Saturday, February 27, 2010

Forsigtig Cumulus-start / at leve i nuet.....

Midt i alle de andre strikkeaktiviteter bliver der også "nørklet en smule" på Cumulus. Egentlig skal jeg først have Lise topstykke og cape færdig, men onsdag da jeg var ved at falde i søvn slog det mig pludselig at noget alpacaen fra lager kunne bruges sammen med en tråd Geilsk (nykøbt til formålet). Så der kom gang i krydsnøgle apparatet, og en næsten færdig Ingenue som så træls/slasket ud måtte lade livet. Hmmm - når jeg genser billedet på ginen af Ingenue er det lige før jeg fortryder at jeg har trævlet op...... Men IRL så den altså træls ud.

De er 3. gang jeg forsøger mig med alpacaen, så nu skal det lykkes!

En lille reklame: Bogen kan nu købes til kr. 60,00 på bogudsalg i Kvickly. Jeg købte min sidste år hos Fakta til kr. 100,00. Synes der er masser af gode idéer både til mad, aktiviteter og kreativiteter.

Jeg havde helt lyst til at købe en mere ;-)

Ellers er en meget hektisk uge ved at nå sin afslutning. Der har været så travlt på arbejde, at jeg har lavet flere kiksere privat - overblikket efter kl. 16.00 er ganske simpelthen glippet........

Dagen i dag står først på strikkeklub hos Mette. Jeg glæder mig til en hyggelig afslappende eftermiddag (tiltrængt) med garn og gode grin. I aften skal jeg først ud og spise med 4 andre piger, og så skal vi til Thomas Helmig koncert.

I morgen? Der skal jeg ingenting!!!!!

Læste en artikel den anden dag, der handler om at leve i nuet, og at det slet ikke er sundt at multitaske. Når man gør flere ting på samme tid, betyder det åbenbart, at man ikke rigtig lever i nuet. Øhhh - gad vide hvor jeg har været de sidste 10-15 år.......

Tuesday, February 23, 2010

Varme sager til Lise

Lises veste er ved at være for korte - 3 stk. model "Feminin rib" fra Lene Holme Samsøe, som nu er i brug 2. og 3. vinter, og virkelig har været et hit! Med 2 ugers forkølelse (hun er ved at være frisk igen), så må der produceres nye varme ting.
Capen skrider fremad - et rigtig hyggeligt stykke strikketøj fra Helga Isager:

Der er endnu et topstykke (Geilsk) på pinden. Faktisk startede jeg i oktober måned, men den fængede ikke rigtig. Det gør den nu :-)
Søren havde gæster i fredags, og en af dem - ovenikøbet en pigen - spurgte mig hvorfor jeg ikke bare køber tingene i stedet for at strikke dem selv? Måtte bare svare at det da ikke er nær så sjovt ;-) og så kunne jeg jo heller ikke blogge ....
Jeg var til vinterferiestrik hos Tine i lørdag, og kan ikke lade være med at vise Tines strikkehjørne. Det skal nu siges, at hun havde så travlt med at servicere alle de strikkende gæster, at hun næsten ikke sad ned. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag.

Saturday, February 20, 2010

1 stk. fruekjole

Endelig fik jeg taget mig sammen til at sy det sidste på den grå kjole. Det kræver ligesom mere energi at sætte sig ved symaskinen end at tage fat i strikketøjet i sofaen om aftenen.

Den er blevet OK trods alle justeringerne (alt for bred). Jeg har syet den meget ind i sidderne, men ikke tilpasset skuldrene efter det, så de er stadig lidt brede, ligesom at de rynkede stykker under barmen heller ikke sidder helt hvor de skal.

Tror bestemt jeg vil bruge mønsteret igen, men i 1½ str. mindre fra start........

Fakta: Mønsteret er fra Kreative Kvinder nr. 1, oktober 2006, stoffet er uld købt hos City Stoffer i Århus.

Thursday, February 18, 2010

Cape til en fødselar

Så er det Lises tur til at have fødselsdag. Vores dejlige datter bliver 7 år i dag.
Heldigvis har Lise bestilt en familiedag (dvs. os 4) med bowling og McDonalds-mad, for hun er så forkølet og vi har være vågne flere timer i nat på grund af hoste. Den eneste der er frisk er Søren, så han blevet sat til at støvsuge ;-)
Der er slået masker op til capen.
Lise vandt garn op den anden dag. Det kunne ikke gå hurtigt nok, da hun så hvad det skulle bruges til ;-)

Wednesday, February 17, 2010

Fingerløse vanter - Fetching

På tirsdag er jeg inviteret til middag hos en gammel kollega sammen med 2 andre piger. Vi arbejdede sammen i et par år, og har efterfølgende mødtes et par gange om året til god mad, vin og en rigtig god snak.
Istedet for en blomst får værtinden et par fetching. Jeg har aldrig været god til at give håndlavede gaver. De kan jo ikke byttes...... Håber hun vil synes om dem.

Årsag: Jeg har været så letsindig at melde mig til Sylvias julegavealong, med dispendation, forstået på den måde at bare det er 12 gaver hen over året så er det OK. Dette er gave nr. 1 strikket af rester.

Tuesday, February 16, 2010

Sommer i Tokyo med 1 ærme

Billedet taler næsten for sig selv. Det går fremad. Jeg er igang med det sidste ærme. Kan næste ikke vente til jeg har det hele samlet og kan strikke videre på toppen af trøjen.

Sunday, February 14, 2010

Flyveklar Vilde Svaner

Søren i Vilde Svaner. Jeg synes selv at den er blevet ret god, en helt fantastisk drengesweater fra Annette Danielsen.
Fakta:
"Vilde Svaner" er fra Annette Danielsens bog "Det er ganske vist". Største størrelse i bogen er 8 år, så jeg måtte "opgradere til en str. 12/14. Da jeg først forstod sammenhæng mellem ribben og mønsteret (flere forsøg og optrævling viste sig at være en fordel her), gik det let med at øge maskeantallet. Jeg slog 160 op til ribben, og øgede også udtagningen ved mønsterstart, så jeg har 6 masker mellem snoningerne og flere masker i ribstykkerne i siderne. Og så har jeg strikket ekstra længde i både krop og ærmer, så den forhåbentligt også passer næste vinter.

Garnet kom fra lager: 12 nøgler Qualitas Sock super wash garn strikket dobbelt. Jeg regner med at den er uopslidelig ;-) eftersom den er strikket i sokkegarn.

Jeg har prøvet den, og kan faktisk godt passe den, så jeg kan tage over efter næste vinter.

Saturday, February 13, 2010

Ingen og mange planer

Det er som en forsinket julegave - en lørdag og søndag helt uden planer. Jeg går rundt og smiler som en glad julegris - har ingen og mange planer......

Først en filmanmeldelse: "Its Complicated" - Det er lang tiden siden jeg har grint så tårerne trillede, og det gjorde jeg i går aftes. Da filmen rigtigt kom igang var den meget underholdende, og Meryl Streep, Alec Baldwin, Steve Martin og John Krasinski er herlige. Når den udkommer på dvd bliver Jørgen tvangsindlagt!

I dag håber jeg på at jeg får strikket det sidste ærme til Sørens grå trøje færdig. (Og jo jeg ved det godt - måske skulle jeg stille græskarrene væk et par måneder...)
Jeg glæder mig til nogle stille eftermiddagen i vinterferien med Sommer i Tokyo.

Og så håber jeg at jeg får gjort min grå kjole helt færdig. Den er tæt på nu.

Jeg købte et nyt kjolemønster i december, som jeg også har vildt lyst til at prøve af. Umiddelbart synes jeg mønsteret rummer mange muligheder for både sommer- og vinterkjoler. Tid, tid, tid.......

Lige nu er Søren ude og spille klubkamp, Lise har besøg, og jeg vil nuppe et par pinde, mens vasketøjet snurrer.

Thursday, February 11, 2010

Its complicated.........

Det har været lidt en træls dag i dag. Søren måtte forbi tandlægen og få rodbehandlet den tand han slog ud for lidt over et år siden. Vi havde håbet at nerven ville gro fast, men desværre. For Søren var dagen i dag noget af en overvindelse......

Heldigvis venter der en vinterferie forude. Jeg skal arbejde lidt, men kan gøre det hjemmefra, og Jørgen + unger har fri. Vi glæder os.

Jeg strikker på livet løs på den sidste vinge (ærme) til Sørens Vilde Svaner, og glæder mig til at sætte gang i en Cape til Lise Fra Helga Isagers bog "Strikketøj". Garnet har ligget klar et stykke tid, og meningen var at den skulle være en del af fødselsdagsgaven til Lise d. 18. februar, ligesom Søren skulle have haft sin trøje d. 7. februar, men jeg når ingen af delene.

Desværre blev denne for lille, så det bliver en ommer.

I morgen aften skal jeg i biografen med 2 "gamle" veninder og se "It's Complicated" med Meryl Streep, Alec Baldwin og Steve Martin. Jeg hørte anmeldelsen i radioen en morgen på vej til arbejde - og den unge kvindelige anmelder sagde at: "Det var forfriskende med en film der henvendte sig til det ældre publikum over 40". Jeg måtte smile og konstatere, at jeg absolut hører til målgruppen ;-)

Monday, February 8, 2010

"Meget" vilde svaner

Ha, ha, - mor. Den hænger jo slet ikke sammen......

Altså - det ved jeg godt. Du skal jo bare lige prøve den.

Det går fremad. Jeg mangler snart kun 1 ærme. Jeg strikker den lidt stor, så den også passer næste år. 3. år kan moderen måske arve ;-)

Sunday, February 7, 2010

Give away og fødselsdag

Lise og Søren - vælg et tal mellem 1 og 38. Lise valgte 1 og Søren 27, så vinderne (for der blev nemlig 2 portioner efter at Tine lagde 3 ekstra nøgler til ;-) af Oprydnings Give Away er: Sylvia og Sigrid. Sigrid - vil du sende mig din adresse. Du finder min mailadresse på bloggen.
Og tusind tak for de mange respons på indlægget.

Lige nu er det præcist 11 år siden manden og jeg satte kurs mod Odder Sygehus, hvor Søren blev født d. 7. februar lidt over 8 om morgenen ;-) Så min dejlige dreng bliver 11 år i morgen - søndag.
Idag har han været til badminton turnering sammen med faderen, og fik i morges lidt forsmag på gaver: nemlig en rigtig lækker ketche og en ny træningsdragt. Han kom hjem med en pokal/1. plads, men var ikke helt tilfreds. Drengen han spillede finale imod gav nemlig op/blev ked af det fordi han var bagud, og så synes Søren ikke han har vundet rigtigt...... og synes iøvrigt også at det var synd for modspilleren.

Vi har gjort klar i dag - Lise og jeg - til gæster i morgen. 24 bliver vi til bords. Et ordentligt "kallas". Så der har været løftet stemning her i aften, hvor tøjet er blevet prøvet til i morgen. Dog bliver Sørens natbukser udskiftet med cowboy.... (og læg mærke til at han har hjemmestrikket vest på - håber ikke den bliver skiftet ud til fordel for hans Manchester United trøje).
De glæder sig, for vi fejrer nemlig også Lises fødselsdag. Hun bliver 7 år d. 18. februar.

Jeg har slet ikke fået strikket denne weekend endnu. Det bliver nok på mandag.....

Wednesday, February 3, 2010

Oprydnings Give away - Silk Tweed

300 gr. Silk Tweed - 60% uld og 40% silke i turkis med nister i stærke farver. Det er noget meget smukt garn, men ikke lige min farve, så derfor en oprydnings give away. Jeg har fået det som en gave, og der var en opskrift med på et sjal. Hvis jeg kan finde opskriften ;-) kommer den med i kittet.

Er det noget for dig så skriv en kommentar. Lise trækker lod blandt de interesserede.