Sunday, June 25, 2017

One hot - and one absolutely not!

Først den hotte - Gili - fra Annette Danielsens bog "Måske fra oven". Den er strikket i originalgarn fra Isager: Japansk Bomuld og Silk Mohair.

Jeg har strikket en størrelse Medium med små tilpasninger (jeg slog ikke helt så mange masker op under armene som der stod i opskriften) og så har blusen fået et lille ærme.  De der vingeærmer klæder absolut ikke min "mormorarme". Jeg ser noget pænere ud med et lille ærme. Der var lige præcis garn nok - jeg har ½ meter Japansk bomuld tilbage.


Blusen er blød, let og og lækker at have på. Det er en god kombination med de 2 garner.

Den anden - Sonokos Top - en Marianne Isager model, som lå strikket op i vinduet hos Tøndering Strik - og som jeg bare faldt pladask for. En must have-sommerbluse. Jeg prøvede modellen i butikken og medium passede fint. Så - jeg ved ikke rigtig hvad der er gået galt. Den er alt, alt for stor. Jeg svømmer i den. Jeg havde den på på arbejde i starten af denne uge med et bælte - men det var altså ikke godt. Den nærmest faldt ud over skulderen.



Læg mærke til de hæklede krebsemasker. Det er første gang jeg har prøvet det. Basalt set hækler man baglæns :-)

Blusen er strikket i Isager Plantefibre som skal håndvaskes. Gad vide hvad der sker hvis man putter den i vaskemaskinen på 30 grader?

Og så tilbage til Annette Danielsen sporet. Efter hendes 10 års jubilæum fandt jeg hendes bøger frem fra reolen, og det kom der jo en Perlehyacint ud af. Nu er der også en Tankestreg på vej. Den er fra bogen "Strik en stund". Den har jeg store forventninger til. Jeg er i gang med første ærme.


Juni har været en måned i "Strikkens tegn" - Lene, Birgitte og jeg har været på kursus i mønsterstrik hos Tøndering v. Lise Vaaben. Vi er garvede strikkere, men alligevel er det dejligt med inspiration og det er et utrolig fint kompendium, vi har fået med hjem fra begge kurser (maj og juni). Lene tog lige et par pinde til en kop kaffe i haven inden hun kørte retur til Aalborg.


Og så har der været Garnstafet. Birgitte, Dorte og jeg fik lokket Mariann med, og det var så hyggeligt at se hende igen. Det blev både til osen i garnbutikker og til lidt andre butikker (det må man godt selv om man er på garnstafet). Vi opgav hurtigt at nå alle garnbutikker. Især fordi vi glemte at få stemplet i nogle at de første butikker vi besøgte. Det var faktisk næsten en lettelse, for så havde vi bare god tid til hygge, og til frokost på Perchs.


I dag står den på besøg hos Dorte i Randers.

Sommerferie? Ikke endnu. Ungerne har fået ferie, og i denne uge kommer kusine Julie på besøg hos Lise, så der er dømt tøsehygge. Jeg har et par travle uger endnu, men kan ligesom mærke ferieglæden begynde at boble i maven :-)

Sunday, June 4, 2017

Et helt indlæg om Annette Danielsens trøje "Perlehyacint"

Besøget i Todbjerg til Annette Danielsens 10 års jubilæum var både en "strikke- og tidsrejse". At gense de mange modeller - dem jeg har fået strikket og alle dem jeg har drømt om - men ikke fået strikket endnu, gav mig lyst til tage hjem og se alle mine AD-strikkebøger igennem igen.


Det kom der en Perlehyacint ud af. Modellen er fra Annettes bog "Blomsterstrik", og jeg er i den grad vild med resultatet. Perlehyacint kandiderer til titlen "yndlingsstrik" og årets strik.  Jeg bruger den som jakke - især til nederdel, men den er også fin til bukser.


Trøjen blev strikket af rester (Tvinni - Råhvid, Duo - Rosa, Knold - Lyseblå og Lysegrå, Geilsk - Mellem grå samt Mørk grå (bundfarve). Bundfarven kom fra et tørklæde der havde ligget ufærdigt meget længe - et kuldsejlet projekt fra 2014. Det var en hel befrielse af trævle det op, og genbruge garnet til noget andet.



Jeg har strikket en str. X-small i bredden ved at slå færre masker op under armene og en large i længden. Derudover havde jeg lidt problemer med mønsteret som blev løst ved at en vrang pind blev konverteret til en ret-pind og så passede pengene i mit hoved.

Knapperne er fra Birthe Sahl - smukke sorte keramikknapper købt i Saltum for nogle år siden.


Inspirationen kom egentlig fordi der stod Perlehyacinter på sofabordet :-)