Monday, January 27, 2014

Themis cardigan færdigmonteret og PÅ!

Min Themis Cardigan blev færdigmonteret i går aftes, og jeg tog den på i dag. Det der med vask og pres må komme senere, for jeg er altså bare så glad for min nye trøje. Må man godt være så selvtilfreds? Den er blevet lige præcis som jeg havde drømt om.

Billeder - taget i kulden i en fart af Lise:


Synes mønstret på ærmerne er en meget fin detalje:


 - Mønsteret tæt på:


Faktaboks: Themis fra Brooklyn Tweed med diverse modifikationer. Det er så lang tid siden jeg begyndte at strikke trøjen, at jeg knap nok kan huske hvad jeg har ændret. Men - ihvertfald var ærmerne alt for brede - så der har jeg trævlet op og startet igen med et mindre antal masker. Kanterne på forstykkerne har jeg ændret så de er i samme mønster som kanterne forneden på trøjen.
Str.: Small
Garn: 1 tråd Lammeuld fra Terapi Hobby og 1 tråd Isager Alpaca.
Farven: En absolut ynglings lige nu - Mørk Bordeaux.
Knapper: Købt hos Fandango

Hot or not: Absolut hot - og så er den også dejlig varm :-)

3. indlæg på 4 dage. Nu holder jeg nok en lille pause.

Sunday, January 26, 2014

Mere Themis og mere nyt strik

Fredag skulle Lise i skolebio i Århus (desværre alene da veninden var syg). Jørgen og jeg tog chancen for en fredagsfadøl og samtidig kunne jeg lige smutte forbi Tøndering Strik. Vi stred os i modvind ned gennem strøget. For pokker hvor var det koldt. Jeg fik købt min bog af Helga Isvafler (selvfølgelig Helga Isager - men sidste weekend bød på en del SMS-forvirring så som Knut Pucks strikkepinde og strikkebøger af Helga Isvafler. Jeg var ikke helt heldig med stavekontrollen.....)


Da jeg tog afsted var jeg sikker på at første model skulle være Kashmir Cardingan, men over et glas varm hyldeblomstsaft (det var simpelthen for koldt til øl), blev dette ændret en Manchuria Jakke. Jeg har garn til en i røde/grå farver, og også til en i blå farver. Jeg mangler bare følgetråden. Det problem må løses i næste uge. Jeg starter med den røde/grå, da den også passer perfekt til min nye taske.


Fryseren blev afrimet i går. Det var lige vejr til at stille alt indholdet ud i kasser og så gik manden ellers igang med at fjerne is. Det tog nu ekstra lang tid, for hver gang Søren gik forbi fryseren lukkede han lågen. Vi troede at det var tyngdekraften, men ungerne (der har forårsaget alt isen i fryseren ved at glemme at lukke lågen ordenligt) har åbenbart lært lektion. Lågen til fryseren skal være lukket. Ud kom en pose blåbær, så der blev bagt chokolade og blåbær/chokolademuffins i går aftes.


Nogle af dem blev spist samtidig med at jeg strikkede videre på Themis. Nu mangler jeg kun at montere ærmerne. Jeg har hæklet en række luftmasker til knapperne. Mellemrummene er ikke blevet helt præcist nøjagtig ens i størrelse, men jeg har besluttet at det godt kan gå (har dog ikke hæftet ender der endnu hvis jeg nu fortryder).


Motionsstatus for uge 4:

Løb: 8,5 km - det var pokkers koldt men jeg gjorde det! / mål på 8-10 km.
Gulvøvelser: 2 (1 times cross fit tirsdag og øvelser hjemme lørdag)
Cykling: 40 km - det har virkelig været koldt absolut ingen fornøjelse!!! Flere dage var jeg fristet til at tage bilen men jeg holdt stand. / mål: 32-40 km per uge
Gåture med hunden: 2 - meget korte. Var helt forfrossen når jeg kom hjem fra arbejde / mål: 2 stk)

Saturday, January 25, 2014

Selverkendelse - eller hvordan garn kan bruges flere gange....

Jeg har gentoptaget mit strik på Themis. Pludselig var lysten der - ikke mindst fordi trøjen passer (sammen garn) til de røde striber i det nye Camomilletørklæde, som nu kun mangler at blive blogget og få kvaster på. Klik på linket til Camomilletørklædet for at se hvor flot den røde farve er i virkeligheden.

Jeg strikkede først kanterne som der stod i opskriften. De var i retstrik, med huller og vendestrik. Og passede slet ikke til trøjens øvrige mønster - syntes jeg. Så de blev trævlet op. Derefter strikkede jeg kanter på lodret og i samme mønster som nederst på trøjen.

Men - Hvorfor indså jeg ikke efter at jeg havde strikket kant på det første forstykke at jeg havde alt for mange masker? Hvorfor strikker jeg også kant nr. 2 for derefter IGEN at trævle begge kanter op? Tja..


Jørgen mente nu at kanterne passede fint - der skal jo være plads til brysterne.
Hmmm - mit svar var, at det var rigtig - såfremt brysterne sidder midt for og under hinanden........


Istedet for 110 masker har jeg nu 72 og det passer. Kanten falder helt anderledes og pænt. Faktisk er jeg nu halvvejs med kant nr. 2. Med alt det kantstrik håber jeg sådan at cardiganen ender med at blive god.

Det er weekend - det er dejligt! Jeg har været på løbetur - 5 km. Hold da op hvor er det koldt. Jeg har slet ikke lyst til at gå udenfor resten af dagen.

Monday, January 20, 2014

Søndagsstrik og boucle-uldkjole

Boucle-kjolen i uld/silke er syet færdig. Lørdag aften fik jeg syet det sidste i hånden - lige før håndboldkampen - så den var klar til at tage på søndag.


Søndag var der træf med strikkesøstrene hos Berit. Vi havde som altid en hyggelig søndag med dejlig frokost og hjemmebagt kage til eftermiddagskaffen. Og ikke nok med det - der er lagt planer for de næste mange måneder, så vi er helt sikre på at der er strikketid i 2014 også!

Berit - og med udsigt til kage og chokolade.....


Dorthe, Mette og Tine (jeg fik Tine til at levere min gaven til Berit: bl.a. strikkepinde fra det kendte mærke "Knut Pucks" fra Fandango - stavekontrollen på mobiltelefoner er IKKE tilpasset strikkere.....)


Birgitte, Mariann, Dorte og Mette - og udsigt til mere chokolade...... 


Jeg strikkede på Camomille, og fik klippet stof til kjole, da jeg kom hjem:


Farven er ikke helt god. Stoffet er mørkt bordeaux ligesom garnet.

Motionsstatus for uge 3:
  • Løb: Kun 7 km mod et mål på 8-10 km. Jeg var afsted lørdag på hvad der skulle have været en tur på 5 km - men jeg løb i sjap og slud, og løbeskoene blev hurtigt gennemblødte af isvand. Efter 2,5 km var fødderne følelsesløse, så jeg afkortede turen. Bastian forsøgte at komme uden om de største vandpytter (næsten håbløst). Han er ikke specielt glad for vand.
  • Gulvøvelser: 3 (= mål)
  • Cykling: Yes - 40 km ialt - til og fra arbejde trods vejr (mål: 32-40 km  per uge) 
  • Gåture med hunden: 2 (mål: 2 stk.)

Sunday, January 12, 2014

Et nyt år indledt med tørklæde strik og kjolesyning

Julen varer længe.... I hvert fald her på bloggen :-) Nu skal der andre boller på suppen. 2014 er godt igang og der strikkes og syes. Jeg er startet ud med et Camomille nr. 6 - denne gang i striber. Mørk bordeaux og koksgråt, med koksgrå blonde, der skal passe til kjole jeg skal til at sy.


Og et halstørklæde til Kaffe Fassett-kjolen "Lidiya". Mønster strik i begge ender, sort ind imellem, og så skal der enten pompom'er i mange farver eller kvaster i enderne. Det gik hurtigt i starten, men så gik jeg død i det kedelige ensfarvede strik. Det kan være tørklædet tager længere tid at strikke end kjolen.


En kjole i uld/silke. Modellen er en blanding af et Ottobre mønster og et mønster tegnet af efter min ynglingsnederdel. Jeg mangler alt sy-arbejdet i hånden. Kjolen skal bruges med et sort lakbælte i taljen.


Når et år er gået er der behov for lidt Eftertanker og nytårsløfter:

2013 var (bortset fra holdet i ryggen) et dejligt år. Søren blev konfirmeret og vi havde en fantastisk dag alle sammen. Kælderen er næsten færdig. Nu mangler der stort set kun maling på væggene.

Nettid:
Hvorfor får jeg blogget så lidt for tiden? Jeg må indrømme at både at skulle blogge og være på facebook - Det kan jeg ikke rumme. Så i 2014 vil jeg koncentrere mig om bloggen. Jeg bliver overvældet af de mange indlæg på facebook, og ender op med ikke at kunne overskue at følge med hverken på facebook eller på bloggene, og det er absolut "i blogland" jeg synes det er sjovest og mest inspirerende at være!

Strik:
Absolut ingen faste planer - det kommer, som det kommer. Men - "Dubai" fra bogen "8 tørklæder" står højt på min liste, og så må jeg indrømme et jeg er en smule inspireret af Liselottes Kashmir Cardigans

Motion:
- 8-10 km løb per uge
- Gulvøvelser 3 gange om ugen
- 32-40 km cykling per uge
- 2 gåture med hunden per uge (Bastian er også med på løbeturene)

P.t. går det fint med øvelser, løb og gang. Desværre blev jeg fristet og sprang ind i bilen i stedet for på cyklen et par gange i sidste uge på grund af regnvejr. Regnvejr hjemad er fint, men helst ikke på vej til arbejde. Make up i strimer er knap så yndigt.
Målet er ingen hold i ryggen, og motionen holder kroppen i orden!

SÅ GÅ DOG HJEM.... 
Måske lidt kortere arbejdsdage og mere fritid i det nye år? Hjem senest kl. 16.30.
Det gik ikke for godt i den første uge..... Men håbet er lysegrønt.

Et forsinket godt nytår til jer derude.