Tuesday, September 25, 2007

Første gang!

Jeg er blevet tagget af Enaj. Min første gang - og jeg blev faktisk meget glad - det betyder jo at der nogen der følger med ;-) i min lille verden. Hvad jeg skal gøre:
1. Link til den der har tagget dig (se ovenfor)
2. Fortæl 7 sandheder om dig selv
3. Send videre til 7 andre bloggere
4. læg en besked i deres blog om at de er tagget

7 ting:
1. Jeg er et hjemme- og familiemenneske - bryder mig ikke om at være væk fra mand og børn alt for længe
2. Jeg hader støj
3. Jeg er ordensmenneske - i den grad at jeg ikke kan slappe af/strikke/læse en bog før der er orden omkring mig (børn og mand syntes somme tider jeg er lidt urimelig)
4. Jeg elsker at være kreativ - strikke, sy - og nu kommer efteråret og vinteren - så der er plads til kranse på dørene og juledekorationer m.v.
5. Jeg bliver glad af et knus fra ungerne, en tur i biografen eller en tur på strøget med veninderne samt af at læse en god bog
6. Jeg er arbejdsnarkoman.........
7. Jeg savner flere timer/dage i mit liv til at nå alle de ting jeg gerne vil (stressfaktor)

Jeg sender bolden videre til nedenstående blogejere der med deres dejlige blogs og iderigdom var min inspiration til at komme igang med at være kreativ igen (efter flere års pause), og som også gav mig lyst til at lave mit eget website. Og som Enaj skriver til mig - det er helt frivilligt om I har lyst til at være med :-): Nana, Helle, Anne; Britt, Julie. Grundet PC-problemer bliver det ikke til syv...... - lige nu

Og så et lille billede - har lige samlet de mest vidunderlige kastanier. Deres smukke brune farve gør mig glad hvert efterår. De kommer helt sikkert til at indgå i en krans til fordøren sammen med buksbom og rønnebær.

Sunday, September 23, 2007

Hverdag igen!

Så er det næsten hverdag igen. Vi kom hjem i går fra Kreta efter en uges dejlig ferie. Vi havde perfekt vejr - lidt over 30 grader om dagen og omkring 25 grader om aftenen. Ungerne har stort set "ligget i blød" hele ugen. Vi startede dagene med morgenmad på værelset, og så til stranden. Hjem sidst på eftermiddagen for at slappe af på hotellet, hvor Søren og Lise fortsatte badningen i swimmingpoolen. Derefter ud at spise - de fleste aftener på en restaurent helt ned til havet - dejligt. Vi har leget, spillet strandtennis, bold m.v. Der er spist et utal af is, og antallet af grøntsager har været minimalt ;-) Søren skulle lave lektier - læse hver dag samt lave opgaver i regne- og danskbog. Det var ikke helt let at holde ham til ilden, men det lykkedes nogenlunde. Jeg fik læst mine bøger, og strikket en del ved stranden. Det med bøgerne gik lidt ud over min nattensøvn, og strikketøjet (Neiman) er skyld i at både Jørgen og jeg en aften fik en masse myggestik. Jeg skulle tage ind til taljen på blusen - og var derfor nødt til at tænde lyset ude på terassen. Derefter købte vi myggelys, og jeg strikkede i sort garn stort set i mørke, men det gik........... Til januar booker vi sommerferien til Kreta!!!!

Saturday, September 15, 2007

Det er ikke fordi

der ikke sker noget - der sker faktisk rimelig meget lige nu, bare ikke på strikkefronten. Der har været festuge, travlhed på arbejde, Ørkenes sønner m.v. Og i eftermiddag rejser vi til Kreta i en uge. Vi glæder os alle rigtig meget. Ud over det selvfølgelig er vigtigt at pakke noget godt strikketøj, har jeg også lånt 1 og købt 1 bog: Stieg Larsson - Pigen der legede med ilden og Camilla Läckberg - Prædikanten. Det bliver en ren strandferie - ikke noget med lange busturer rundt i landskabet. Trøjen til Lise er næsten færdig, jeg mangler kun at strikke huen på trøjen og så montere + foer. Syntes det fyldte for meget, så tog i går ind til Århus for at købe garn til Neiman. Havde egentlig bestemt mig for originalgarnet, men 13 nøgler til 60 kr. - knap 800 kr. for en kortærmet bluse! Jeg var altså for nærrig. Har i stedet købt næsten sort uldgarn (alt efter lyset er der et gråt spil i det) samt hvidt. Afleverede Bastian i hundepension her til morgen. Det er altså ikke let. Man kan jo ikke forklare ham, at "Vi kommer og henter dig om 7 dag"! Så han stod bare der - bag tremmer - og så meget ked ud af det.