Sunday, September 30, 2012

Søndag eftermiddag med strik.....

I går aftes fik jeg strikket det sidste på KH-cardiganen Searing, og jeg greb med det sammen en nål og begyndte at hæfte tråde og sy sammen...... Jeg ved ikke rigtig hvad der gik af mig? Måske er det billederne af Helles fine Searings (hun har lavet 2), der trak.

Ærmerne er også syet sammen, der mangler kun montering på bullen og en strikket halskant.


Der er træf i Strikkesøstrene hos Birgitte (uden blog) i eftermiddag, og når jeg kommer hjem derfra, så har jeg en helt færdig trøje. Jeg glæder mig til nogle timer med snak og strik.

Jeg var ellers ved at gå lidt i panik, får jeg havde glemt at skrive aftalen ind i vores fælles familiekalender, og Jørgen havde derfor aftalt med en kammerat at i dag er dagen hvor der skal køres på lodsepladsen med affald ( = ingen bil til fruen). Nu er det jo ikke fordi jeg er utilfreds med det - tværtimod, så - heldigvis har jeg fået et lift.

Når jeg kigger ud af vinduet, ser det godt nok vådt ud, men mændene er vel seje :-)

Thursday, September 27, 2012

Bagevægte og strikketøj

Og - nej - det er ikke et forsøg på at forene min 2 "hus"-interesser - strik og bagning - i ét. Mere om det lidt længere nede.....

Først et par Fetching - jeg ved efterhånden ikke hvor mange par jeg har lavet af dem. Dette par er til mine ungers Gudmors 5 årige barnebarn, der har ønsket sig fingerløse vanter. Og så skal hun da selvfølgelig have et par.


Faktaboks: Fetching fra Knitty strikket i gammelrosa strømpegarn med lyserøde kanter. Fingervanterne er strikket nøjagtig som der står i opskriften, men på p3, så de bliver til barnestørrelse. Lise har været håndmodel.


Og så til Ærteblomstkjolen. Jeg blev så glad - både tirsdag og onsdag, for jeg var helt sikker på at alt det garn, der var landet i postkassen var nøjagtig det jeg stod og manglede. Men nej. Det er marineblåt. Jeg strikker i midnatsblåt. Så - æv.
Det gode er at jeg nu har masser af fint blåt garn til et andet projekt.


Men - hvad så med kjolen? Den har været på bagevægten, og så har jeg regnet lidt. Kjolen vejer lige nu ca. 200 gr. (hele skørtet) hvor ca. 140 gr. er Julias "Bag Skyerne". Dvs. jeg har kun brugt ca. 60 gr. af den midnatsblå uld/cashmere, og jeg har ca. 100 gr. tilbage. Alt andet lige (krydser fingre m.v.) - så burde der jo være nok!!!! Der går dog rimelig meget bundfarve til det ensfarvede bærestykke. Jeg strikker videre og håber.

Jeg er iøvrigt så glad for min bagevægt. Jeg har haft flere fine modeller, der brugte batterier. Rigtig trælse det var de. Denne er købt i Rema engang for 25 kr. :-), kan veje helt op til 5 kg, har en god stor skål - og virker altid.

Det var ikke let at komme til i køkkenet, for ungerne havde aftensmad-tjans..........

Monday, September 24, 2012

Anderledes cookies

Nu skal alt jo ikke nødvendigvis handle om strik - der skal også være plads til andre ting, som f.eks. lækkert bageværk.

Søndag eftermiddag (man bliver så inspireret af "Den store bagedyst" - vi ser genudsendelsen om søndagen) blev der bagt Anderledes Cookies - med havregryn, tranebær, blåbær og græskarkerner. Nu skal du ikke tro at de er sunde. Næh, nej - der skal masser af smør, sukker og farin i, ligesom i "rigtige" cookies.


Pas på med at bage dem - de er vanedannende:

300 g mel
1/4 tsk salt
100 gr. havregryn
220 gr. sukker
180 gr. brun farin
250 gr. smør
2 æg
200 gr. soltørrede tranebær, blåbær eller lign.
200 gr. græskarkerner

Sukker, farin og smør røres godt sammen, tilsæt æg og tilsæt til sidst alle "tørstofferne". Jeg blander bærerne i melet, så de ikke klistrer sammen i klumper.
Sættes ved hjælp af en spiseske på bagepapir og trykkes lidt flade. Jeg får ca. 50-55 stk. ud af en portion.
Bages ca. 20 minutter v. 170 grader.

Man kan sagtens udskifte bær og græskarkerner med mandler og chokolade, eller hvad man nu har lyst til........



Vi kom i skoven i går. Det var dejligt. Solen skinnede fra en skyfrihimmel. Vi sluttede turen af med et besøg på Skovmøllen, hvor Lise producerede mel via håndkværn (blev forvandlet til aftensmad i pizzadej), og så fik ungerne chokoladekage og varm chokolade. En rigtig sund dag. Jørgen og jeg "nøjedes" med en fadøl.......

I dag har jeg været til Zumba for første gang. Det er altså rigtig sjovt! Sådan en gammel gymnast som mig kan godt finde ud af det med fødder og arme, - men - når man skal "vrikke med rumpen" samtidig - så slår koordinationsevnerne altså ikke til! Jeg fandt mine gamle aerobic sko frem. Lettere støvede. Jeg tror ikke de har været i brug siden før vi fik Søren.......... Han bliver 14 år næste gang.

Sunday, September 23, 2012

Isager Brudesjal

Jeg var ellers lige ved bare at trævle det op! Der var så mange fejl og tilpasninger i mønster 4 og 5 talt fra neden, men efter at sjalet havde ligget i strikkekurven i 1 års tid, kunne jeg ikke huske/se fejlene - faktisk kan jeg heller ikke se dem efter at det er blogget? Har du lyst, er dette en anderledes øvelse i find minimum 5 fejl :-)


Det viser bare, at tingene ikke altid behøver at være helt fejlfrie.......

Et sjovt sjal at strikke (nu gør jeg heller ikke så meget i lace og sjaler). Man har slet ikke nogen fornemmelse af hvor fint mønsteret er, før sjalet er blogget.


Fakta: Isager brudesjal - mønster og garn fra Tøndering Strik. Jeg har strikket sjalet på p4,5 og brugt lige knap 100 gr. Spinni.

Sikken herlig søndag. Her skinner solen fra en skyfri himmel. Jeg har alt sengetøjet ude at hænge i frisk luft, og sengelinned i vaskemaskinen. Tænker på at lokke familien med en tur i skoven i eftermiddag. Hvad ungerne angår, så siger de ja hvis jeg kommer med løfter om varm kakao :-)

Billede til fejlfinding:


Saturday, September 22, 2012

Et sjal - fra UFO til FO

Heldigvis var der hjælpsomme sjæle ude i blogland, så jeg kan få strikket min blå Ærteblomstkjole færdig.
Garn fra Laura lander i starten af næste uge i min postkasse, og derudover har Helen skrevet til mig at hun også får noget til overs. Jeg er lettet og super glad! Jeg takker ja til begge, og håber at farven fra bare en af dem matcher det garn jeg har. Jeg håber at Kenneth køber mere hjem til butikken. Jeg vil nemlig også gerne have fingrene i noget koksgråt uld/cahsmere, men var for langsom, og pludselig var det udsolgt.


Mens jeg venter er jeg gået igang med nogle af de gamle UFO'er. Den første UFO, der nu er blevet til en FO er Isagers Brudesjal. Det blev smidt i "skammekrogen" for ca. 1 år siden. Jeg kunne ikke få maskeantal og mønster til at passe. Da jeg tog det frem igen kunne jeg ikke se fejlene, snød lidt med sammenstrikning af masker så jeg fik det rigtige antal, og så strikkede jeg det færdigt. Om det bliver et hit ved jeg ikke endnu. Det skal lige vaskes og blogges. (Måske fejlene kommer frem efter blogning....)

Egentlig er jeg ikke så meget for de store trekantssjaler. Jeg kan bedre lide faconen på f.eks. Camomille, der ikke har så "dyb" en spids. Jeg faldt bare pladask for billedet, der blev bragt i Boligliv nr. 10, 2010 samtidig med opskriften på Honey. Overvejer et par duske a la Camomille i spidserne. Tror lige resten af garnet rækker.


Der bliver nok ikke strikket helt så meget i den kommende uge. Ken Folletts fortsættelse til Giganternes Fald trækker. Jeg er startet på "Verdens Vinter" i dag, og har lidt svært ved at fokusere på oprydning og vasketøj. Føler mere trang til at sætte mig i en krog med en varm kop the og den nye bog. Der er helt fredeligt i huset. Lise er cyklet til skolebio sammen med en veninde, Søren besøger en kammerat, og Jørgen går rundt nede i kælderen.

Egentlig har jeg lyst til at bage cookies med græskarkerner og tranebær...... OG så varm the samt bogen. Det er da en rigtig lørdags eftermiddags pakke :-)
Skidt med vasketøj og oprydning!

Monday, September 17, 2012

Oh ve, Oh skræk - garnmangel......

Jeg har ikke nok af den mørkeblå Uld/Cashmere 80/20 (28/4), købt hos Garnudsalg. Jeg strikker af resterne fra en cardigan, og faktisk troede jeg der var rigeligt til hele kjolen - men nej! jeg kommer til at mangle 100-200 gr.


Desværre findes farven ikke længere i netbutikken. Så - har du en rest/et par nøgler du vil sælge, så skriv en kommentar eller send en mail. Indfarvning er ikke så vigtig, da jeg strikker med 2 tråde.


Jeg ringer også til Kenneth i morgen for at høre, om der da ikke skulle gemme sig et lille nøgle på lageret....... Lige nu er jeg optimist.

I går aftes hjalp mand og søn igang med at vinde garn op. Jeg havde først strikket den retstrikkede kant forneden med 3 tråde, hvilket blev alt for stort/voldsomt. Hold da op - sådan en 13 årig dreng - han har absolut ikke naturlige talenter for garnvinding. Trods problemer, resulterede det i 3 små nøgler garn, og lige nu er der ikke plads til spild.......

Sunday, September 16, 2012

Status på den turkise kjole...

Uldbegavet har spurgt hvordan det går med den turkise Frk. Klokkeblomst, og det går i og for sig godt. Den ligger i strikkekurven og venter på at blive færdig.

Jeg var jo fyr og flamme! Skulle bare have en mere magen til den lilla kjole.
Lige indtil den dejlige sommerdag hvor Jørgen og jeg var i byen, og jeg vandrede rundt på strøget med en lilla underkjole, der gik modsat tyngdekraften. Underkjolen ville absolut sidde helt oppe på ballerne. Med det storhullede mønster, der er i skørtet uden over, og mine blege lår......


Kan I forestille jer hvordan det så ud, når jeg efter ca. hver 5 skridt diskret (næsten umuligt) forsøgte at hæfle underkjolen ned? Ikke særlig yndigt!!

Og så mistede jeg ligesom pusten. Egentlig dumt, for kjolen er super når der bare er strømpebukser eller leggins til at holde underkjolen på plads. Derfor skal den tyrkise selvfølgelig også strikkes færdig. Jeg mangler stort set kun fra ærmegab og op, 2 ærmer, og så en hæklet kant forneden.... (4-5 afteners arbejde).

Den mørke tyrkise farve er flot til vinter med sort underkjole/tilbehør til.

Saturday, September 15, 2012

Kommer du?

Der er "Strikkerier" på Tranbjerg Bibliotek torsdag d. 11. oktober. Kommer du?


Læs mere om tilmelding (fra d. 24. september) via linket ovenfor.

- Jeg kommer :-)

Wednesday, September 12, 2012

Florlet skørt i uldgarn ?

Torsdag aften løb jeg tør for sort drops lace til Searing, og synes samtidig at jeg trængte til at strikke på noget enkelt, hurtigt og let.


Og - så slog jeg op til Ærteblomst nr. 2 - ikke spor hurtigt, men enkelt og let! Jeg glæder mig sådan. Hvis jeg bare bliver halvt så glad for denne kjole, som Ærteblomst nr. 1, så er det en succes.


I Nr. 1 blev den råhvide bundfarve strikket af 2 tynde tråde uld/alpaca 90/10 (en kæmpe cone fra Garnudsalg) som passede perfekt til opskriften.

Nr. 2 strikkes af Julias uldgarn i farven "Bag skyerne" - smukt changerende med lidt lyseblå stænk over i det gråblå - og mørkeblåt uld/cashmere fra Garnudsalg. Et projekt som længe har været på ønskelisten. Jeg har bare været usikker på garnvalget.


Jeg startede med knap 400 masker på p4, tager ind samtidig med at der skiftes til tyndere pinde, og ender med at strikke overdelen på p3. Jeg håber at jeg ved at strikke med det tynde uldgarn på p4 får et florlet skørt - sådan lidt sky-agtig.
- Hvis den nu bliver for slasket, må jeg have et tylskørt under :-)

Jeg hygger mig helt vildt med dette strikketøj! Faktisk er det lidt svært at lægge det til side om aftenen og komme i seng.

Sunday, September 9, 2012

KH Cardiganner......

Searing - nu næsten med ærmer. Jeg mangler et halvt ærme, men løbet tør for Drops lace torsdag aften. Der er nu investeret i et ekstra nøgle....


Tusind tak for alle tipsene til hvordan jeg tolker Kim Hargreaves opskrift. Jeg fandt et tidspunkt uden børn og mand i huset, og så strikkede jeg vendestrik - det første stykket af ryggen til Harriet. Jeg var meget usikker på om jeg gjorde det rigtigt. Men sørme - koden blev knækket, og maskeantallet endte med at passe. Fantastisk!


Vi har haft en fredelig weekend, uden mange aktiviteter. Det var igen tiltrængt :-) og skønt! Jeg er meget mere mobil nu, og får stille og roligt ryddet op i diverse kroge, ordnet strygetøj m.v.. Støvsugning overlader jeg dog stadig til resten af familien, ligesom havearbejde, der heller ikke er kommet på listen endnu.

Foran venter en travl uge!

Monday, September 3, 2012

Kim Hargreaves/Harriet - Hjælp søges!!

Kim Hargreaves nye bog Quirky ankom lørdag. Jeg smugkiggede i bogen hos Irene, og begejstringen er ikke blevet mindre efter at jeg har fået min egen. Det er simpelthen sprød læsning for strikkefanatikere......


I dag slog jeg op til Harriet, men måtte give op på første pind! Jeg kan simpelthen ikke forstå hvad hun mener med følgende:
"wrap next (by slipping next st from left needle onto right needle, taking yarn to opposite side of work between needles and then slipping same st back onto left needle - when working back across wrapped sts work the wrapped st and the wrapping loop tog as one st)"

Er der nogen der kan forklare mig hvad hun mener?

Både i Shadows og i Quirky er der "trench coats". Nu har jeg strikket cardigans, bluser, nederdele, kjoler - Hvorfor så ikke prøve med en trench coat. Jeg forestiller mig at sådan en skal fores...... Ja - det skader jo ikke at drømme.

Lyle fra Quirky og Harris fra Shadows - hvilken én (eller begge?) det ender med, ved jeg ikke. Planer er der jo nok af. Themis ligger jo også og venter på at komme igang.


Søndag var vi til Marselisløb - det eneste planlagte arrangement hele weekenden! De sidste par år har Søren (sønnen) og jeg løbet den korte rute (6,4 km), og Jørgen og Lise har gået ruten på 6 km. I år turde jeg ikke satse på løb, og det var fornuftigt tænkt. Istedet gik vi alle turen på 6 km, og det var rigtig hyggeligt - dvs. Søren, han løb selvfølgelig, så ham så vi ikke meget til før vi kom ind til mållinjen.

Mine dejlige friske unger:


Jeg kan godt mærke, at jeg ikke har motioneret ret meget den sidste tid. Tænk at man kan få ømme muskler af en gåtur....... Det var skønt!!!!!!