Friday, December 30, 2011

Sparkel - en "flower power" kjole og årets strik

Et nyt kjoleprojekt er sat i søen. Sparkel fra Vogue Knitting - Special 25th Anniversary Cover Pattern" - mønsteret ligger som "gratis mønster" på hjemmesiden, og jeg har længe tænkt på at den kunne jeg da godt strikke. Efter de røde kjoler blev der holdt et par dages strikkepause og så måtte jeg jo igang igen.
For - ingen god jul uden et godt strikkeprojekt, og jeg havde lige garn på lager der passer - en tråd Geilsk tynd uld (råhvid og sort), 1 tråd sort Isager Alpaca 1 og 1 tråd råhvid drops lace. Jeg hygger mig rigtig meget med mønsteret og er slet ikke træt af de 2 tråde endnu. Det nye projekt kombineres med prøve-eksamensopgaver - ca. 3 timers opgaveløsning pr. dage i denne uge. Men det er vanskeligt at holde fingrene fra strikkepindene. Jeg håber den bliver et lige så stort hit som "Årets strik".
For nu er det jo næsten nytår og jeg vil for en gangs skyld kåre "Årets strik" - og det kan ikke blive andet end Ærteblomstkjolen. Jeg elsker den kjole, og benytter enhver lejlighed til at lufte den. Den er skøn at have på, og jeg føler mig super godt tilpas i den. Jeg kan rigtig godt lide detaljen med det faste taljestykke og lynlåsen i siden. Der skal helt sikkert strikkes en mere i nogle andre farver i løbet af 2012!

Jeg har været ude at løbe i dag, og bagefter er jeg på gulvet og laver mave- og rygøvelser. Lise ligger ved siden af mig og gør maveøvelserne med. Midt i det hele siger hun pludselig: Jeg får ondt i ballerne!!!!! Altså jeg knækkede helt sammen af grin - hvordan hun lige præcis mærker maveøvelserne der melder historien ikke noget om.

Tak for i år - I ønskes alle et godt og lykkebringende 2012!

Saturday, December 24, 2011

2 røde julekjoler

Her er de så de 2 røde julekjoler, og et eller andet skulle vi jo lave, mens Søren tog billeder, så vi dansede rundt og sang "Højt fra Træets grønne top".
Faktaboks vedr. min kjole findes her.
Lises kjole er den samme som denne. Nr. 2 er strikket i vinrød Kauni - også fra lager, købt for et par år siden hos Butik Himmelblå.
Lises kommentar i morges, da vi tog tøj på: "Mor - jeg tror vi bliver de fineste piger i hele verden" - Er hun ikke sød :-) Tit og ofte ville jeg ønske man kunne sætte tiden lidt i stå. Ungerne bliver alt, alt for hurtigt store!!!

Nu vil vi gå i kirke til børnegudstjeneste og synge julen ind.

Endnu engang - Glædelig jul.

Friday, December 23, 2011

Min røde julekjole

Sådan sidst i november fik jeg den idé at både Lise og jeg skulle have en rød strikket kjole til jul. Hvorfor sætter jeg mig sådanne mål, og hvorfor hænger jeg oppe den halve nat hele december måned for at nå det? Det er jo ikke ligefrem fordi jeg eller Lise mangler (strikkede) kjoler.......
Jeg kender ikke svaret - kan bare konstatere at jeg må være en smule skør :-), for hvorfor ligge så meget ekstra pres på en alligevel enormt travl måned. Vi har nået det hele - næsten - bagt småkager, lavet havregrynskager, pyntet, lavet juledekorationer osv. Og det vi ikke har nået - det er ligegyldigt, for i morgen er det d. 24. december.
Jeg nåede også kjolerne. Min kjole blev færdig i går aftes, og Lises ligger og snurrer i vaskemaskinen, og bliver klar til i morgen.
Juleferien er startet, og det er dejligt og tiltrængt. Ungerne går rundt med sommerfugle i maven, og glæder sig SÅ meget til i morgen.
Julen blev båret ind i dag (som altid) af børnenes gudmor og mand der kom til julefrokost, og de første gaver blev lagt under juletræet. Sådan har det været de sidste 10 år og det er en dejlig tradition.
Faktaboks: Kjolen er strikket på p4 af en tråd Geilsk uld (købt på december udsalg for flere år siden - så der er svind i lageret) og en tråd Drops Lace. Lacemønsteret kommer fra et norsk strikkekatalog, men ellers er kjolen strikket "ud af hovedet" og tilpasset/prøvet løbende.

Jeg tror der kommer et billede af mor og datter i røde kjoler i morgen (hvis de passer efter vask), men bare for god ordens skyld:
GLÆDELIG JUL

Thursday, December 15, 2011

Kjole-kanalen

Jeg overvejer at omdøbe Kreativiteter til "Kjole-kanalen" - for på trods af den mindre heldige regnvejrsdag, så der er igen gang i kjolestrikkeriet. Jeg havde ellers besluttet mig for et par lettere projekter - men pinde, hænder og det kreative gen vil noget andet.
Planen var at Lise og jeg skulle have hver vores røde kjole til jul - det er ikke gået helt efter hensigten (alt, alt for mange aktiviteter i december). Dem der kender mig ved, at jeg er tosset nok til at forsøge at komme i mål alligevel :-).

Lises mangler kun ærmer (endnu en Isdronning fra Annette Danielsen strikket i vinrød Kauni uld) - min lidt mere.
Sylvia havde en mønster med til mig, da vi mødtes på Fanø, og kjolen tager udspring i dette - men man bliver jo klog af erfaring (igen regnvejrsdag), og jeg føler mig bedst tilpas i noget enkelt - så den helmønsterede kjole (ses her) bliver omdannet til en lidt mere enkel model, og med kort blondeærmer. Jeg strikker i en tråd Geilsk tynd uld og en tråd Drops Lace (alpaca og silke).
Tænk sig - jeg er i Hendes Verden i denne uge! Med hele 2 linjer - ialt 4 ord (Dejlig dansk strikkeblog + link) under "Set på nettet". Jeg havde ikke selv set det, men Berit gjorde mig opmærksom på det, og så måtte jeg hjem og slå op. Lidt sjovt er det da.

Vi mødtes nemlig i strikkeklubben i går til den årlige julefrokost hos Birgitte uden blog. Jeg fik ikke taget et eneste billede, men julehyggeligt det var det, med lækker, lækker mad kokkereret og serveret af Birgitte samt pakkeleg, lidt strik og megen snak.

Jeg gjorde et kup! Vi snakkede julegaver, og jeg var på vej hjem for at købe et keyboard til Lise via nettet - hendes højeste julegaveønske. Hun har snakket om det i flere måneder. Sørme om det ikke fandtes et super fint et hos Berit, som lå ubrugt hen. Sådan er det jo med de børn. Det ønsker sig noget - ja - de kan nærmest ikke leve uden, og 1 måned efter ligger det ubrugt hen. Sådan frygter jeg jo også at det går med Lises (lidt dyre) ønske, og derfor er det jo super fint med "arveting" og lidt kontanter til det afgivende barn. Og så er der jo plads til flere gode gaver under træet.

Føler jeg har vundet lidt i lotteriet i denne weekend. Det var meningen at jeg skulle med Søren til badmintonstævne fra lørdag morgen til søndag sen eftermidag, men så viste det sig sørme at DGI stillede trænere til rådighed. Juhu - måske vi alligevel når at bage småkager inden jul. Lidt skal der jo til.

Det næsten sket med skolen, og jeg får snart mit liv tilbage igen ;-) Jeg er lidt skuffet over mig selv, men jeg bliver alt for træt og stresset, og har derfor besluttet ikke at fortsætte med nyt fag efter eksamen primo 2012! Man skal jo huske at leve livet mens man har det! I januar skal der være mere tid til veninderne og til hjemlig hygge med mand og børn.

Sunday, December 4, 2011

Alvorlig strikkekrise

Jeg har en alvorlig strikkekrise. Mandag havde jeg Regnvejrsdag på på arbejde. Og følte mig så dårlig tilpas. Jeg synes den vokser og vokser, den er løs og ser alt for stor ud, og når jeg rejser mig op sidder den "i bølger" ned på ryggen i ribstykket. Helt ærligt - den er lige til at trævle op!!!!! En måneds arbejde er spildt. Æv, æv, æv. Jeg havde flere kjoleplaner, men lige nu er de lagt på hylden. Faktisk er lysten til at strikke meget lille.
Det eneste der kører lige nu, er kjoler til Lise. Det er nu heller ikke fordi der er meget strikketid..... så det!
Føler mig lidt som en gammel udtjent nisse ;-) Jeg skal i skole 2 tirsdag mere, og så er der ferie. Efter nytår er der 2 gange skole og så eksamen. Og - så har jeg altså besluttet mig for at det er slut. En arbejdsuge på 40-50 timer hænger simpelthen ikke sammen med at jeg også skal lave lektier og i skole - og så samtidig når at være menneske! Ærgeligt - for det er faktisk spændende at lære nyt - men det fungerer ikke.

Nye støvler - fødselsdagsgaven fra min mand.

Sunday, November 27, 2011

I rødt - og noget om (rens)dyr

Jeg sidder og føler mig lidt hellig. Det blæste en halv pelikan i morges, men jeg tog mig sammen og fik min sædvanlige løbetur søndag morgen efterfulgt af en masse mave- og rygøvelser, sådan at jeg holder rygproblemerne helt væk, og kroppen "føles godt".
At jeg kom afsted skyldes nok mest Bastians bedende hundeøje - han sad klar allerede inden jeg svingede fødderne ud over sengekanten. Nu har vi en våd hund, der sover de næste par timer.
Jeg laver overspringshandlinger - godt nok strikker jeg på den blå cardigan - men samtidig har jeg gang i endnu en Isdronning til Lise, og det er sådan et dejlig let ukompliceret strikketøj.
Og - jeg bliver altså nødt til at strikke denne Rensdyrslipover. Jeg fik nyhedsbrev fra Rowan med posten i går med inpsirationsbilleder af deres nye online collection "Christmas Knits" - opskriften kan hentes gratis på nettet. Der bliver slået op i denne uge!

Saturday, November 26, 2011

Fakta om Flirt Skirt

Lise fortalte i går i rundkredsen i klassen at hendes mor havde strikket en nederdel til hende, at den var til tørre og hun glædede sig til at få den på i skole mandag ;-) Jamen er det ikke herligt. Sommetider er hun næsten for nem.
Vi har en aftale om at får man ros til skole/hjem-samtalen så må man få en gave. Lise ville bare have en lommelygte med farvet glas som tilbehør (25 kr. i Netto) - så var hun tilfreds. Det er sørme noget andet med sønnen - det er teknologi der dutter og det koster lige lidt mere.....
Fakta om nederdelen: Den er strikket næsten som den original (link), men i en str. 10 år - dvs. jeg har slået 194 masker op, og har strikke ca. 2 pinde mindre mellem indtagningerne i ribkanten. Eyelet row (hulmønsteret over ribkanten) er jeg sprunget over. Jeg synes nederdelen er pænere/enklere uden. Jeg har i stedet taget lidt mere ind, så jeg er endt med 1 vrang og 7 ret - for så passede den Lise. Og derefter bare glatstrik. Derudover har jeg valgt at lave den glat hele vejen op, og så strikke rib på bagsiden (kanten der bukkes om til elastikken) - istedet for på forsiden som i opskriften.
Forbrug: Knap 150 gr. Cascade 220.

Hot or not: Absolut hot. Hun havde så travlt med at komme i bad og få tøj på (nederdelen) i dag.
Uhm aftensmad! Der var et lille hæfte med Boligliv med opskrifter fra Sif Orellanas nye bog "Spilopper & Stjerneskud. Vi skal have Orellanas coq au vin i aften. Det er Jørgen der er kok.

Thursday, November 24, 2011

Little, little flirt skirt

Tænk sig - jeg er blevet et år ældre. Igen! Jeg havde fødselsdag i mandags. Vi havde en hyggelig aften - bare os 4 ;-) Jørgen lavede lækker mad, og Lise Blomsterberg fik sat gang i bollebagning og pynt med glasuren. Jeg fik dog ikke 47 lys - kun 4. Selv Søren forsagede aktiviteter ved PC m.v. og familiehyggede hele aftenen.
Selv om man kun er 8 år kan man sandelig godt have brug for et "Little Flirt Skirt". Lise fik stjerner i øjene, da jeg spurgte om ikke hun kunne tænke sig en strikket nederdel. Den er strikket af resterne af garnet ( 1 1/2 nøgle) der var tilbage efter min nederdel.
Den er strikket lidt anderledes - mere enkel end min. Lige nu ligger den til tørre. Lise glæder sig til at få den på.
Faktaboks kommer sammen med billede af Lise og nederdel.

Wednesday, November 16, 2011

Blåt og rødt

Jeg har fået gang i min Katharine Hepburn Cardigan igen - dvs. jeg har fået trævlet hele det første forstykke op igen, for jeg havde glemt at skifte fra p3 til p3,5 efter ribben. Møj - for det tager altså tid med alle de snoninger og hulmønsteret.
Og så har jeg fået en bestilling fra Lise. Hun vil gerne have en sort, en grå og en rød kjole. Det røde garn har jeg på lager så jeg starter med den.

Hun har haft den lilla kjole på i skole både tirsdag og onsdag, og jeg nænnede ikke at sige, at det måtte hun ikke. Jeg er bare glad for at hun kan lide den, og så kan jeg vel nå en mere inden jul, hvis der skal en frisk model til ;-)

Nu vil jeg til sofaen og strikke de første masker siden søndag. Ih - hvor jeg glæder mig.

Monday, November 14, 2011

Isdronningen

Nogen isdronning kan man bestemt ikke kalde min dejlige "yngste unge" - men det hedder kjolen fra Annette Danielsens bog "Det er ganske Vist" jo altså.
Fakta: Kjolen er strikket i Syren Blackhill Højlandsuld - ca. 180 gr. (efter en tur på bagevægten) som jeg har fået af Mariann. Jeg har strikket en str. 8 år - og stort set fulgt opskriften på nær hvad angår længden - jeg har strikket den meget, meget længere. Der står 31 cm op til ærmet i opskriften. Jeg har 40 cm og synes bestemt ikke den er for lang - faktisk lige tilpas ;-)
Hot or not: Jeg tror på at den bliver hot - men det er jo op til den lille dame.
"Sig appelsin"...... Vi er klar til strøgtur i strikjoler.

Lørdag endte med at blive en god dag for Søren. Den startede ellers lidt trælst - for han tabte den første kamp i puljen til badmintonturneringen (bl.a. fordi han kom for sent i seng efter gæsterne fredag), og så er det næsten umuligt at komme videre. Til gengæld gik Søren og hans kammerat helt til tops i double og de kom begge hjem med en lækker ketche. Lørdag aften var der klassefest. Søndag lignede han en der ikke have sovet i en hel uge - et stk. godt brugt og dejlig dreng ;-).
Pust - sådan en hel lørdag i en badmintonhal! Den er lang. Men - jeg var ikke den eneste der havde strikketøj med og så havde jeg min lilla kjole - Regnvejrsdag - på, hvilket gav en god snak om strikketøj og Annette Danielsen med en anden mor. Meget hyggeligt.

Friday, November 11, 2011

Det dufter af jul.......

Gæsterne kommer lige om lidt. Jeg er helt afslappet. Manden står for hovedretten, og sønnen for desserten (chokoladekage). Lise og jeg har sørget for hyggen.

Thursday, November 10, 2011

Pigekjolestrik

Lises kjole .... nu mangler jeg snart kun ærmerne.
Lise: Mor - når du er færdig skal vi på tøsetur ind til byen, og så skal vi begge 2 have strikkede lilla kjoler på ;-)
Jamen - selvfølgelig skal vi da det.

Jeg har købt nogle dejlige sort langærmede underkjoler i bomuld/elastan til at have under mine strikkjoler, og sådan en har jeg også lovet Lise. Men - jeg har søgt og søgt på nettet, fundet mange afskygningerne af sorte underkjoler, men ikke til børn. Det er jo bare en langærmet kjole-t-shirt jeg skal have fat i. Hjælp - hvor køber man lige sådan en i str. 10-12?

-1/4x + 800 = 1/5x + 170
Jeg fandt ud af at løse ligningerne / hjemmeopgaverne til i tirsdags - puha. Ved den første gennemgang på klassen var jeg et stort spørgsmålstegn, så det var lidt af en sejr, at det lykkedes. Egentlig er det jo ikke svært - jeg havde bare fuldstændig glemt hvordan.

Weekenden nærmer sig - en travl en af slagsen. I morgen skal vi have gæster til Mortens and, lørdag sidder jeg i en hal og ser Søren spille badminton, søndag skal vi i byen. Og så er det jo mandag igen.

Sunday, November 6, 2011

Min lilla Regnvejrsdag

Jeg er klar til et besøg hos en strikkesøster. Denne gang er det Mette (uden blog) der ligger hus til, og jeg glæder mig.
Regnvejrsdag blev færdig fredag aften og er på for første gang i dag. Jeg har købt sorte langærmede underkjoler til at have under mine strikkjoler, og det er altså ganske praktisk og nemt.
Faktaboks: Model Regnvejrsdag af Annette Danielsen fra bogen Strik en stund. Kjolen er strikket i Isager tvinni - farven mørk lilla. Selve kjolen er strikke i small og noget længere end i opskriften. Ærmerne er strikket i str. medium simpelthen fordi jeg vurderede at de ville blive for stramme om overarmene og ved ærmegabet med maskeantallet i str. small. Hmmm - ikke nogen helt god idé. Ærmerne er blevet lidt brede især for neden.
Hot og not: Jeg tror bestemt at den er Hot - dog ville jeg nok vælge kun at strikke hulmønsteret i en 20-30 cm bort for neden hvis jeg skulle strikke den igen - kjolen fylder mest jvf. mønsteret der hvor jeg også fylder mest....... (læs: bred bag).

Wednesday, November 2, 2011

Hverdagsramt og en Regnvejrsdag, der nærmer sig

Jeg har mest strikket på Lises Isdronning (her omdøbt til "den blåfrosne istap") - hvor jeg bare skal flytte masker - men, men, men en biltur søndag gjorde en forskel og nu nærmer enden sig. Jeg får snart en "Regnvejrsdag". Forhåbentlig ikke i bogstavelig forstand - men bare som en ny og (krydse fingre) lækker kjole.
Her sker ikke så meget, hvad angår håndarbejde - men på alle andre områder er der gang i den. I weekenden fik vi endelig lavet lidt halloween med græskar (og græskarsuppe) samt lidt edderkoppe-pynt (kastanier, tændstikker og uldgarn).

Arbejd, arbejd og så skole. Denne tirsdag handlede det om optimering gennem matematisk løsning = ligninger. Jeg tror faktisk hellere jeg vil gøre badeværelser rent...... Det lå meget, megt langt væk (læs: jeg kan intet huske), men nu tror jeg sørme, at jeg kan løse en ligning igen. Det vil jeg da håbe, ellers er jeg på den med de 4 opgaver der skal laves til næste tirsdag.

I morgen skal jeg i musikhuset til koncert med Thomas Helmig sammen med Helle. En tradition, der startede tilbage i 1982 (vi var 18 år), og vi har tænkt os at fortsætte lige så længe som Thomas holder ud ;-) Vi har grint noget over et fremtidsbillede af Thomas i lædertøj og med rulator!

Jeg er langt bagud på bloggene, men jeg håber I bærer over med mine manglende kommentarer........ og stadig følger med her.

Wednesday, October 26, 2011

2 lilla kjoler og anvendelsesregler for cykelhjelm...

Hvornår skal man bruge cykelhjelm?
Jeg var lidt træt i morges. Mandag aften var der arrangement med arbejde (på Restaurent Komfur - lækker mad) og tirsdag aften var jeg i skole. Når børnene cykler afsted til skole, går jeg altid tur med hunden. Også i dag - jeg gik og nød morgenfriskheden og det milde vejr - lige indtil det gik op for mig, at jeg havde taget min cykelhjelm på. Hold da op jeg følte mig tåbelig. Jeg mødte heldigvis ikke nogen jeg kendte.
Første ærme til Regnvejrsdag er strikket.....
Lige nu strikkes der på 2 lilla kjoler - ren "AD-strik". Lise kom med en bestilling på "Isdronningen" da vi var til bogudgivelse hos Tøndering strik, og så er man jo nødt til at handle. Den skal først være færdig til december til julefester og juleaften, så der er god tid. Isdronningen strikkes i lavendellilla - nogenlunde den farve man får hvis man sådan er lidt blåfrossen i det ;-)
Mor - se hvad jeg fandt - vil du ikke nok tage et billede! Efter at have endevendt skabe, skuffer m.v. og ringet rundt til mulige glemmesteder, fandt Lise selv sin NoaNoa cowboykjole, som har været pist forsvundet i en måned eller 2. Hun fandt den et eller andet sted på værelset, og jeg der synes jeg havde endevendt det hele.... Jeg købte den på udsalg i sommerferien, og kjolen er så fin til hende. Den ses ikke så tydeligt under hendes nye blå sjælevarmer som er et hit. Jeg mangler stadig at hækle en kant så den bliver trukket lidt sammen i halsudskæringen.

Saturday, October 22, 2011

Nr. 5 - Blå nederdel

Den blå nederdel manglede også bare lige det sidste - alt det der skulle syes i hånden. Det fik jeg ordnet på vejen til Mols i går (beklager det vilde "garn" - jeg trænger til en klipning....):
Faktaboks: Se øverste link.
Den er stort set blevet som jeg havde forestillet mig (dog måske lidt strammere... det bliver ikke i den jeg spiser kage....). Nu haster det med at få strikket den blå cardigan færdig. Jeg skal dog lige have trævlet hele det 1. forstykke op.
Æbler i lange baner - Ingrid Marie fra vores egen have. Vi har plukket 2 store kurve. Det er de bedste æbler i hele verden, som vi kan gå og spise af de næste par måneder.
Vi besøgte venner på en gård på Mols i går, hvor der er masser af gamle træer, og fik ud over dejligt selskab - kastanier og madæbler med hjem. Nogle af æblerne koger lige nu til æblemos. Sådan en syrlig æblemos smager skønt på nybagte boller med ost.

Thursday, October 20, 2011

Nr. 4 - Grå og lilla kjole

Endelig, endelig, endelig....... 1 stk. stof er efter flere år på lager blevet til en kjole. Kjolen har længe hængt på bøjle og ventet på et sidste nøk. I går havde vi familiedag med en lang gåtur, derefter bagte Jørgen vafler til ungerne og jeg bagte boller, og så ind foran fjernsynet med det hele + the og kakao og se Max Pinlig 2. Det passede perfekt til at sy foer fast ved lynlåsen og sy kjolen op for neden. Og Vupti efter 2 år et stk. færdigt tøj:
Stoffet er købt hos Citystoffer i Århus og - som jeg skrev tidligere (yes - jeg har fundet ud af at lave link!) - faldt jeg bare pladask for det grå stof med lilla blomster.
Jeg spurgte ikke om prisen - for helt ærligt: hvor dyrt kan stof af bomuld/polyester være. Det viste sig så at koste 399 kr. pr. meter, dvs. jeg købte stof for 600 kr. Kyllingen her turde ikke klippe i det.
Da jeg endelig fik taget mig sammen blev kjolen for kort, og derfor er der sat en grå kant ind.

Faktaboks: Mønsteret fåes gratis ved køb af stof (jeg har syet en str. M) og er ganske udemærket. Dog har indsnittene for oven drillet mig noget. De midterste 2 har jeg måttet sy noget lange for at få kjolen til at sidde pænt. Dette hænger måske sammen med at den lidt for stor i halsudskæringen - men det så jeg først da det hele var syet sammen. Nu må det være som det er. Alt i alt er jeg OK tilfreds.
Jeg burde notere alle justeringerne ned på et papir og gemme sammen med mønsteret. Så bliver det meget lettere at lave en nr. 2 engang.

Wednesday, October 19, 2011

Nr. 3 - Regnvejrsdag - en milepæl

Dagens indlæg er lidt snyd i forhold til målsætningen om at denne uge primært skulle handle om at få ryddet op i de mange ufærdige projekter - men jeg er igang. Jeg har syet på en kjole idag, og den er helt sikkert færdig i morgen. Jeg kom til at læse en bog..... og det skal der jo også være plads til, når det nu er ferietid.

Så i stedet for bliver det til en milepæl på Regnvejrsdag - kroppen er færdig.
Der strikkes ihærdigt på ærmerne.