Wednesday, June 30, 2010

Bryllups-outfit med modifikationer

Først: Danseskørtet har bestået "prøven" (en hel dag på kontoret). Den holder fint faconen. Dog skal jeg lige glatte den når jeg rejser mig op - ellers har jeg et nydeligt W med bløde buer på bagen! Blåt garn til nr. 2 er i hus.


Vi skal til bryllup i august måned - et stort et med 150 gæster. Jeg har overvejet længe hvad jeg skal have på - og har lyst til noget festligt (?) hjemme-strikket! I weekenden faldt jeg over Zinzin på Knitty, som jeg mener kunne blive flot med modifikationer. Blusen skal nå mere (næsten helt) sammen i ryggen, og holdes sammen bredt silkebånd som snøres hele vejen ned og bindes med en sløjfe for neden. Sølvgrå bluse med koksgråt silkebånd og en koksgrå nederdel (den skal jeg liiiiiige have syet).

Opskrift på Hyldeblomstsaft
Jeg bruger en "standardopskrift" - men putter mere vand i. Synes stadig det er rigeligt sødt - både i kølig hvidvin og bare som saft:
- ca. 40 hyldeblomstskærme
- 1 kg økologisk rørsukker - lyst
- 4 tsk citronsyre
- 2 økologiske citroner i skiver
- 1-2 tsk atamon
- 3 liter kogende vand (1 liter mere end i originalopskriften)

Sukker og citronsyre opløses i 1 liter kogende vand. Hyldeblomst og citroner ligges i lag skiftevis i en skål. Sukkervandet hældes over. Resten af det kogende vand og atamonen hældes over. Der røres rundt. Trækker i køleskabet i 3 dage. Sies, puttes i flasker eller fryses ned.

PS: Drops holder sommerudsalg, så et nøgle Muskat bomuldsgarn koster lige nu kun 17 kr. ;-)

Tuesday, June 29, 2010

Lille Miss Hyldeblomst

I år var jeg forberedt! Det skulle jo nødigt gå som sidste år hvor jeg ikke rigtig nåede det.

Rørsukker, citronsyre og økologiske citroner lå klar. Nu er der sat en gryde med 6 liter hylde-blomstsaft til træk i køleskabet.

Lise synes blomsterne er så smukke. Det er de også, men de kommer hurtigt til at lugte mærkeligt i buketter..... (jeg taler af erfaring ;-) De er ellers så fine sammen med bonderoser - en kort tid.......

Monday, June 28, 2010

Mere sommerstrik - i haven ;-)

Sommeren er kommet, og i år har jeg rigtig meget lyst til at strikke sommerbluser. Havde ellers sagt at det der bomuldsstrik - det gad jeg slet ikke mere.
I lørdags slog jeg op til en drops model. Jeg havde en del garn til overs efter nederdelen, så beholdningen er blevet suppleret med et par ekstra nøgler.
På grund af ferien til Kreta hvor der forsvand næsten 2 weekender, dårligt vejr, og mange andre aktiviteter var vi kommet MEGET bag ud med hensyn til ukrudtet i haven. Vi tog en ordentlig tørn i går, og nu ser der såmænd ganske pænt ud. Vi mangler lige et par enkelte kroge, men det er overskueligt igen.
Og så håber vi bare at det gode vejr holder, for der er endnu 2 uger til vi begynder vores sommerferie..........

Saturday, June 26, 2010

Isabella - en sommerbluse

Isabella er færdig, og jeg er ganske godt tilfreds. Jo - der er da ting som jeg ville gøre anderledes hvis jeg skulle strikke den igen - f.eks. lidt færre masker til ærme-kanterne, som flapper, men alt i alt tror jeg det blivet et sommerhit hos mig, bare vejret arter sig.
Faktisk kunne jeg godt finde på at lave en mere, bare i en anden farve. Det er et hurtigt projekt - kun 2 stykker, til gengæld tager monteringen forholdvis lang tid.
Faktaboks: Mønsteret er fra Knitty.com - Isabella. Jeg har strikket den på p. 3 og str. small. Garnet er Safran fra garnstudio, og jeg har brugt ca. 4 nøgler.

Thursday, June 24, 2010

En midsommerbluse

Det blev næsten til en midsommerbluse. Jeg mangler dog stadig sådan liiigggeee det sidste. Planen var den skulle laves færdig Sct. Hans aften, mens vi sad om bålet, men Søren skulle aflevere stil torsdag, og det gik ligesom ikke den rigtige vej med det! Han skriver de mest fantastiske eventyr og gyserhistorier, men - at bearbejde tekst om Michael Jackson, og så skrive en stil om hans liv - det var ikke lige Sørens livret. Vi var færdige onsdag aften kl. 18.30 præcis, og så skulle der jo nåes en del med borddækning, snobrød, og diverse tilbehør, alt imens Jørgen var ved at brænde haven af! Så - ingen strik.

I aften har Lise ligget med 39,2 i feber. Ungerne og jeg skal ellers have boller med til klasserne i morgen tidlig, men det kan være det ender med at Søren og jeg må tage afsted uden Lise. Hun havde ellers glædet sig til det, og sidste skoledag er da også noget særligt.

Faktaboks og et bedre billede taget i dagslys kommer når Isabella er helt færdig.

Monday, June 21, 2010

Fruen i skørtet

Jeg forstår godt Lenes følelse af et danseskørt - måske er det lufthullerne, måske er det flæsen, det hele bevæger sig dejligt, når jeg går. Efter i går ligger regndans måske nærmere end salsa.

Jeg er super glad for min lidt reviderede model af Indigo Ripples. Jeg er spændt på om Ulla/ Strikke-forskers tip om at strikke en sytråd med virker, eller om nederdelen bliver "balleformet" bag på efter at jeg har siddet ned. Iøvrigt var det let at strikke sytråden med, dog anbefales det at have tråd og garn hver for sig, ellers kommer der et større udredningsarbejde (taler af erfaring).

En sort eller mørkeblå nederdel ville klæde både mine blege ben (tænk jeg har lige været en uge på Kreta) og min lår bedre. Lene siger godt nok at jeg ikke må sige noget grimt om mine lår, for de kan høre det, men.....

Alt i alt er nederdelen et hit, og jeg vil bestemt lave en mere i løbet af sommeren, denne gang med fuld flæse.

Faktaboks findes her.

Sunday, June 20, 2010

Udenfor en våd søndag og lidt strik

Hvorfor kun have vandkamp når solen skinner - man bliver jo alligevel våd..... Og hvad er så bedre end en vandkamp en kedelig søndag.
Jeg gik ude og fejede terrassen ren i regnvejr og rensede efterfølgende stakittet af med haveslangen. Jørgen kom ud fordi han skulle vande i drivhuset - det skulle han aldrig have gjort. For jeg kunne simpelthen ikke lade være..... Det udviklede sig til en familievandkamp i regnvejr ;-)
- Og Jørgen endte med at vande i drivhuset kun iført underbukser..... Jeg måtte ikke tage billede!
Nu må det gode vejr godt komme.....

En lille bolero fra designklub:

Saturday, June 19, 2010

Et stort brød....

Jeg har glædet mig hele ugen til at sidde ved morgenbordet med avis og hjemmebagt brød. Synes faktisk at man har brug for et par fridage efter en ferie.......

Jeg tog mig sammen i går morges inden jeg kørte på arbejde og rørte dej sammen. Det er så let, og både smager og mætter meget bedre, at det man køber hos bageren.

Opskrift på Nix pille brød:
Ca. 9 dl. lunken vand
10 gr. gær
ca. 1 kg. mel (af forskellig slags - f.eks. 300 gr. hvid hvede, 300 gr. durum og resten almindelig mel)
3 "store" teske fuld salt

Det hele røres sammen med en grydeske i en stor skål. Det skal være hårdt at røre rundt, men dejen skal absolut ikke kunne æltes....
Lad det stå til hævning hele dagen og og det første af aftenen under et vådt klæde

Put vand på hænderne, frigør dejen fra kanten i skålen og "fold dejen" indtil du har en kugle (der må ikke æltes!!), flyt kuglen hurtigt over i f.eks. et ovnfast fad, springform eller lign. med bagepapir, og bag brødet ca. 45-50 minutter i en 210 grader varm ovn.

Resultat: Et stort brød!

Egentlig stammer opskriften fra Camilla Plum, men jeg har ikke en gryde med låg, og det andet virker lige så godt. Hævetiden i hendes opskrift er 18 timer, men så synes jeg dejen "får skorpe", så jeg nøjes med ca. 12 timer.
Marmeladen er lavet af brombær fra sidste år og rabarber fra i år. En god kombination.

I dag skal vi til polterabend - hver sin! Mændene skal se fodbold i aften, så jeg vil egentlig hellere afsted sammen med dem, men - det er vist ikke en mulighed. Jørgen har lovet at sende sms'er med evt. mål!

Thursday, June 17, 2010

Indigo Ripples - en nederdel er hoppet af pindene

Først glimt af Indigo Ripples. Den er lige hoppet af pindende, så der er masser af ender der skal hæftes, og den skal blokkes.

Jeg er så spændt på den!

Faktaboks: Nederdelen er strikket af 1 tråd grå Muskat fra Garnstudio og en tråd almindelig sytråd. Jeg har brugt ca. 7 nøgler. Jeg har lavet små ændringer i forhold til mønsteret - bl.a. har jeg ikke fortsat udtagningerne efter hoften, og heller ikke i hulmønsteret. Flæsen for neden er også reduceret til en lidt mindre kant.

Wednesday, June 16, 2010

Mad med mere

Jeg bliver nødt til at gøre lidt reklame for 2 restaurenter på Kreta, Chania, Agia Marina - hvis du nu tilfældigvis skal til Chania i sommerferien.

Den ene restaurent - Poseidon (ligger ved siden af hotel Amaltia) - har Jørgen besøgt med mellemrum siden 1988. Så han (og efterhånden også os andre) er kendte ansigter. Vi kommer der trofast til frokost de fleste dage - både på grund af den skønne brede sandstrand, og så på grund af maden. Søren har snakket om Small Fish i et år, så det bestod den første frokost af. Hele familien spiser dem - med øjne, skellet osv. - på nær mig!

Den anden restaurent faldt vi over sidste gang vi var dernede. Nymfi, der er ejet af et græsk/svensk par, har en super legeplads, samtidig med at de serverer lækkert mad. Der indtog vi vores aftensmad. Nymfi passer helt perfekt til vores familie. Ungerne spiste i en forfærdelig fart, så de kunne lege med alle de andre børn i alle aldre, og vi kunne hygge os med mad og retsina i ro og mag.

Eventyrlystne kan man ikke kalde os ;-) - måske lidt kedelige, men det er også hyggeligt at møde op i restaurenterne, blive genkendt og budt velkommen.
Jeg kunne såmænd godt tage afsted igen.......

Ud over strik fik jeg læst "Uendelige Verden" af Ken Follett. Den kan absolut anbefales! Faktisk var det svært at ligge den væk, når jeg først kom igang. Der er læsning til et par dage - lidt over 1.000 sider. En tung sag at slæbe frem og tilbage fra stranden, men det gik!

Ulla - du kan se at den lyserøde kagenederdel stadig passer ;-)

Sunday, June 13, 2010

Det er koldt ;-)

Vi forlodt et meget solbeskinnet Kreta, Chania i går aftes. I eftermiddags var der 38 grader i solen, så det var noget af en kold oplevelse at lande i Billund i nat.

Vi har badet, gået ture, læst, spillet strandtennis, bold, kort og terning. Og så har vi spist, spist og spist. I det hele taget har vi haft en fantastisk uge nede syd på. Hotellet var rigtig dejligt - Blue Sky. Lejlighed med 3 altaner, og et meget hyggeligt poolområde. Og så er vi blevet vækket tidligt hele ugen (kl. 06.30 af underboen med en barn der skreg til ca. kl. 08.00, hvor de forlod lejligheden...) Joooee - vi har fået noget ud af dagen.
Og så har jeg selvfølgelig også strikket. Faktisk er strikketøj på stranden praktisk ;-) Det er lettere at holde øje med ungerne, når der flyttes masker, end når man er begravet i en god bog.
Isabella mangler at blive syet sammen og få kanter ved ærmerne.
Nederdelen vokser. Den skulle have været blå, men det var ikke til at opdrive blåt mercericeret bomuldsgarn i en fart inden vi rejste. Var ellers 2 steder, så det endte med sølvgråt. Jeg strikker en sytråd med, og er spændt på om det gør at faconnen holder.

De første par dage var der en dejlig vind, der også gav bølger på stranden. Og det var lige noget der passede Søren og Lise.

Bastian - han er godt fornærmet. Vil slet ikke snakke med mig, selv om det første jeg gjorde i morges var at køre ud for at hente ham hjem.....
Reklameindslag for vores 2 foretrukne restaurenter kommer senere. Nu vil jeg tage mig sammen og pakke lidt strikketøj, på trods af at jeg først kom i seng kl. 03.00 i nat - for jeg skal nemlig til strik in hos Irene. Og Ihhh hvor jeg glæder mig. Falder jeg i søvn vækker de mig vel når de andre går hjem.

Wednesday, June 9, 2010

Hjertebanken

fik jeg loerdag morgen, da jeg opdagede, at ungerne pas var udloebet. Sjovt nok taenkte jeg paa det fredag aften, men eftersom vi ikke havde modtaget brev, saa maatte de jo stadig gaelde....

Nix - de udloeb d. 26. maj i aar!!! Og - efter at kommunen har overtaget skal man selv tjekke - ved jeg nu. Naa - jeg fik efter en del ventetid i telefonen fat i politiet i Billund lufthavn, og vi fik besked paa at moede op i god tid inden afrejse, saa skulle de nok forlaenge boernenes pas med en uge. Puuuu ha. Var lige ved at tro at vi ikke kom afsted igen. Foerst en askesky og saa dette. Men alt gik godt - heldigvis.

Der er 37 grader paa Kreta i solen om eftermiddagen :-) Bare saadan til orientering.

Wednesday, June 2, 2010

Lilla og grøn

Nu mangler jeg kun at lave én - og så holder jeg en lllllaaannnggg pause fra strik af mobilsokker - håber jeg.
Synes ikke rigtig at de småprojekter sluger noget af restegarnlageret.
Tror jeg skal have gang i en nederdel som er lidt at et hit i strikkeklubben - Løvfald af Annette Danielsen (vist i Lenes version).
Jeg må indrømme, at jeg også er lidt lun på denne sommernederdel - men jeg er meget usikker på om faconen vil holde. Tør jeg strikke en nederdel i bomuld? Hvordan vil den se ud bagpå efter at man har siddet ned? Kan jeg nå at købe garn inden lørdag?

Modellen hedder Indigo Ripples og er fra Interweave.

Tuesday, June 1, 2010

Epidemi

Endnu en mobilsok blev afleveret i dag. Jeg har fået bestilling på 2 mere ;-) Den ene til klasselæren......

I dag kom Lise glædestrålende ind i stuen med fjernbetjeningen til tv'et i soveværelset. Den har været væk siden lørdag formiddag efter Lise morgenhyggede derinde. Jeg har ledt - og ryddet op - og ledt alle vegne, for det kan godt være at et fjernsyn fungerede i "gamle dage" (jeg kan godt huske det - dengang der kun var én kanal) uden fjernbetjening, men - den går altså ikke i dag! Hvor lå den? Såmænd bag nogle bøger i hendes reol!

Lise har talent for den slags. På et tidspunkt havde jeg bestilt noget stof på nettet, og Jørgen mente bestemt at han havde modtaget pakken en dag jeg ikke var hjemme. Til sidst opgav jeg at lede, og bestilte et nyt stykke stof. Lige efter modtagelsen fandt jeg den første pakken uåbnet i en af Lises små kufferter......

Vesten har fået nyt hjem hos en venindes datter - et højt slankt siv ;-)