Tuesday, December 29, 2009

Drengevest og Sommer i Tokyo

Efter Jørgens trøje var færdig gad jeg slet ikke strikke - det varede dog kun 2 dage ;-) Så kom pindene frem igen.

Jeg er igang med en vest til Søren strikket i 2 tråde Geilsk Bomuld og uld - meget lækkert garn at strikke i.

Og så var Tine og jeg på tur i går til lagerudsalg hos Geilsk i Silkeborg. Vi kom hjem med "en god pose garn". Jeg købte bl.a. garn til et halstørklæde til manden og til "Sommer i Tokyo" fra Marianne Isagers Japan-bog. Jeg slog masker op til str. Medium (mindste størrelse) i går...... Og forstår ingenting - til ribben skal der være 256 masker og til selve trøjen 288 på p.3.! Det er stort set samme maskeantal som jeg strikkede Jørgens Avissweater i - altså str. XL!!!!

Så jeg trævler op og regner opskriften om til damestørrelse, for nu skal den strikkes. Satser på at blive færdig til næste vinter. Det er jo ikke lige frem noget hurtigt projekt med alt det mønster, og jeg når sikker også at fortryde, men synes jeg trænger til en udfordring, og så blev jeg inspireret at alle jer, der har fået strikkekits fra Christel Seyfarth i julegave.

Friday, December 25, 2009

Sweater med indhold og kjole med sølvhjerter

Her er så det "endelige bevis". Jørgen i hans julegave ;-) Den passer og han er meget glad for den.

Faktaboks: Strikket efter et drops mønster, dog med dobbelte kanter i kontrastfarve og så har jeg strikket kraven i glatstrik. Ved ærmerne har jeg taget almindeligt ud på først hver 4. og så hver 6. pind, istedet som det står i opskriften at tage ud til alle masker lige efter ribben. Garnet er Welna Merinos - 100% lammeuld. Meget lækkert garn til kun 39,50 pr. 100 gram hos Terapi Hobby i Hasselager. Jeg har brugt ca. 700 gr. incl. kontrastfarve.
Lynlåsen er samme farve som kanterne - lys gråblå. Synes det var en flot detalje, da jeg købte lynlåsen. MEN - hvor var det bare svært at få pænt. Til sidst accepterede jeg bare, at det ikke kunne blive helt lige.....

Midt i det hele nåede jeg en kjole til Lise. Faldt pladask for en rest stof hos Butik Himmelblå - med sølvhjerter. Der kunne lige blive til et par ærmer, og så havde jeg noget sort babyfløjel og sølvbånd liggende. Lige siden Lise begyndte at tegne rigtigt, har hun tegnet hjerter og så er hun vild med sølv.

Søren har overtaget en del af Jørgens pligter. Den 22. var dem ham, der med sav, stemmejern og hammer fik tilpasset juletræet, og i går tændte han også lys på træet.

Fortsat rigtig god jul.

Thursday, December 24, 2009

Jørgens sweater ligger under træet....

Kl. 02.45 i nat slog jeg en lilla sløjfe om trøjen og lagde den under træet ;-) Den 22. december var der ikke tid til at strikke en eneste maske og i går først efter kl. 20. Så - der skulle strikkes krave og monteres i en fart!

Glædelig jul!

Tuesday, December 22, 2009

Jeg når det, jeg når det...

Ja - ikke det hele, men det meste ;-)

Jørgens trøje - nu mangler jeg kun kraven og så montering! Tak for alle de søde og sjove kommentarer til rosentrøjen. Heldigvis for Jørgen er hans sweater strikket med strukturmønster, så - desværre - kan jeg ikke brodere et rensdyr på forsiden ;-)

I dag har både Jørgen og jeg handlet - hold da op hvor man slæber hjem!! Er det nu også virkelig nødvendigt? Åbenbart - ja.

Ungerne gik hjem lige efter skole i dag - og det var 2 rødkindede juleglade børn der kom hjem klar til juleferie.

I eftermiddag har vi bagt 2 hold "småkager". Chokolade/kanel kager, som senere bliver pyntet med glasur og sukkerkugler, og så knækbrød som her i huset også kaldes småkager (Søren)! Knækbrødet skal spises med brie, og så mit hjemmelavede nøddeguf. Idéen fik jeg hos vores lokale slagter, hvor 100 gr. kostede 30 kr. Jeg har blandet honning, appelsinskal og -saft, citronskal, 1 stang vanillie med forskellige nødder og tranebær. Uhmmm.

Og så - Tusind tak til Irene for den fine award, som jeg lige har fået og er meget glad for. Det er så skønt at kunne dele sin hobby med så mange dejlige kvinder - heriblandt Irene. Med frygt for at lyde en "smule oversentimeltal" - så har det for mit vedkommende været en utrolig positiv verden at komme ind i - denne blogverden. Hvor får man ellers så mange søde bemærkninger og kommentarer? Jeg er afhængig ;-)
Jeg skal give den videre, og det er aldrig, aldrig let - valget falder på Sylvia - en skøn norsk strikker, og Ulla - en skøn nordjydsk strikker og syerske.......

Friday, December 18, 2009

På niveau med rensdyrsweater....

Jørgen: "Den ligner lidt den trøje som ham du godt kan lide har på i filmen med hende den frustrerede"......
Gitte: "Øh...... - kan du komme det lidt nærmere?"
Jørgen: "Ja - ham Mr. Darcy - i Bridget Jones dagbog, hvor han har rensdyrsweateren på"

Jeg løb tør for garn vundet på nøgle til Jørgens sweater i går aftes, og jeg gad ikke lige finde udstyret frem, så jeg tyede til strikkekurven med ufærdige projekter, og fandt sweateren med den brodere rose frem. Den manglede kun sammensyning af det ene ærme.
Manden synes helt klart ikke om trøjen, men den er dejlig varm ;-), og så er underholdningsværdien tilsyneladende stor.

Det er næsten juleferie. Jørgen går på ferie fra i dag. Jeg skal lige på arbejde på mandag. Ungerne får fri til middag på tirsdag, og så har vi alle sammen ferie, og vi glæder os rigtig meget.

Wednesday, December 16, 2009

Føljeton i x antal afsnit

Jamen gab - indlæg i en føjleton - 3. afsnit........ Endnu et billede at herretrøjen. Jeg er igang med det første ærme ;-) Nåede ikke meget strik i weekenden, så jeg er lidt efter tidsplanen. Men det kan stadig nås, hvis jeg er færdig med det første ærme på søndag.

Og så er sneen kommet til Danmark. Det er så skønt, selv om vejene i dag ikke just har været farbare.

Jeg er i køkkenet for at lave pizzasnegle til julefrokostbordet i Lises klasse i morgen. I Sørens klasse er jeg sluppet noget "billigere"..... Der skal leveres paptallerkener og bestik ;-)

Samtidig gøres rugbrød klar til bagning, så vi har hjemmebagt rugbrød til juleferien og Jørgens hjemmelavede sylte.

Sunday, December 13, 2009

Folklore og ensformigt herrestrik

Jeg har rigtig meget lyst til at strikke på Folklore, men den holder pause indtil mandens sweater er færdig. Jeg er efterhånden vant til at skifte mellem projekter, så der kommer afveksling, men den går ikke lige nu. Fokus er på mandens sweater, der skal være under træet d. 24. december. Og det er lidt ensformigt.

Ellers er julefrokosten overstået for mit vedkommende - det var i fredags, og der var ikke tid til ondt i hovedet i går, for mødregruppen kom på besøg. Børnene er nu 6 år, og dem ser vi ikke meget til, men snakken - den går ;-)

Julebagningen her i huset er næsten overstået. Hos os står den fast på kakaosmåkagerne, som er så lette at bage. Lise og jeg lavede en 4-dobbeltportion. Fyldte lidt mere end forventet. Men der skal jo være til at tage småkager med i skole, lidt til hygge inden jul og til jul, selv om man på det tidspunkt burde have fået nok!

Lise, Søren og jeg skal også have en eftermiddag med dej, der rulles ud og laves til stjerner, engle m.v. Til pynten hører masser af M&M's, så der skal fløjtes mens der bages ;-) ellers forsvinder pynten.

Wednesday, December 9, 2009

Herresweater og drengevest

Nu skal det her jo ikke udvikle sig til en sy-blog, selv om jeg godt nok hygger mig ved symaskinen for tiden ;-)
Der sker også noget på strikkefronten - julegaven til min mand er godt i proces. Denne gang strikker jeg på p5, så der er god fremdrift, og jeg satser på at blive færdig inden den 24. december - ellers må det lige som sidste år ende med en fødselsdagsgave ;-)

I lørdags var jeg sammen med en masse andre strikkere til foredrag på Bymuséet med Annette Danielsen, og jamen - hvor fik jeg dog lyst til at strikke en masse forskellige bluser til hele familien. Jeg købt bogen "Det er ganske vist" - bog med "eventyrlig strik til børn inspireret af H.C. Andersens eventyr". Første projekt fra bogen bliver "Hvad fatter gør" - en drengevest, som Søren allernådigst har accepteret at jeg strikker til ham, og den skulle også gerne være færdig til d. 24. december............

Rasmilla har fået en en trøje til drenge helt op til 12 år - Viking Hoodi - som skal til godkendelse hos Søren. Dejligt at der engang imellem også er noget til de lidt større drengene.

Tjek iøvrig Twist Collectives vinterkollektion - der er nogle dejlige modeller imellem. Modellen på billedet er Tanits Jacket.

Sunday, December 6, 2009

Hjerter fra Norge og juleroser fra Nordjylland ;-)

Endnu en Lise-kjole. Denne gang syet af stof, som jeg købte sidste år til puder foran pejsen. Jeg så en eller anden meget hyggeligt julereklame, og så måtte jeg altså sy puder. Meeen fakta er at her i huset tror Bastian (hunden), at alt hvad der ligger på gulvet af puder m.v. er til ham, så planen blev sat i bero.

I år er stoffet så transformeret til en julet kjole til Lise, med hjerter fra Sylvia i Norge, og Juleroser hæklet af Lene fra Nordjylland (egentlig er det Valmuesøster, men jeg har omdøbt dem til juleroser ;-).
Mønsteret er endnu engang Onion nr. 20022 - denne gang med lange ærmer.
I dag skal vi først til minikonfirmand afslutning, og så til juletræ på mit arbejde.

Der sker også noget på strikkefronten, ikke mindst kommer der til det efter en inspirerende lørdag eftermiddag med Annette Danielsen på Bymuseet i Århus. Mere om det næste gang.

PS: Lene - kan roserne tåle en 40 graders vask?

Friday, December 4, 2009

Lise julenisse

Her er hun - vores julenisse i julekjolen. De var så søde alle ungerne fra 0-klasserne i dag der sang julesange på skolen i formiddags. Bagefter tog vi hjem for at hygge.

Faktaboks vedr. kjolemønster findes på indlæg fra onsdag.

Og alle skovnisserne blev solgt ;-) Gudmor havde ellers også bestilt et par, men hun må have en special leverance, og jeg skal også have lavet et par sæt til mig selv.

Wednesday, December 2, 2009

Nissekjole til Lise

Onsdagens næstsidste opgave er løst - et stk. nissekjole til Lise. Børnene skal have nissetøj på til julemarkedet fredag, når de skal synge for de besøgende. Nu mangler jeg kun vasketøjet....

Kjolen er syet af rødt fleece med hvide bomuldskanter, og efter samme mønster - blot lidt mindre - som denne.

Der kommer sikkert et billede med barnet i fredag ;-)

Skovnisse familie

Fredag holder Lise og Sørens skole julemarked for at samle penge ind til at forbedre skolegård/legeplads.
Jeg har lavet skovnisser, som skal sælges på markedet. De er nemme at lave. Nogle stykker træ med skrå top, 2 trekanter er syet sammen til en nissehat, næsen er en oversavet korkprop og så er der sat et par øjne og halstørklæde på. Håber der er nogen der vil købe dem, ellers bliver jeg jo nødt til det selv ;-) Ville nu også gerne have 2 par til trappen og terrassen foran huset.........
I morgen skal jeg til julefrokost direkte fra arbejde med gamle kollegaer, så det var med at blive klar til marked i dag!

Og - så ville jeg ønske at jeg kunne have været hjemme i dag, og tage nogle billeder. For det har været det smukkeste vejr - især i formiddags, hvor alt var hvidt med rimfrost. Mere af det frem for regn TAK.

Sunday, November 29, 2009

Hindbærrød Linnea og skovnisser

Endelig, endelige er Lises hindbærrøde Linnea færdig. Tog mig sammen i går aftes, og fik strikket det sidste, syet knapper i og vasket den.

"Advr - Mor - den er våd....." Jeg lokkede hende til at tage den på i fugtig tilstand, så vi kunne få taget et billede i dagslys ;-)

Linnea er strikket i en tråd arwette ekstra fin merino og en tråd Jünik uld på p. 4½. Jeg har strikke en str. 6 år i bredden og en str. 8 i længden.

Julen har også gjort sig indtog her - ikke så meget med pynt, men med arrangementer. Tirsdag var der julehygge i Lises SFO, og onsdag i Sørens. Så bunden er lagt med æbleskiver...

Lørdag var der juleopvisning med gymnastik (Lise) incl. Lucia optog. Hun er startet til springgymnastik i år, og lavede mindst 70 (næsten-)vejrmøller efter hun kom hjem i går aftes.

Søren er på weekend i Lalandia sammen med en kammerat. I går havde de været i badeland i 5 timer, så han er nok godt træt når han kommer hjem engang sidst på dagen i dag.

I dag tager resten af familien til julehygge. Dvs. jeg skal ud til en veninde, der disker op med gran, ler, vaffeldej m.v., og lave juledekorationer og kranse.

Manden min og Lise skal i skoven samme sted for at hente træ til skovnisser. De fleste skal sælges på et julemarked, som skolen afholder næste fredag for at samle penge sammen til at forbedre skolegård/legeplads. Mon ikke der bliver et par stykker til min have også.....

Tuesday, November 24, 2009

Kjole-drillerier.......

Det er altså noget lettere at sy kjoler til Lise end til mig selv - nogle stykker stof syes sammen og pyntes med bånd og lidt elastik - så er "den ged barberet". De skal være løse og til at bevæge sig i, og det er nemt at lave en lille prøvemodel i noget udsalgsstof.

Når det er til mig selv, synes jeg det er for stort et arbejde til at starte med en prøve. Men der skal jo en anderledes pasform til, og jeg er rigtig god til at sy tøj til mig selv for stort. Også denne gang så kjolen måtte syes ind, hvilket betyder, at rynkerne under brystet ikke helt sidder, hvor de skal.

Jørgen er en rigtig god kritiker.... så god at jeg er meget i tvivl om den overhovedet kan anvendes: Bl.a. at ser "bæltet ved taljen" underligt ud, fordi det er bredere på midten end ude i siderne......

Mangler endnu at sy ærme nr. 2 i og så skal den presses, lægges op mv. - hvis jeg gider..... hhhmmmm

Sunday, November 22, 2009

Start på Folklore Cardigan

I går aftes gav jeg pokker i Linnea - det var så gab..... at strikke ærme. Jeg mangler kun det sidste halve ærme, og den skal nok blive færdig. Men - Jeg trængte til noget nyt og inspirerende, så jeg slog masker op til Folklore Cardigan - strikke af Kunstgarn fra hjertegarn og tynd Geilsk uld. Kunstgarnet er viklet i små nøgler, så jeg skifter farve som der står i opskriften - HOLD DA OP en masse tråde, men de skal jo hæftes på maskine så......

Søren er ved at være frisk, men har bare været hjemme i dag og hygget med far og mor. Jeg synes det har været rigtig dejligt. Det er ikke så tit vi har ham en hel dag "på tomandshånd". Det er nærmest en straf at være alene hjemme samme med far og mor i weekenden. Og så har han gjort nytte - han har vundet garn op til mandens julegave - en uldtrøje fra garnstudio. Jørgen har selv valgt mønsteret.

Som manden i butikken (Terapi Hobby) sagde, da jeg købte garnet: "Det er jo fra de fineste babyfår"..........

Saturday, November 21, 2009

Halvrundt! og Linnea.....

Tænk sig - i dag bliver konen 45! halvejs til de 50 eller til de 90? Kan ikke helt beslutte hvad der er værst ;-) - Men det er jo som det er, og så gælder det jo bare om at nyde dagen. Det er en vigtig dag for ungerne og vi har haft en hyggelig morgen med dejlige gaver fra børn og mand, der også har hejst flaget. Søren har sørme syet luffer til mig i håndarbejde i skolen - tænk sig, han har arvet lidt af moderens gen....... DET er godt nok en overraskelse. Jeg vil bruge dem flittigt her i vinter. Tegningen er fra Lise.

I dag skal vi bare hygge os - os 4 (os 5 som søren ville sige - Vi skal huske hunden...).
Torsdag inviterede jeg alle "de gamle" veninder til 45 års fødselsdag i biografen incl. slikposer til Simon og Malou. Vi var 9 tøser, der hyggede os og fik et godt grin. Og jeg fik en masse dejlige pakker med parfume, bog, undertøj, make up, gavekort, chokolade og meget mere. En meget overskuelig måde at holde fødselsdag på, der ikke kræver rengøring og madlavning ;-)

Og - så strikker, strikker og strikker jeg stadig på Lises Linnea. Den strikkes på p4,5 så, - hvordan kan det tage så lang tid at strikke et par ærmer??????

Søren er iøvrigt syg igen - var hjemme igår med 39 i feber samt ondt i hovedet og kvalme. Han har det bedre i dag, men går glip af hyttetur med klassen. Æv. Og så er han blevet SÅ tynd.

Tuesday, November 17, 2009

Lilla igen...........

En tunika mere til Lise - denne gang i lilla. Jo - jeg indrømmer det. Jeg er helt skudt i den farve ;-)
Nu hænger den klar - evt. til i morgen tidlig. Heldigvis er det lunt i vejret, så det er ikke nødvendigt med flere lag tøj endnu ;-) Håber hvert år på en hvid december/jul.

Stoffet er nyindkøbt her i efteråret fra Stof2000 - 1 meter til kr. 89 + lidt orange til kanter. Mønsteret er det samme som til denne.

Jeg har været på kursus mandag og tirsdag. Det har været 2 rigtig gode dage, men hold da op hvor er det hårdt at lytte hele dagen. Glæder mig til at komme på arbejde, og være aktiv på en anden måde i morgen.

Sunday, November 15, 2009

Små fine blomster

Jeg har fået en lille opgave - at dække en plet på en trøje med små blomster. De bliver lavet med hæklenål nr. 1, og jeg har lavet flere end de 3 på billedet, men de er mislykkede.... Det er virkeligt pillearbejde. Mangler en 3 stykker mere til den anden side af trøjen.





Ellers strikke jeg på Linnea til Lise, synes ikke rigtig jeg kommer nogen vegne med de ærmer....

Vi har moret os sådan over en artikel fra JyllandsPosten om 4 ting, som det absolut ikke kan betale sig at samle på. Topscoren på listen var Juleplatterne fra den kongelige porcelænsfabrik. Vi arvede en helt stak fra Jørgens mor, og er faktisk rigtig glade for dem. Vi bruger dem som tallerkner især til julefrokoster i december og så er bordet dækket med blå dug, sølvservietter og sølvlys. Og nu også til morgenmad - dejlig kitchet til blå blomst kopperne, som vi var heldige at købe på tilbud.

Friday, November 13, 2009

Baktus med kvaster

Mit baktus er færdigt. Jeg må indrømme, at jeg er kommet lidt sent i seng i denne uge, for jeg har hele tiden liiiiggge skullet nå en pind mere. Kvasterne lå jo og kiggede på mig, og bare ventede på at blive syet på........
Jeg synes faktisk det er blevet rigtig godt, og er sikker på at det vil blive brugt meget her i vinter, både udendørs og indendørs.

Tørklædet er strikket i Lilla Kauni i den samme smukke farve, som Sarah Lund sweateren og købt hos Butik Himmelblå. Jeg vil tro at jeg har brug lidt mere end 1 nøgle (ca. 170 gr.) + 7 kvaster (2 sorte, 2 lyslilla, 1 lilla og 2 forskellige lysgrønne nuancer) til 25 kr. stk. købt hos City Stoffer i Århus.

Weekend - åh herligt. Søren er ved at være på toppen. Det er sikkert influenza A han har haft, selv om det ikke har været så slemt. Han har været svimmel, haft feber, ingen appetit, og er blevet forkølet med hoste. Men fjernsynsgenet har hele tiden været intakt.
Ca. halvdelen (10) af børnene i hans klasse er syge. Vi andre venter og håber at vi slipper.

Som det ser ud nu, planlægger vi ihvertfald med gæster i morgen aften.

Tuesday, November 10, 2009

Lilla planer

Jeg fortsætter i det lilla Kauni, har stadig ikke fået nok af farven. Fik den idé at strikke et "Baktus" i resterne med kvaster i flere farver. Men da jeg er jo ikke til små tørklæder, så der er nu indkøbt et ekstra nøgle til den anden halvdel af tørklædet, og så er der også garn til et par pulsvarmere eller luffer.

Det lilla fortsætter i kjolen, som jeg endelig har fået købt stof til. Grå uld med lilla kanter. Jeg har drømt om at sy kjolen lige siden jeg købte "Kreative Kvinder" nr. 1 i oktober 2006. Nu skal det være.

Endnu en drøm er at sy frakken - også fra et "Kreative Kvinder", dette fra 2007. I starten var det et super blad. Nu er det sjældent værd at investere i. I 2007 skulle den være som på billedet, sidste år drømte jeg om vinrød, og i år skal den være lilla med sorte knapper. Er på jagt efter frakkeuld.

Projekter lidt tættere på udførelse er flere tunikaer til Lise - en orange og en lilla: