbar ting i dag - Lises lille pose ;-)

Friday, March 18, 2011

Same O, Same O

Et at dem du ved nok....

- men jeg kan ikke rigtig få fart i pindene. Blonden har nu taget 3 dage (aftener) - samme tid som det tog mig at strikke hele blonden på det råhvide. Men - på en eller andet måde er jeg træt - måske jeg er blevet indhentet af 2 fester, forberedelser osv.


I hvertfald er energien på nulpunktet. Jeg glæder mig til fredag aften og til lørdag som er helt uden planer. Og - jeg trænger!!!

Lige om lidt går Lise og jeg i køkkenet. Hun laver pizza til hende og Søren. Jeg bager boller til sandwich med røget laks, hvidløgsost, pesto og spinatsalat til Jørgen og mig. Og - vi skal have et glas rødvin til.

Iøvrigt - så "The Kings Speech" med Colin Firth torsdag. Det er en suveræn god film. Både han og Geoffrey Rush spiller så godt, og der er en skøn humor i filmen. Det er en "must see".

Wednesday, March 16, 2011

Forårsudsalg

Jeg ved det godt. Det er stadig hundekoldt. Men - når himlen er så blå som i dag, så er det jo lige før at man tror på at det er forår.

(Billede lånt hos Never Not Knitting)

I hvertfald blev jeg inspireret her - jeg skal på Forårsudsalg på søndag. Allerede sidste år havde jeg planer, men dem nåede jeg ikke. I år skal Lise og jeg have hver en Spring Garden Tee. En meget enkel bluse - eneste pynt er mønsteret på ærmerne.

Åh - hvor jeg glæder mig - og trænger - til solskinsdage på terassen.....

Monday, March 14, 2011

Synkronsyning

Nu er det altså ikke fordi, at Lise og jeg skal rende rundt i ens tøj (er faktisk lidt kikset - men for pokker, hvor havde Lise travlt med at der skulle tages billeder ;-). Der var lige til en test-bluse til mig, efter at jeg havde klippet en tunika til Lise.


Jeg har længe gerne villet sy et par bluser til mig selv, og nu er stoffet købt. Men inden saksen sættes i det nyindkøbte stof skulle der findes et bæredygtigt koncept som (jf. et par mislykkede forsøg) skulle afprøves, og det endte med et gammelt mønster fra Onion (5022), der blev ændret og tilpasset lidt. Resultatet er OK, næsten gang skal der være lidt mere plads under armene.


Lises er samme mønster som her, bare med korte ærmer.

Saturday, March 12, 2011

Færdige Camomiller

2 stk. helt færdige Camomiller. Jeg er fuldstændig solgt, de er så fede som tørklæder. Jeg kommer dog aldrig til at bruge dem som sjal-sjaler - synes det bliver for tuttenuttet.


Fataboks 1: Råhvidt Camomille. En tråd Havskum fra Weller Garnudslag (fra den store cone - der er garn nok til de næste 5 år!) og en tråd råhvid Isager Tvinni (knap 100 gr.).
Kvasterne: Jeg trak 9 tråde igennem spidsen = 18 når de ligger dobbelt. Delte i 3 og flettede. Så lavede jeg nogle fiksfakserier som ikke kan anbefales. Næste gang vil jeg have trådene til kvasterne klar, afslutte fletningen med at binde trådene sammen om midten på kvasten, folde kvasten sammen, og vikle tråde omkring ca. 1 cm nede. (Jeg bør egentlig lave nye kvaster....)



Faktaboks 2: Sort Camomille. En tråd uld/cashmere fra Weller Garnudslag og 1 tråd Isager Alpaca 1. De 2 tråde er helt perfekte sammen. Tørklædet har en rigtig lækker lethed! Det tager også længere tid at strikke for uld/cashmeretråden er noget tyndere end Tvinnien. Men det er absolut arbejdet værd.
Kvasterne: Kvasterne blev lavet helt færdig incl. perler med en knude allerøverst, og da der ikke var så mange tråde, trak jeg dem igennem yderst på spidsen, og fæstede dem i knuden 2 og 2.
Iøvrigt - Tak for hjælpen med input til kvastearbejdet ;-)


Skindjakke fik jeg af Jørgen for 11½ år siden (1 års bryllupsgave). Den er godt slidt men stadig et af mine foretrukne valg.

Friday, March 11, 2011

Ny tunika

Da Lise og jeg var inde i byen for at købe stof, var det også nødvendigt med en opgradering af mønstre. Det var ved at blive lidt besværligt, at mit grundmønster kun var str. 128 når hun bruger 134/140. Et Minikrea-mønster blev indkøbt (tunika 30200), og det skulle af prøves inden jeg går igang med den sort/hvid-stribede kjole til Lise.


Det blev der den første tunika (i en række) ud af - blå med prikker. Råhvide kanter ved ærmerne og elastik i halsen. Super nem model med mange variationsmuligheder.


Det er fredag, det er startskud til weekend. Ingen fester i denne weekend. Skøøønt. Til gengæld kommer mødregruppen i morgen. Vi har slet ikke været sammen i år, så der bliver en masse at snakke om.

Thursday, March 10, 2011

Hvordan får man kvasterne syet på?

- Og nu må svaret altså ikke være, at jeg bare skal gøre hvad der står i opskriften, for der står kun "sy dem på sjalet" - og ikke hvordan at man syer dem på.

Til det lyse har jeg lavet en flettet snor, som består af en del tråde, inspireret herfra. De lyserøde spænder er kun til at holde fletningerne på plads ;-)


Til det sorte har jeg sat perler på inspireret af Nynne. Der er færre tråde men alligevel.


Jeg er bange for at få nogle ordenlige "klumper" hvor kvasterne syes i. Hvordan har I andre gjort?


I øvrigt kunne jeg godt blive forfalden til at lave kvaster - hyggeligt og nemt, hvis jeg bare kunne finde ud af at montere dem!!!!

Tuesday, March 8, 2011

Fanget i retriller

Sidder hun mon fast i en rille? Jo - det kan man vist godt sige - altså retriller. Der sker slet ikke noget nyt her på "kanalen"!


Camomille nr. 2 er i proces - og nr. 3. er i tankerne (gråt). Nr. 4 skal være færdigt til maj - måske? som en gave. Der kommer dog sikker et par projekter ind imellem.

Jeg regner snarest med at få en tilbagemelding fra fødselaren om man måske kunne ønske sig et - og evt. i råhvidt i stil med dette, eller om en anden farve er at foretrække?

Sunday, March 6, 2011

Kjole- og bluse-planer

En søndag med sol og blå himmel. Er det ikke fantastisk ;-)

Lise og jeg stod forholdvist tidligt op i går, og tog på strøgtur. Ud over at Lise var på jagt og fandt et penalhus i 3 etager (fødselsdagspenge, der brændte), så blev der købt lækkert stof og garn, og et hyggeligt café-besøg nåede vi også.


Vi var forbi Tøndering Strik - hvor jeg købte garn til Regnvejrsdag. Den mørke lilla Tvinni. Desværre turde de ikke anbefalde en tråd til det vinrøde - den er spundet meget løst, og vil sandsynligvis give sig i brug. Her tænker jeg specielt på bagpartier, hvor det ikke er specielt klædeligt med ekstra buler! Så endnu ingen planer for det vinrøde garn.


Der blev købt ind til en grå bluse, og 2 nøgler Alpaca 1 til en Camomille mere, strikket sammen med rester fra Cecilia-kjolen og Ribblusen. Jeg kan slet ikke se forskel på de 2 tråde (et nøgle tvinni til tørklædet og et nøgle duo til blondekanten), og når de så også bliver strikket sammen med en tredie, så bliver det da umuligt at se forskel.


Hvidt mønsteret stof til bluse.


Blød kjole til Lise.

Friday, March 4, 2011

Der er gang i den.......

Så er vi i gang igen - denne gang kun med 20 gæster.


Vi plejer at sige at der er et højt støjniveau når hele strikkeklubben mødes - men, det slår altså ikke 5C ;-) Søren holder fødselsdag for klassen - en klasse fyldt med dejlige unger. Lige nu ser de film, spiser popcorn og der er ro på - efter tøndeslagning, skattejagt efter slikposer, aftensmad med pasta, kødsovs og brød, leg/hygge og chokoladekage.



Vi har alle år holdt fødselsdag for hele klassen, fordi vi ellers aldrig ser pigerne - endnu........

Det har været en hård uge, i går var jeg først hjemme fra arbejde kl. 19.00 - så selvom jeg burde være i fuld gang med at afslutte Camomille nr. 1, som jeg glæder mig vildt til at slynge om halsen, så har jeg bare slået op til nr. 2 - det er sådan et afslappende strikketøj - ret, ret, ret......


Lise er også til fødselsdagsfest i hendes klasse. En af forældrene afleverede et barn her, og tog Lise med til næste fest, så vi kunne koncentere os om madlavningen. Til orientering var der kødsovs nok - vi ved godt hvad vi skal spise den næste uges tid.

PS: Er rigtig fredagstræt, og trænger til sofa med stængerne oppe!

Wednesday, March 2, 2011

Med på moden?

Bedst som man tror at man er helt fremme i skoene, så viser det sig at man faktisk er langt bagud.


Jeg var ude i fredags for at købe lidt ind til vores nye badeværelse. Organge skulle det være. Jo - bademåtter i den farve havde de da lidt af tilbage - på tilbud - eftersom det var en udgående farve.
Jeg synes nu det er ganske fint med orange til det sorte, hvide og grå! - så skidt pyt med at jeg er bagud - eller bare slet ikke nåede at komme med på moden - igen..........


Hvor der før var en kæmpe brusekabine er der nu et badekar. Lise og Søren synes det er pragtfuldt - incl. badeænder. Jeg har ikke fået det afprøvet.

Og - nix - der er ingen håndstrikkede gæstehåndklæder - endnu!

Tuesday, March 1, 2011

Færdig med takker og vinrøde planer

Jeg er nået rundt! Hold da op en masser takker ;-) Nu mangler jeg bare at hækle kanten, lave kvaster og så - et stk. sort Camomille.

Jeg går med lumske planer om at strikke en kjole magen til Little Black Dress i vinrødt lagergarn. Dvs. jeg har den ene tråd. (Faktisk har jeg masser af det.... hvorfor ved jeg ikke rigtig, men jeg havde en meget rød periode - og en helt hylde med rødt/vinrødt garn.)


Jeg er bare i tvivl om hvordan garnet vil opføre sig i en kjole. Garnet er Velna Merinos - en meget blød og børnevenlig lammeuld, så: Skal den anden tråd være Alpaca eller en mere fast uldtråd? Det ville være så ærgeligt med en kjole der ikke holder faconen. Jeg overvejer. Hos Tøndering Strik er der både en Alpaca 1 og en Højlandsuld, der passer perfekt i farven. - Og iøvrigt også sammen, men målet var jo at mindske det røde garnlager!


Synes ikke helt jeg er kommet mig over weekendens arrangement. Hold da op hvor var vi trætte mandag, selv om søndag var ren afslapning. Nu lader vi op til fredagens arrangement - Søren skal holde fødselsdagsfest for klassen (den der blev aflyst/flyttet), og Lise spørger også til hvornår hun skal holde tilsvarende. Det er vi altså ikke nået til i planlægningen endnu.

Se lige - endnu et smukt tørklæde/Sjal.