Wednesday, July 31, 2013

En hel dag!

I mandags lykkedes det..... Jeg havde næsten en hel sydag.....
Noget jeg har planlagt flere gange, men på en eller anden måde kommer der altid noget i vejen - så som rengøring, oprydning, tøjvask, fragtning af ungerne til diverse steder, osv. osv. - og så ender det med at jeg sidst på dagen sidder i sofaen med mit strikketøj istedet for!

Jeg fik Syet de grå bukser (samme model som denne - bare en smule smallere) og den lysegrå nederdel (mønster tegnet af efter en nederdel fra PBO - helt enkel - eller kedelig som min mand siger....), som jeg klippede for mere end et år siden:


Venligst se bort fra "bad hair day"

Detajler: Alt hvad der skulle syes i hånden (oplægning og foret ved lynlås) blev ordnet på en biltur i går. Når jeg tråder sidder jeg - mens jeg klipper tråd - ofte med nålen i munden. Gad vide hvad der ville ske hvis Jørgen pludselig bremsede.....


Nederdelen er syet i det lækreste uld fra CityStoffer. Buksestoffet er også der fra, begge dele købt for flere år siden. Jow, jow - det lykkes mig at få brugt noget af mit stoflager.

Igen - jeg er så glad for min overlocker, der lige giver den sidste finish!

Tuesday, July 30, 2013

Solbærmuffins

Jeg har en opskrift på en jordbærkage fra et gammelt, gammelt Femina - måske fra 1980'erne..... som jeg anvender mange gange hver sommer, fordi den er super god til forskellige friske bær fra haven.


I søndags - da Lene var på besøg - blev det til solbærmuffins (dvs. i nogle af dem var der kun mørk chokolade grundet "vanskelige børn".....) Opskriften bringes her jf. forespørgsel på mail.

Opskrift:
200 gr. smør
250 gr. sukker
- røres hvidt

3 æg
150 gr. mel
1 tsk. bagepulver
- blandes og røres i smør/sukkerblandingen skiftevis med æggene

Dejen hældes i springform med bagepapir / muffinsforme.

400-500 gr. bær (friske eller frosne ligges i toppen / trykkes let ned)

Til søndagens muffins supplerede jeg med 1½ tsk. vaniljesukker og hakket mørk chokolade, da solbær er lidt mindre søde end f.eks. jordbær og hindbær. Mandler / nødder kan med fordel hakkes og puttes i også. Hvis der anvendes frosne bær, skal de dryppe af før de puttes i dejen.


Kage bages ca. 45-60 minutter ved ca. 200 grader
Muffins bages ca. 15 minutter ved ca. 200 grader

Kagen smager dejligt lidt lun med creme fraiche. Den kan også drysses med flormelis, som jeg har gjort i dette tilfælde.

God fornøjelse.

Sunday, July 28, 2013

I godt selskab

En dejlig søndag i godt selskab. Jeg fik besøg af Lene, og der blev - som altid når vi er sammen - snakket og strikket igennem :-) Kun afbrudt af frokost forplejning, og så skal der selvfølgelig kaffe og kage til.


En gave fik jeg også - 12 nøgler dejligt hvidt bomuldsgarn. Måske til en hvid Klokkeblomst - foreslog Lene. Det er absolut ikke umuligt at jeg slår op til sommerkjole / Klokkeblomst nr. 3.


Dog er der flere Kim Hargreaves modeller, som også kandiderer til garnet.......

Thursday, July 25, 2013

Jeg er ikke...

Jeg er nomalt absolut ikke morgenmenneske - men jeg må da indrømme at sådan en enkelt morgen
- at vågne kl. 6
- fuglene synger
- huset er helt stille
- bage morgenbrød og nyde dufter af det nybagt brød...
- drikke en stille kop kaffe


Det er da dejligt.

Tuesday, July 23, 2013

Jeg strikker champagneglas med bobler......

Endnu et projekt, der er på pindene, som måske går fra at være en permanent UFO til noget meget mere. Et tørklæde - bredt og blødt, og så skal det være så langt at det kan slynges godt om halsen. Det er et kør ud i det fri bilprojekt. Ingen udtagninger eller noget. Der skal bare strikkes!


I starten havde jeg store problemer med mønsteret - måtte læse linje for linje - indtil jeg fandt koden: Jeg strikker champagneglas med bobler. Så "Gotisk Vindue" (gratismønster på nettet) er her omdøbt til champagne sjalet. Lyder det ikke også meget sjovere?


Sommerbilleder. En dejlig dag på Mols, hvor badevandet nåede Kreta-temperaturer.


Selv Bastian 'vov'ede sig ud i bølgerne. Han er ellers absolut ikke en vandhund - men efter 7 års træning tør han gå ud til hvor vandet når ham op til ryggen. Og så pisker han ind til stranden og i sikkerhed igen :-)


(- Og opdateret så "tyrkfejl er væk..... - det gik lidt stærkt i formiddags, lige inden vi tog afsted på endnu en sommertur.)

Saturday, July 20, 2013

Hvad en mislykket indkøbstur kan føre til.......

Kender du det - at komme hjem efter en mislykket indkøbstur og føle dig helt deprimeret, over at det du gerne vil have slet ikke passer dig!
Jeg har flere gange været inde i byen for at købe et par "løse bukser" i nogle af de nye smarte stoffer med print - men, men, men - de er alle syet med meget! smalle ben, hvilket betyder at jeg ikke kan trække bukserne op over læggene....


Ud over at bukserne slet ikke passer mig, synes jeg faktisk også de var ret dyre! 599-1.200 kr. for et par bukser syet af 4 stykker stof og med elastik i linningen. Godt nok var nogen i silke, men alligevel.....


Jeg har taget sagen i egen hånd - og efter længe at være gået rundt som katten om den varme grød - for tænk nu hvis dette også mislykkedes - har jeg fået syet mig det første par bukser:
- De er blevet lige præcist som jeg forestillede mig de ville blive - og hvor tit sker det egentlig?


Test-stoffet er noget lidt tykt bomuld købt for flere år siden i Stof2000 på udsalg (til puder) tilført sort bånd til sidesømme. Samlet pris incl. bånd ca. 75 kr.


Mønster: Onion 4028 med justeringer - bl.a. har jeg forlænget benlængden med 5 cm.

Flere par er på vej - et par grå/mønsterede og blå nålestribede, som begge skal være en lille smule mere tætsiddende end disse.

Friday, July 19, 2013

Sommerstemning og sommerprojekt nr. 3

Sommerprojekt nr. 3 - endnu en Kim Hargreaves model: Jasmine. Jeg mangler 2 stk. korte ærmer:


Egentlig en enkelt model, men jeg har lavet om i maskeantallet da garnet var en smule tykkere, så det har krævet en smule hjernegymnastik, og et par omstrik i starten. Nu skal jeg bare finde ud af hvor mange masker jeg skal slå op til ærmerne.


Sommerstemning i skønne Danmark - først en aftentur til Norsminde for at spise fiskefrikadeller i Fiskehuset og fange krabber:





Dernæst en tur til Gl. Estrup Slot med madpakke:



Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst havde en så skøn sommer i Danmark :-)

Monday, July 15, 2013

Mange, mange striber

Sommerprojekt nr. 2 - Tunika til Lise, der glæder sig til at den bliver færdig.


Jeg mangler en masse hæklede kanter, og vi skal på indkøb efter hvide bomulds- eller cowboy tights. Lise mener det er passende påklædning til 1. skoledag i 4. klasse. Jeg synes hun er sød :-)


Mind mig lige om - næsten gang jeg får hang til striber - at det er trælst at skifte farve hele tiden..... Ikke mindst i halskanten hvor jeg skulle strikke frem og tilbage. Der var godt nok et tip i opskriften - som jeg ikke fattede, så jeg har klippet garn over, og klippet garn over. Det er absolut ikke min ynglingsbeskæftigelse af hæfte tråde i bomuld.

Vi har sat telt op i haven. Ungerne er vilde med det, og har sovet derude de sidste 5 nætter. Lise vil så gerne at jeg sover i telt sammen med hende, men jeg kan ikke få sengen derind......
Jeg har lige tilbragt en time derude i skrædderstilling. Vi har spillet Kalaha, og jeg taber hele tiden.

Sunday, July 14, 2013

18 huller....

Nej - jeg er ikke begyndt at spille golf :-) Titlen er inspireret af mit strikketøj samt den seneste sommerlæsning - en lidt anderledes og meget underholdende bog: "Mr. Rosenblums liste" af Natasha Solomons (lånt på biblioteket), der handler om en jøde som kommer til London lige før 2. verdenskrig, og hvis største ønske er at blive medlem af en golfklub.

Mit sommerstrikketøj nr. 1 (der er flere sommerprojekter) blev indkøbt på Garnstafetten hos Tøndering Strik. Bogen "Boheme Strik" var i dagens anledning på tilbud til kr. 40,00 og så kom der også garn med hjem til "sommerbluse i hulmønster".


Det var et fint lille strikketøj at have med i Tivoli Friheden i fredags. Lise og en veninden kastede sig fra den ene forlystelse til den anden, men jeg luntede efter og nød solen på diverse bænke med mit strikketøj. Vi ankom kl. ca. 14.30. Kl. 18.30 slap min tålmodighed op, og vi tog hjem til resten af familien.

Den første uge er gået. Jørgen tilbringer ca. hver 2. dag i kælderen, hvor der males og ligges fliser. Ca. 80 m2 mangler at blive belagt med teracottagule fliser. Det bliver så fint og lyst med hvide vægge.
Vi har skiftevist haft "dobbelt op" af 10 årige piger og 14 årige drenge. Vi har været til 80 års fødselsdag og haft gæster et par dage fra Sverige, hvor der blev grillet sommermad i stor stil.
Og - Jeg har hygget, slappet af (tiltrængt!!), strikket, læst, gået lange ture med hunden, og - ikke mindst - NYDT SOLEN. Det har været en skøn første ferieuge.

Saturday, July 6, 2013

Knappemysterium

I dag giver jeg op! Og tager ind til byen for at købe 14 nye knapper. De røde jeg har købt er pist væk - nu håber jeg bare jeg kan finde nogle mangen til...


Sadie med modifikationer har hængt på ginen i flere dag, og jeg kan næste ikke vente med at tage den på. Godt nok er det en uldtrøje - men det passer rigtig fint til sene sommeraftener på terrassen.

Vi diskutterede fordele og ulemper ved strik-ud-i-et og strik-med-sammensyning hos Lene i lørdags. Der er ingen tvivl om at der er mere arbejde ved f.eks. Kim Hargreaves modeller fordi stykkerne (for, ryg osv.) strikkes hver for sig. - Og jeg må jo give Strikkeheksen fuldstændig ret i at det også giver det bedste resultat og den bedste pasform. Det ekstra arbejde bliver pludselig en tilfredsstillelse. Sadie lå længe i strikkekurven - sådan nogle ærmer i glatstrik der er helt rullet sammen som pølser - det kræver altså en del mental forberedelse inden synålen kommer frem her.

Heldigvis (eller desværre :-) har jeg mere Kim Hargreaves på pindene.


I dag er det første dag i min sommerferie - næsten 4 uger har jeg, og hvilken fantastisk blå himmel jeg stod op til. Mere af det :-) Tak!

Monday, July 1, 2013

Frk. Klokkeblomst nr. 2 på!

Det endte lykkeligt - med kjolen og mig! Jeg har ellers fortrudt valget af farven flere gange - for tyrkis og jo ikke "min" farve. Jeg føler mig meget synlig i landskabet - sådan lidt fastelavnsagtig.


Men det bliver jeg vist nødt til at overvinde - for kjole skal bruges, og den går fint til alt det sorte i min garderobe.

Faktaboks til kjolen findes her.

Jeg købte sidste år en turkis underkjole til at have under. Og så sorte tights - så man ligesom er dække ind under hulmønsteret.


Nye sandalerne fra CaShott- Jeg blev vildt forelsket i dem på en strøgtur i Silkeborg. Men der er jo hæl på, så jeg kørte hjem uden! For derefter at bestille dem via nettet, og det var ikke helt let, for str. 38 var udsolgt rigtig mange steder. Det var lige før jeg havde søvnløse nætter :-)

Jeg har færdigmonteret den røde trøje, og er nu nået til knapperne - men kan jeg finde posen med knapper? Nix! Har endevendt alt. De ligger i en lille papirspose, og jeg er helt sikker på at jeg har haft posen i hænderne efter jeg kom hjem fra fødselsdagsfest hos Lene. Ny årsag til søvnløse nætter, for hvor pokker er de knapper?