Saturday, July 9, 2016

Min sommer bluse i bomuld og silke

Min Prairie er klar til sommerbrug. Faktisk havde den premiere i mandags, og den er helt perfekt og rigtig dejlig at have på. Passende til en dansk sommer, der viser sig lidt fra den blandede side. Jeg syede knapper i om søndagen, og om der så havde været 40 grader om mandagen, så skulle den bare på :-)


Faktaboks: Modellen Prairie fra Kim Hargreaves bog Wilder. Strikket i Karen Noes garn Rustik, der består af 2-trådet Bourettesilke og 2 tråde tynd, Merceriseret Bomuld med en smule farvespil. Garnforbrug ca. 275 gram. Jeg har strikket en str. X-small i bredden og en large i længden. Modellen er kort (KH's modeller er generelt for korte til mig) - så jeg har strikket ca. 4 cm til på selve trøjen. Når jeg mixer størrelserne på den måde, skal jeg også huske at ærmekublen skal være længere/højere end i opskriften, for at det passer sammen.


Der er en fejl i opskriften - heldigvis var Lene vaks ved tasterne på mobilen, så jeg kunne komme videre. Jeg ændrede opsætningspinden til kun at være en udtagningspind, og gik derefter direkte til mønsterpindene, og så gik det bare derudaf.


Der er brugt i alt 16 knapper - 5 i hver side og 6 i lukningen på ryggen. Små perlemorsknapper købt hos City Stoffer og Garn.


4 ud af de 6 nøgler blev købt for gavekortet jeg fik til min 50 års fødselsdag til butikken i Tind, og de sidste 2 er købt på nettet i Karen Noes webshop. Jeg turde næsten ikke åbne pakken med de sidste 2 nøgler, for jeg var kommet rigtig langt med blusen, og hvad skulle jeg gøre hvis indfarvningen ikke passede. Det gjorde den - det er umuligt at se forskel. Heldigvis.


Denne bluse bliver en af mine ynglings. Let, luftig og samtidig lidt lun. Lyder det mærkeligt?
Prøv det :-)
Jeg har faktisk strikket en mere i sort - den ligger lige nu og venter på at blive syet sammen. Mere om den senere.


Der skal lige en kop kaffe mere til, så fatter jeg synålen. God weekend - juuuhuuu 3 ugers sommerferie er lige begyndt.