Monday, March 6, 2017

Hej Lene og hallo Bøje :-)

Et meget alternativ projekt så dagens lys her på matriklen i februar måned - en hæklet abe. Den er absolut ikke perfekt og hold da op hvor fik jeg ondt i fingrene af at hækle især arme og ben. Der er næsten ikke noget at holde i, og på en eller anden måde fik jeg hele tiden flere eller færre masker end jeg skulle have og måtte trævle op. Jeg var ved at kaste det hele ud af vinduet, da ben og arme skulle vendes til hæftning af ståltråden. Forestillingen om 2 stk.- én der skulle hænge og én der skulle sidde holdt ikke. Det sker ikke familieforøgelse foreløbig.
Selv om den ikke er perfekt, er jeg faktisk glad for den :-) Kigger på den og tænker "Hej Kaj - Hallo Bøje".... Dette er nok Bøje:



I lørdags kom Lene på besøg. Vores strikkesammenkomster har efterhånden fået en fast ramme. Det er en blanding af noget godt mad, strikkerier og gåture - nu med hunde både i Århus og Aalborg. Det er altid skønt at mødes med Lene. Der er plads til at vende "hele verden". Jeg glæder mig allerede til næste gang.


Det gælder jo om at være klar på strikkefronten til sådan en dag, så fredag aften slog jeg op til Ivory af Helga Isager. For flere år siden købte jeg 3 nøgler Malabrigo Lace i den "gamle Fandango" butik i Århus, der siden har ventet på det helt rigtige projekt. Farven er smukt chancerende fra grøn til blå, og kommer slet ikke til sin ret på billedet. Til den lodne kant anvendes en rest mørkeblå kid silk mohair fra Rowan /Garnkisten. Det gik bare derudaf med pindene hele lørdagen, så søndag havde jeg et færdigt forstykke.


Lene strikkede på en trøje til manden fra bogen Dæxel. Desværre tror jeg det resulterede i en bestilling fra min mand. Uha - en trøje i 2 farvet strik i str. XL- Jeg håber han glemmer alt om det!

Gaver fik jeg også - et nøgle Malabrigo Sock i de skønneste lilla nuancer, og en "halslygte". Den kom med det samme i brug. Faktisk så glemmer man fuldstændig at man har den på. Jeg gik sidst i seng lørdag aften, og kunne ikke forstå at der blev ved med at være lys selv om jeg havde trykket på alle kontakterne......


I februar fyldte disse 2 dejlige mennesker år. Søren blev 18 år! Ja - hvem forstår det. Den der lange lømmel. Synes næste lige at jeg har født ham. Og Lise - hun blev sørme 14 år. De skønneste unger i verden! Vi holdt fest d. 25. februar. En dejlig dag.


Den 26. februar var der træk træf med Strikkesøstrene, og jeg var bare helt "hælene" hvad angår strik. Havde faktisk ikke haft tid i ugen op til. Så det endte med endnu et par babysokker til Jyttes datters kommende barn. Billeder fik jeg ikke taget, men så er det jo godt at Tine havde kamera med.