Saturday, December 29, 2007

Familien Flad!!!

Traditionen tro afholdte vi julefrokost for gode venner d. 27. december, så i går var vi alle lidt flade og foretog os absolut ikke noget særligt. Selv Søren lignede en der var kommet alt for sent i seng. Børnene kom i seng omkring kl. 22.00 og Lise sov til klokken næsten var 11 d- 28. Heldigvis havde Jørgen stort set ordnet stue og køkken om aftenen inden han gik i seng, og jeg havde ryddet op på børnenes værelser, så i går kunne vi med god samvittighed smække benene op i sofaen, og slappe af, mens Maren (opvaskemaskinen) ordnede det sidste. Jeg lever (som regel) efter mottoet "Livet er for kort til tømmermænd", men derfor kan man jo godt være lidt småtræt - især når der er tid til det. Monopoly (Søren er helt vild med at spille det) og tv (Matador) blev dagens program. Derfor går det også raskt fremad med Neiman nr. 2, som dog skal anderledes ud "i toppen" end den anden, hvordan ved jeg ikke helt endnu - måske noget med rib og silkebånd. Derudover gik jeg i gang med en vest til Lise. Det har længe irriteret mig, at den søde undertrøje i Lene Holm Samsøes bog "Sødt & Blødt strik til små prinser og prinsesser" kun går til str. 3 år, så nu har jeg regnet mig frem til en str. 6 år. Lise vil gerne have vest på over de langærmede t-shirts, ligesom hendes mor har....... 1. model er en test i billig uldgarn fra Kvickly.

Thursday, December 27, 2007

Norsk strik - nu med hat

Her er den så - den norske. Jeg er rigtig glad for den - den passer perfekt. Både garn og mønster er fra http://www.garnstudio.dk/ - og næsten i de "originale farver" - har dog anvendt en mere mørk rød. Mangler knapperne til ribkanterne/manchetterne v. håndledene. Resterne blev anvendt til en hue. Mandens kommentar - trøjen den er flot - øh - hatten den er da også meget pæn!!!! Jeg har absolut ikke hattehoved - ser helt forkert ud med alt mit hår. Men jeg hundefrøs på skøjtebanen med ungerne i går, så summa summarum - et stk. hat. Også dejligt med et lille hurtigt projekt. Søren kører rigtig godt på skøjter, mens Lise stadig kræver lidt støtte - og eftersom jeg startede på skøjter samme tid som Søren (for 2 år siden) - og ikke lærer så hurtigt, er jeg altså nødt til at beholde alm. sko på, hvis jeg skal hjælpe hende. Hun endte dog med stort set med at kunne klare sig selv i går. Dvs. 4 skridt frem, ned på isen, op, fire skridt frem, ned på isen, op.......................... - og hun synes det er rigtig sjovt.

Wednesday, December 26, 2007

Det sørme, det sandt - det er jul!

Så kom julen endelig. Spændingen med alle gaverne blev udløst for Søren og Lise. Hjemme hos os pakkes der gaver ud inden vi spiser julemiddagen. Det begyndte vi på for 3 år siden, og vi synes det fungerer perfekt. Alle gaverne ligges under træet d. 23. sent om aftenen, så det første ungerne gør når de vågner d. 24. er at styrte ind og se om julemanden har været der, og det har han heldigvis! Efter morgenmad og hygge tager vi ind til Marselisborg Slot, går en tur og ser vagtskifte, og så hjem og spise frokost. Vi ser Disney på DR med Bambi og Stampe osv (elsker sætningen med "vandet er stift"). Kl. 17-17.30 går vi rundt om juletræet og pakker gaver ud. Efterfølgende har vi god tid til julemiddagen - vi hygger, spiser flæskestege og snakker om de mange gode gaver. 1. juledag blev brugt til ren afslapning - fjernsyn, monopoly og til at strikke den norske trøje færdig. Billede af trøjen kommer senere. Den blomstrede kagedåser er i 3 etager, og stammer fra min oldemor. Den kommer frem hver jul!

Sunday, December 16, 2007

Man ligger som man har redt!

Et oprydningsprojekt resulterede i 3 dyner og 2 puder, som jeg ikke rigtig havde nogen steder at gemme. Fik så den idé at lave gulvpuder. Og har er de så. Især Lise ligger meget på gulvet, og det er for koldt. Så i og for sig har jeg løst 2 problemer på én gang. Lise og jeg har også bagt julekage i dag, med dadler, svesker, rosiner, coktailbær, nødder, kanel, nelliker, kardemomme m.v. Efter bagning er den overhældt med italiensk likør. Skal trække til i morgen, så skal den pyntes og trække yderligere 1 uge inden kagen er klar til spisning. "Det er en voksenkage" - sagde Lise. Fyldet er ikke lige noget hun synes om......... - men derfor kan den jo godt være sjov at lave. Kogler - masser af kogler:

Sunday, December 9, 2007

Chokoladegrise!

4 stk. er der i familien - og helst mørk chokolade. Derfor er en af vores juletraditioner også kakao-småkager. De smager rigtig godt og er lette at lave (børnevenlige). Opskrift:
  • 200 g smør
  • 350 g mel
  • 200 g sukker
  • 2 spsk kakao
  • 1 tsk bagepulver
  • 3 tsk vanillesukker
  • 1 æg

Start med smør og mel, smuldres sammen. Tilsæt sukker, kakao, bagepulver og vanillesukker. Dejen samles med ægget. Derefter trilles små kugler, der tykkes flade med en gaffel. Kunsten består i at trykke kuglerne rimeligt flade med gaflen, og så få småkagen af uden at udelægge den! Bages v. 200 grader i ca. 10-12 min. Lise, Søren og jeg plejer at lave dem sammen, men Søren havde besøg, så denne gang blev det kun Lise og mig.

Nisserne er iøvrigt nyindkøbte i Tivoli i fredags. Vi tog til København torsdag aften med henblik på at tilbringe fredagen i Tivoli, men det regnede og regnede fredag morgen. Istedet tog vi ud til Experimentarium. Det var fantastisk. Både børn og voksne havde det sjovt. Sidst på eftermiddagen, da der var tørvejr, tog vi ind til Tivoli. Vi fortrød hurtigt - tørvejret var ganske hurtigt overstået, og det bare regnede og regnede. Og ungerne syntes også at Experimentarium var sjovere!

Saturday, December 8, 2007

Engleværkstedet

Lise og jeg har klippet og klistret her til aften. Giv Lise en limstift, og hun er lykkelig. Hun har lavet hvide hjerter med alle mulige perler og glimmer (desværre "forsvinder" de på de fotos jeg har forsøgt at tage). For et stykke tid siden var vi til juleklip i Sørens skole, og jeg kom til at sidde sammen med en mor med et meget kreativt gen. Hun lavede det fineste julepynt til børnenes klasse. Jeg var ankommet med toget kl. 16.00 fra møde i København, hastet hjem for at hente ungerne, kastede noget papir, pap, sakse og lim i en pose, og så ud af døren sammen med Søren og Lise - Og var fuldstændig uinspireret. (Havde i og for sig nok at gøre med at styre Lise, æbleskiver, syltetøj, juice og en limstift....... - og Søren så vi ikke meget til - han legede sammen med de andre drenge - hans liv var den aften for kort til juleklip). Moren havde en bog med der hedder "Engleværkstedet" af bettina kofmann og kirsten skaarup, som jeg lånte med hjem, og den er inspirationen til englene, hjerterne og stjernerne. I bogen er de lavet af sodavandsdåser, der er banket flade med en hammer, og juiceposer af plastic. Det havde jeg ikke, så figurerne er lavet af forsiderne fra dameblade og noget bølgepap, der var omkring nogle nyindkøbte nisser, samt diverse glimmer, sølvtråd og perler.

Sunday, December 2, 2007

Vi juler

Lise har siden hun var 3 år været meget fokuseret på det at have en mormor. Desværre har vi ingen bedsteforældre, men tilgengæld har begge børn samme dejlige gudmor, der stiller op til arrangementer både i børnehave og skole. I sidste uge skrev hun også en historie til Søren om hvordan hun fejrede jul som barn, og Søren var vældig stolt, da den blev læst op i fredags i skolen. Lise og jeg har haft mange snakke om at mormor og farmor jo var oppe i himlen. En dag kom børnenes gudmor på besøg. Hun og Lise sad og hyggede i køkkenet, mens jeg lavede mad. Pludselig siger Lise - Min farmor er oppe på loftet!..... Nåh - siger gudmor med et smil om munden....... Stilhed.- Gudmor: "Hvor er din far? Lise: "Han er nede i kælderen"........ Vi har moret os meget over dette. (og for forståelsens skyld: vi har altså kælder...... - og stadig en far) Siger noget om hvor stort et univers små børn kan rumme. - Fredag aften hvor det var mørkt begyndte vi at snakke om at skulle hente julepynten ned fra loftet, og så bliver Lise altså en smule bekymret.... Selv om hendes univers er blevet større ;-)