Saturday, December 27, 2014

Forsinket glædelig jul og et vigtigt strikkespørgsmål!

En lidt forsinket glædelig jul kommer her. Min juleaften blev lidt anderledes. Lise fik smittet mig med maveinfluenza, selv om jeg vaskede fingre 687 gange, da jeg tørrede op efter hende. Mens hele familien sad om bordet og spiste and og flæskesteg, lå jeg på sofaen, og havde det rigtig dårligt - snøft :-) De klarede nu det hele selv, selv om jeg nok synes at sangene omkring juletræet blev lidt for let overstået! Godt at de havde Lise - via Kirkekoret kan hun heldigvis en del julesange. De 2 brummere i familien er ikke meget værd på den front.


I går gik det allerede meget bedre, og strikketøjet kom frem - jeg gik igang med Løvfaldssjalet af Bodil Munch. En gave jeg fik af strikkesøstrene i 50 års fødselsdagsgave. Jeg er meget glad for at jeg har været på kursus hos Bodil, det gør det hele lidt lettere, selv om jeg stadig synes, at det er noget af en udfordring. En spændende udfordring. 

OG HER KOMMER SÅ SPØRGSMÅLET? Skal jeg allerede nu trævle op?
Jeg startede med først 1 og så 2 blade. Ved 3. mønsterrække har jeg strikket mønster helt ud til kanten. Det burde jeg måske have gjort allerede fra mønster 2. - Hvad siger I - Skal jeg trævle op og begynde igen ved mønster 2 og så fylde mønster helt ud til kanten?

Bodil er iøvrigt også mester i at styre gavelister :-) Tine, Birgitte og jeg var på kursus hos Bodil, hvor jeg overvejende at købe Løvfaldssjalet til mig selv. Tine og Birgitte fik aftalt med Bodil at "der midlertidigt var udsolgt i nogle farver", og så bestilte de et til mig i fødselsdagsgave. På arbejde fortalte jeg en kollega om kurset, og om Bodils mor og kunnen og viste billeder af hvad en 90 årig kan strikke. Og viste samtidig også det fine Løvfaldssjal, som jeg havde planer om at strikke. Hun skrev det bag øret, og kontaktede senere Bodil for at bestille sjalet til en 50 års fødselsdagsgave. Bodil spurgte hvem gaven var til, og fik svaret at modtageren hed Gitte. Bodil kunne så oplyse, at der allerede var købt et sjal, men at hun kunne være behjælpelig med et gavekort til den dejlige butik i Tind istedet :-)


Det var skønt at vågne op 1. juledag til et vinterhvidt landskab. Det var tiltrængt oven på en meget grå december. Hele familien var på gåtur i går. Ungerne protesterede, men der var ingen nåde!




Tuesday, December 23, 2014

En lille smule "Shanes jul" i Århus

Julepynt plejer (ifølge "kokken") at være i vejen, så i dag satte jeg ekstra bordplader i på trods af at vi kun skulle være 6 personer om bordet. Al pynten blev placeret i den ene ende - inspireret af udsendelserne med Shanes Julestue. Og med det resultat at Jørgen fik plads til maden, og dermed var alle glade. Børnenes gudmor (med barnebarn) og min gode veninde kom til julefrokost, og det er hos os tegn på at nu er det jul!


Brødet til osten blev bagt over flere dage. Jeg startede med en "fordej" af mel, vand, salt og en lille kugle gær d. 21. december, som fik lov til at hæve i 1 døgn.



I går blev fordejen opløst i vand og rørt sammen med mere mel, skyer og salt. Derefter sat til at hæve endnu 24 timer, inden brødet i dag blev bagt færdigt. Jeg var spændt på om dejen ville hæve igen, men DET ville den gerne. Det blev til et ganske godt brød, og lige som min familie gerne vil have det - et helt hvidt brød :-)


Til osten var der også hjemmelavet figen/orange marmelade og chili marmelade. Chili marmeladen har jeg fået i gave. Den er helt fantastik til et stykke brød med brie. Stærk - man skal ikke tage for meget - og en dejlig kontrast til osten.



Monday, December 22, 2014

Læsø i perlegrusstrik og anderledes start på juleferien

Kroppen til AD-Læsø Cardiganen er klar, og ginen har igen fået tøj på. Det er faktisk ret ukompliceret at strikke perlegrus, og også meget hyggeligt. Man skal bare væbne sig med tålmod. Jeg havde forestillet mig at trøjen var færdig inden jul - både den og "Fiskekutter", men jeg har ikke haft så meget energi til at strikke om aftenen.



Pasformen er hvis OK. Puha - jeg var bange for at den var for lille. Billedet er lidt "uroligt", men jeg tror cardiganen bliver fin, når der kommer sorte kanter og snydelommer på.

Det blev en lidt anderledes start på juleferien. Lise og jeg skulle have tilbragt lørdagen i køkkenet - småkager, trøfler og havregrynskugler var på dagsordenen. Men, men - kl. 7 lørdag vågnede jeg ved mærkelige lyde. Det var Lise der havde fået en maveinfluenza. Jeg har tørret op, vasket gulv, skiftet spand mange gange! Det stakkels barn kunne ikke engang gå på toilettet uden at kaste op. Søren og Jørgen holdt sig langt væk. Især var det vigtigt at Jørgen holdt sig væk - for uden ham ingen julemad. Jeg har endnu aldrig stegt en flæskesteg eller en and i mine nu 50 år :-) Hvis jeg skulle stå for julemaden ville det nok blive et kyllingebryst med friskt revet rødkålssalat og bagte rodfrugter..... Ikke noget resten af familien ville sætte pris på. Istedet ville jeg blive udnævnt til Grinchen, der havde stjålet julen!


Søndag eftermiddag tog mand og søn til fødselsdagsfest. Jeg hyggede med Lise - og blev en smule træt......, hvilket passede Bastian fint :-)


Idag er Lise helt frisk igen (nu skal vi bare have noget mad i hende), og ingen af os andre er syge (7-9-13 og bank under bordet). Juletræet skal ind og huset skal gøres rent. I morgen kommer gudmor til frokost, og så er det rigtig jul.

Tuesday, December 16, 2014

Flere juletræer - justeret kjole og sytips hos Angela Kane

Det er blevet til flere juletræer. Jeg forestillede mig at de ville være fine som uro til de sort/hvide billeder - men de er næsten for anonyme. Råhvid juletræer med sølvtråd, grå fod og sorte stjerner.



De hænger der nu, og bliver hængende julen over.

Min kjole blev næsten pillet helt op igen i aftes. Den var for stor. Det var en god beslutning af bruge en aften på at justere størrelsen, ellers var jeg ikke blevet glad for den. I dag kom den på da Lise og jeg skulle i Århus Teater.


Lise og jeg havde planlagt en juleeftermiddag i byen og en tur i Århus Teater for at se Karlas Kabale. Vi kom nu forholdsvis sent ind til byen, for Lise var først hjemme fra skole lidt over kl. 14 og de havde bagt pandekager over bål, så et bad var nødvendigt. Vi nåede en lille strøgtur, så himlen blive mørk med alle de fine lys på strøget, en tur til Bareso og så i Teateret kl. 17.00. En rigtig god forestilling.

Hos Bareso - Lises foretrukne café :-)


Sytips? Hvis du har behov for lidt inspiration er Angela Kanes videoer rigtig gode. Jeg plejer at sy frem og tilbage ved indsnit start og slut for at fæstne tråden. Det skal man ikke - der skal bindes knuder, og så er det meget lettere at presse indsnittene pænt ud. Der er også en video, der viser hvordan man får en fin halsudskæring på en bluse. Den har jeg haft meget gavn af. Bl.a. til denne kjole, hvor halsen falder fint og sømmen ligger "inde i kjole" - dvs. man syer sømlagene sammen med forret - men undlader selve yderkjolen, således der ikke kommer en synlig søm. Giver det mening? Hvis ikke - så se videon.

Sunday, December 14, 2014

Ny kjole i sort og hvid

Det er Tines skyld!!! Hun havde lige været forbi Citystoffer & Garn da strikkeklubben var til julefrokost hos hende. På julegaveindkøbsturen om lørdagen måtte jeg ind i butikken, og nu har jeg en ny kjole. Det sorte og hvide stof er lige mig!


Den er syet efter et gratismønster, som man får med gratis ved køb af stoffet. Jeg valgte mønsteret i str. medium, men skulle have taget en small og så lagt lidt til ved hofterne. Kjolen er lige rigelig stor i overkroppen til mig, men ikke mere end jeg kan leve med det.


Man køber 2 "rapporter" til kjolen - en til for- og bagstykker og en til ærmerne, hvor der også er til en nederdel til Lise.
Længen på kjolen bestemmes af længden på rapporten hvorfor jeg har sluttet af forneden med et kantbånd, ellers blev den for kort til mig. Den er forret (dog ikke i ærmerne).


Kobber-lynlåsen er kun til pynt. Kjolen trækkes over hovedet.

Georg Jensen øreringe

2 stk. Georg Jensen julepynt og 2 stk. øreringe = Georg Jensen øreringe


Juletræerne kom sammen med nogle fødselsdagsgaver, og jeg fik den idé at de kunne transformeres til øreringe.
Lise er vild med dem - men må ikke få dem på i skole. Hun har lånt dem, de dage hun har gået Lucia med kirkekoret, og jeg havde dem på i fredags på arbejde og til julefrokost. De vakte lidt opsigt :-) - selv om de jo næsten forsvinder i mit hår.


Lise har for en gangs skyld sat håret op - det sker ikke hver dag!

Jeg er efterfølgende blevet informeret om at julepynten er fra Inspiration. De koster kr. 10 per stk. Billige øreringe :-)
Juledugen under øreringene er ikke så rød som den har været - den kommer fra min mormor og lå altid på sofabordet mellem de 2 gyngestole op til jul, så minimum 50 år gammel - det er den.

Wednesday, December 10, 2014

Strikket juletræskæde

Min juletræs-kæde er hængt op over pejsen:


Juletræerne er strikket i grønne og røde rester, pyntet med en knap og hæklet sammen på en kæde.



Opskrift fra Hendes Verden i denne uge, dog justeret lidt, således at alle træerne har samme størrelse og de har fået træstub på. Jeg brugte 1 aften på at strikke selve juletræerne og så lidt tid i går aftes på at strikke "fod" samt at montere incl. hæklet snor og knapper på.

Træerne er hverken vaskede eller pressede. De kunne sagtens blive finere, men jeg havde så travlt med at få dem hængt op :-)

Monday, December 8, 2014

Jeg strikker juletræer

Idé fra Hendes Verden i denne uge.


Juletræerne i røde og grønne farver skal hænge på en hæklet snor over pejsen, der endnu mangler at blive julepyntet.


Sunday, December 7, 2014

December "sysler"

Så blev det december med al dens hygge og travlhed i en stor blanding. Der er pyntet op til jul, og stemningen har indfundet sig. Samtidig skal der nåes 4 ugers arbejde på 3 uger. Sådan er det hvert år, og derfor imødeses måneden altid med både frygt og glæde.


Jeg bagte så meget op til min fødselsdag - incl. småkager - at jeg faktisk ikke rigtig gider at bage igen her i december. Jeg har lavet en aftale med Lise, der begrænser julebagningen i år. Lise laver havregrynskugler og trøfler, og så skal der bages kakaosmåkager - sådan nogle, der trilles i kugler og derefter trykkes flade og rillede med en gaffel. Småkager som ungerne har været med til at bage fra de var helt små. I dag nøjedes vi med "Moster Søs imunstyrkende Gurkemejeboller" - en fantastisk opskrift fra Sif Orellana, som jeg ofte bager. Lise og jeg var i nattøj til om eftermiddagen. Sådan en rigtig tiltrængt hygge-advents-søndag.

Sørens adventsgave var denne sweatshirt - heldigvis har vi fået en dreng med humor :-) Blusen har været på hele dagen. (Åh nej - mor, hvorfor skal jeg fotograferes.....)


Det har været en søndag med familiehygge og turbojuleludo :-) Vejret har været til indendørsaktiviteter med grå himmel og regn. "Hvornår kommer der sne" - spørger Lise. Og det kan jeg jo ikke svare på, men det ville været dejligt med et lille lag fint hvid sne til at lyse op.


Strik skal der til, også her i december. Det har taget mig 14 dage at nå til ærmegabene på min Læsø Cardigan i perlegrus-strik. I skrivende stund er det ene forstykke strikket færdigt. Åh - jeg håber den passer. Jeg strikke næsten altid en str. small i Annette Danielsens modeller, men denne er jeg i tvivl om er stor nok...... JEG GØR DET IKKE OM!


Fredag var der julefrokost med Strikkesøstrene. Tine lagde hus til, og det var rigtig hyggeligt, og med dejlig, dejlig mad. Se mere på Tines blog.


Som altid spillede vi pakkespil. Utrolig som der går ild i strikkesøstrene når det gælder om at høste pakker..... Kort tid inden Tines telefon ringede havde jeg 5 pakker, men der var nogen der stjal dem. Heldigvis fik jeg kriget mig 2 nye - også et ganske fint resultat.