Sunday, January 24, 2016

Socks in the city - Polka Dot Socks

Mit første par sokker i 2016 er fra hæftet "Socks in the City": Polka Dot Socks, og selv om det de nok bliver en anelse for tykke til mine sorte snøresko er jeg tilfreds med dem.


Inspirationen kom fra Anne (Mandagspigen, der forlod denne jord alt for tidligt). Hun havde strikket et par uldsokker til klipklapper, og det var egentlig derfor jeg købte strikkehæftet. - Men man planlægger et strikkeprojekt indtil der kommer en ny idé......


Arbejdstid: Noget hurtigere end de andre 2 farvede projekter jeg har haft gang i. Et færdigt stykker strikketøj på ca. en uge. Dejligt!


Fakta: Mønster fra hæftet Socks in the City - Polka Dot Socks, strikket i Fabel Superwash Sokkegarn (lagergarn) i farverne sort og råhvid. Strømperne er strikket på p 2,5. Jeg har lavet enkelte justeringer ved hælen, som er strikket meget enkelt for at få polka dot mønsteret til at passe. Første strikkede jeg som det stod i opskriften, men jeg havde for lidt plads over vristen og huller ved vendingerne. Derfor slog jeg 4 masker mere op til selve hælen, og jeg anvendte omslag ved vendingen. Resultatet blev noget bedre.


Kjole fra det nyeste Marie. Den er strikket top down og derfor meget let at strikke op i en str. 14 år.
Jeg har vist kjolen/billedet til Lise og spurgt hende om hun ikke gerne vil have kjolen. "Nej tak - mor, jeg går jo mest i bukser" - var svaret. Jeg er nu ligeglad. HUN SKAL...... :-) Håbet er at når hun ser kjolen færdig, så vil hun elske den. Jeg tænker på en varm mørkerød farve eller mørkeblå, og i bomuld/uld. Måske en julekjole til julen 2016 (jep - planlægning i god tid ).

Sunday, January 17, 2016

Dejlig selskab og strikkeinspiration på en lørdag

Korrespondancen mellem Lene og jeg har i en lang periode haft overskriften "efterårsstrik" - det lykkedes endelig i går, og sikken en dejlig dag vi havde.


Vi startede med brunch på Cafe Hack, og derefter besøgte vi Tines Garnkiste og Tøndering Strik. Jeg købte ingen garn i går - kun Helga Isagers nye bog "Room 606".


Der blev også til en rundtur i byen, bl.a. med et besøg i Perchs efter the, i en italiensk specialbutik efter et godt stykke ost, og lidt chokolade blev det også til. Jeg havde bagt brød inden Lene og jeg tog ind til byen, så da vi landede hjemme hos mig om eftermiddagen, og endelig kunne finde strikkepindene frem, var der friskbagt brød til osten, the'en og chokoladen. Vi drak "Hvid vinter" en skøn krydret the, der minder meget om en julethe, og som passede perfekt til vejret.


Lene har sammen med Vibstrik et mål om at strikke 12 sjaler og 12 par sokker i 2016. Jeg er hoppet en lille smule med i selskabet - forstået på den måde at jeg har committet mig til 6-7 par sokker og 2-3 sjaler :-) - og med retten til at blive moppet fordi jeg ikke går "all in".

Jeg har ret meget sokkegarn liggende som trænger til at få fødder at gå i. Faktisk slog jeg op til det første par sokker i går aftes - synes "sneboldene" passede fint til vejret og til håndboldkampen, som Danmark jo heldigvis vandt! Sokkerne passer fint til den sko-stil jeg har skiftet til (grundet min ryg - 10 minutter i høje hæle og jeg har et hold i ryggen). Væk er de højhælede elskede Billi Bi (som står til pynt i garderoben) - istedet går jeg ofte i snøresko. Disse var på nytårsaften, og kan sagtens bruges til en sort nederdel og fin bluse når det nu ikke kan være anderledes!


Jeg er nået til hælen, og håber at det lykkes mig at strikke 2 af slagsen (jeg plejer ofte at "strande" efter 1 sok).

Jeg glæder mig allerede til forårsstrik med Lene (som jeg vitterlig håber BLIVER forårsstrik) i det nordjydske.

I dag har jeg haft alt sengetøjet ude - dyner, puder, madrassen. Lige om lidt skal henter jeg dyner og puder ind, så jeg kan få lagt sengelinned på, men madrassen får lov til at stå ude i frosten et par timer til. Det hele kommer til at dufte og føles så friskt når vi går i seng i aften.

Friday, January 15, 2016

En tofarvet Bits

Mit Bits - Frisk fra fad...... Jeg lukkede de sidste masker kl. 00.20 i går aftes. Det er jo ikke sådan at stoppe når man næsten er færdig. Nu hænger den på ginen og venter på at alle trådene hæftes, og så en tur i vaskemaskinen. Jeg tror den bliver et hit, og glæder mig til at den er klar til brug.


Jeg har valgt kun at strikke den i 2 farver. Jeg synes det giver et flot og enkelt resultat. Jeg var dog lidt bekymret over garnmængden (det er jeg ret ofte for tiden.....) - men det gik!


Det ene nøgle hvid Sofistica, jeg har til overs, kunne måske blive til en Bits nr. 2 - alt efter hvad Tine har på lager i Garnkisten.

Jeg nåede lige et par tusmørke billeder inden det blev helt mørkt udenfor. I dag har været en dejlig lys dag.

Jeg glæder mig til i morgen for Lene kommer til Århus. Jeg har bestilt bord til brunch på Cafe Hack, derefter skal vi forbi Tines Garnkiste og Tøndering Strik, og så hjem til mig for at strikke og hygge. Jeg håber vejret vil vise sig fra en nogenlunde venlige side, så Lene ikke strander i Nordjylland.

Sunday, January 10, 2016

Farveskift til søndagshygge

Egentlig ville jeg strikke første ærme færdig på Bits i dag, men i stedet har jeg hygget med et andet projekt og lidt bredere striber. Det har været en afslappende søndag med hjemmebagte boller, vasketøj i maskinen, Netfix på fjerneren og strikketøj i hånden.


Jeg har strikket på Christel Seyfarth trøjen. Ærmerne og belægning til forstykkerne er strikket. Belægningen er strikket i forlængelse af den ombukkede kant, og skal klippes op sammen med forstykkerne. Nu strikker jeg på båndet der skal syes på for at skjule opklipningerne. Der ser lidt sjovt ud med alle de orange tråde - ikke :-)


Udenfor dalede sneen - og indenfor var der tændt sterinlys. Lige sådan en søndag jeg trængte til.


I går var manden og jeg i biografen. Julegaven fra vores søn var biografbilletter. Vi så "The Hatefull Eight" - en Quentin Tarantino-film. Jeg kan rigtig godt lide hans film - måden tingene bliver fortalt på, den skæve humor, - og at fortællingen ikke altid sker i kronologisk rækkefølge. Til gengæld er der flere film, hvor jeg aldrig har set/kommer til at se det hele - både i går og også da jeg så Django Unchained var jeg nødt til at lukke øjnene. I går må jeg indrømme at jeg vist også fik mig en lille lur. Den var lidt langtrukken indtil tingene rigtig begynder at tage fart.


Indkøb i Netto til aftensmad - incl. bog til 50 kr.: "Hæklelyst", der ud over opskrifter også indeholder en hækleskole. Jeg synes det er hyggeligt at hækle og vil gerne lære mere.

Friday, January 8, 2016

Stjernestunder i 2016

- regner jeg med at jeg skal have i selskab med stjernesjalet designet af Bodil Munch - julegaven fra min mand der lå under juletræet :-)


Jeg var nok kommet til at snakke lidt meget om et smukt sjal, jeg havde set da vi besøgte Bodil i november måned...... Jeg er så glad for mit Løvfaldssjal. Jeg bruger det rigtig ofte, og hvorfor ikke have lidt farver at skifte imellem. Sidste sjal tog 9 måneder. Det gør dette nok også (med en smule andet strik ind imellem) - og det er helt OK når resultatet bliver så dejligt.

1 down - about 50 to go! Første arbejdsuge i det nye år er afsluttet. Og en ganske god uge var det! Her til aften har Lise lavet pizza til os, som vi har nydt sammen med et godt glas hvidvin.

Jeg vil sætte mig i sofaen og strikke videre på Bits. Jeg er igang med ærmerne, og synes det er rimelig anstrengende at skulle skifte farve efter hver pind. Tråden skal snoes og holdes til. Man kommer ligesom ikke rigtig fremad...... Men jeg klør på, for jeg tror denne bluse ender med at blive et hit!

Thursday, December 31, 2015

En forsinket glædelig jul og et godt uldent nytår!

December er gået uden ret meget aktivitet her på bloggen. Der bliver nu strikket igen - mere om det længere nede i indlægget.


Det har været en skøn juleferie med tid til både afslapning, gæster og et par ture ud til gode venner. Hjemme har vi afholdt "Matador maraton" - med Agnes, Laura, Røde og Maude. Noget vi alle 4 kan samles om og hygger med. Vi er kun nået til og med afsnit 12 - så vi kan hygge nytårsdag med et par afsnit mere.




Året 2015 er næsten ved at være slut og vi indleder snart et nyt et af slagsen. Jeg synes at tiden går alt, alt for hurtigt. I år skal Jørgen og jeg til nytårsfest uden børn! Det er første gang siden ungerne kom til. Lise blev afleveret hos kusinen i går, og Søren holder fest herhjemme for 4 mand stærk. Et LAN party - så computerne er i centrum og der er ingen kvindelige deltager. De laver selv hovedret, men får desserten serveret. Jeg har været i gang med en opskrift fra Alt for Damerne: Chokoladekager med nougat- og solbærcreme (20 stk. - 4 til dem og 16 stk. til "voksenfesten").


Lysten til strik kom igen samtidig med at jeg fik juleferie. Der strikkes bl.a. på Bits.


Efter en lidt stresset afslutning på arbejdsåret lå jeg og kunne ikke sove. Og vupti kom der en strikke/hækle idé, hvorefter jeg faldt i søvn og sov dejligt :-) Det beviser bare at uld i metermål er terapi.


Næste år skal der til julen hænge en råhvid fluffy kjole klar. Det er kjolen fra Nordiske Masker 2 - dog med lidt modifikationer. Garn havde jeg nok af - troede jeg. Men da jeg var godt i gang opdagede jeg at silkemohairen kun var 25grams nøgler og jeg skal bruge 200 gram! Jeg købte 4 nøgler til en trøje, og der skal jo mere til en kjole. Jeg har sendt en mail til Garnudsalg om de har noget på lager, da jeg ikke kan finde det på deres hjemmeside. Håbet er lysegrønt (eller råhvidt).  Indtil videre holder jeg pause med hækleriet.


Den anden tråd er noget af det allerførste garn jeg købte hos Garnudsalg, dengang Kenneth var nystartet. En stor cone af noget skønt uld/alpaca, der både er blevet til kjole, trøje og sjaler, og nu regner jeg med at bruge det sidste til endnu en kjole.


En forsinket glæde jul og et godt nytår ønskes i derude i blogland. Jeg glæder mig til mange gode strikkestunder sammen med jer i 2016.

Monday, December 14, 2015

Julestrik på matriklen

Den årlige julefrokost i strikkeklubben - som I år var en julebrunch - blev i dag afholdt hjemme hos mig. Oprindeligt skulle vi mødes kl. 10 - men jeg havde lavet en dobbelt booking med billetter til Snedronningen på Århus Teater. Julebrunchen blev flyttet til kl. 9 - og vi nåede da både morgenmad, strik, pakkespil og lækker kage. Jeg ville så gerne have at de blev lidt længere, men eftersom Lise og jeg skulle være i teateret kl. 15, så ophørte selskab kl. 14. Jeg synes næsten ikke jeg nåede at strikke - (hvilket er generelt lige for tiden! Jeg mangler gnisten).


Tilbage til dagen, der var sammenskudsgilde - jeg skulle bare bage brød. Mariann var desværre nødt til at melde afbud, og stakkels Kristina blev syg, men sørgede alligevel for at levere pandekager og gave til pakkespillet. Derudover kom Birgitte med knækbrød og ost, Dorthe juice, Berit marmelade og Daddelkage, Tine chokolade og Helle yoghurt med æblekompot og müsli.


Klar til pakkespil - Birgitte endte med at blive den store pakkevinder med hele 5 pakker. Til gengæld var Berit så heldig at hun fik "den lede stjerne" med hjem :-)


Dorte var næstbedst med 4.


Da Lise og jeg kom hjem fra teateret havde manden klaret alt oprydning. Dejligt :-)

Når jeg ikke strikke på Ormegravertrøjen, strikker jeg på Bits. Jeg fik et gavekort til Tines fine nye butik i fødselsdagsgave, og det blev omsat til et Bits kit i koksgrå, sort og hvid.