Monday, March 29, 2010

Helga Isagers cape

Lise i capen - den er absolut et hit. Hun glæder sig til det bliver lidt varmere, så den kan bruges som overtøj.

Lise: Mor - jeg har lige klippet en tråd af.......
Gitte: Hvad - nej - hvor - stooopppp!!!!!!

Lise fik lov til at rende lidt rundt i capen i går aftes, hvor alle tråde endnu ikke var hæftet. Jeg måtte trævle lidt op på kanten for neden, og lukke lidt strammere af, så jeg havde 3 cm at hæfte med. Hvordan skulle hun også vide at sådan nogle ender skal hæftes....

Fakta: Mønster fra Helga Isagers bog "Strikketøj". Jeg strikkede den et nummer strørre end den str. 5-6 år, der er i bogen - dvs. jeg slog 8 masker mere op, og fik dermed 2 mønster- rapporteringer mere på capen. Bæltet skal ifølge opskriften være 140 cm - det er kun ca. 125 og rigeligt langt. Der er gået ca. 250 gr. garn til capen, der er strikket i det blødeste lammeuld Welna Merinos, købt i Terapi Hobby i Hasselager til 39 kr. pr. 100 gr.

Jeg burde nok have brugt en anden farve til lyse Lise, men nu passer den da til stort set alt.

Jeg skal absolut også have en - garn er indkøbt i gråt.

Sunday, March 28, 2010

14 masker - 140 cm

Jeg er ved at strikke bælte til Lises cape. Gab - hvor er det altså kedeligt. Jeg har det med mig overalt hvor jeg går, for både hun og jeg er utålmodige med at få capen gjort færdigt, og nu skal det bare overståes.....

I eftermiddag skal jeg i gang med at sy gallakjole for en venindes datter. I chiffon! I og for sig synes jeg det er et rigtigt spændende og udfordrende projekt, og derfor sagde jeg også ja, men tid er i forvejen en mangelvare, og jeg får i den grad "præstationsangst". Plus - den anden aften kom jeg til at tænke på, at man jo ikke kan pille op i chiffon - det går så let i stykker. Fremover - har jeg lovet mig selv - bliver der kun syet til Lise og undertegnede!
Sylvia - dette må uanset resultat tælle for flere point i gavealongen....

Men først skal der rydes op i hobbyrummet.... Jeg kan ikke finde min stofsaks, og mon ikke en oprydning kan hjælpe på det.

Friday, March 26, 2010

Lidt prinsesse har man vel lov til at være?

Mange tynde uldrester bliver snart til "Prinsessen på ærten". I første omgang vil jeg prøve at strikke modellen fra "Det er ganske vist" op i voksenstørrelse - altså en prinsessetrøje til fruen her. Der er sikkert også garnrester nok til en til Lise efterfølgende.
- Og så skal jeg vist lære at strikkehæfte!
Der er ellers efterhånden ikke meget prinsesse over Lise. Hun har arvet den fineste lyserøde gymnastikdragt med lidt sølv i + lyserødt skørt. Men tager hun det på? "Mor - jeg vil altså hellere have de sorte gymnastik busker og en t-shirt med". Jeg er ikke sikker på at moderen er helt ovre den lyserøde periode, og hun er jo stadig min lille pige.
Folklore er på pindende igen. Jeg har taget ca. 30 masker ud, og nu tror jeg den passer.

Ellers er der dømt Påske-ferie for Lise, Søren og jeg. Dvs. jeg har et par timers arbejde til mandag formiddag, men så!!!!
Jeg var i biografen i onsdags sammen med kollegaerne (Alice i eventyrland med bl.a. Johnny Depp). Der så vi forfilm til "Sådan træner du din drage". Konklusion: Den skal hele familien ind og se en dag i påsken.

Tak for råd til capen, og god Påske til alle der læser med.

Tuesday, March 23, 2010

Lang - længere?

Jeg har lige brug for lidt rådgivning - er ikke så velbevandret i Cape-strikning. Hvor lang skal sådan en egentlig være?

Helga Isagers opskrifter til en str. 5-6 år siger 34 cm. Lise skal have en str. 6-7 år, og lige nu er capen 43 cm fra mønsterstart. Skal den være længere?

Kanten skal vel ikke nødvendigvis være ved håndledet - eller? Kan ikke rigtig se noget af billederne i bogen.

Se venligst bort fra strygetøjsbunken i baggrunden.

Monday, March 22, 2010

Til manden der har alt

Vi stod på messen i Middelfart i går og kiggede i gamle strikkebøger fra 50'erne - bl.a. med hjemmestrikke badebukser til mænd. Og - Vupti - se det nye Knitty ;-)

Er nu ikke helt sikker på at de vil falde i Jørgens smag.......

Sunday, March 21, 2010

Garn og godt selskab

Ligesom mange andre fra blogland har jeg været til håndarbejdsmesse i Middelfart, og det sammen med 4 andre piger, der alle er en smule fattigere end vi var i morges - nogen mere end andre.....

Jeg startede tidligt i morges med sandwich-smørring - læg mærke til uldgarnet omkring pakkerne ;-) Rødt for ost og skinke, gråt for røget laks og hvidløgsost. Tine medbragte grønt tilbehør og væske.

På messen faldt jeg for gråt uldgarn til en ny Bente Rønberg-kjole, og grønt uldgarn til Elizabeth Zimmermann trøjen med den helt særegne historie (læs evt. her), som jeg længe har ledt efter passende garn til. Med hjem kom også nogle små kit - bl.a. "Huse" - små kunstværker er det næsten.

Til sidst sad vi og drak kaffe og spiste dejlige kager, som Berits datter og Birgitte havde bagt. Hvad forplejning angår var intet overladt til tilfældigheder!
Lene, som også havde styr på dagens frugt, havde sin nye smukke lilla trøje på - af uld fra Duddine på Fur. Vi blev enige om, at det er absolut nødvendigt med en sommertur til Fur, for at se og mærke på garnet (læg mærke til jeg skrev "se og mærke" ;-) og så glæder vi os til at se Annette Danielsens nye bog som skal udkomme til efteråret...... Jow strikkeplaner - dem er der nok af.

Saturday, March 20, 2010

Garnspiration

Det er altså lettere at kigge på opskrifter og købe garn derefter - end at have garn liggende og så finde opskrifter der passer. Derfor blev jeg så glad da jeg kom forbi en ny blogger - Sigrid - og faldt pladask for denne drops model, som hun har gang i. Tror sørme at noget af alt mit vinrøde garn passer ;-)
Pindene kom igang igen torsdag aften med Wicked. Pludselig var jeg der, hvor der skulle strikkes lomme til trøjen, og så er der jo ikke lang vej igen. Lommen er på. Jeg strikker lidt ekstra kant på så den får længde, og så er spørgsmålet om der skal lange eller kort ærmer i. Det bestemmer mængden af garn lidt.

Lise og jeg har været inde i byen i dag. Hun - fordi hun havde nogle gavekort til Build a Bear der skulle bruges. Det blev de sandelig også! Og jeg - fordi jeg måtte eje en rygsæk, jeg fik øje på sidste gang jeg var inde i byen. Et stk. ny Oilily er kommet til huset. Synes den signalerer sol, sommer og cykel på arbejde.

Jeg venter på min påskepakke.... Jeg har sendt en afsted.

Thursday, March 18, 2010

Garnfeber?

Først - Tusind tak for alle de søde kommentarer til Sommer i T. Jeg er ligesom gået lidt i dvale efter jeg blev færdig med den. Jeg vil gerne strikke, men synes ikke rigtig jeg har noget som jeg gider strikke. Yeah wright!! Hun må da være fuldstændig tosset....er der tale om en strikkekrise eller måske et tilfælde af garnfeber?

Jeg har flyttet masker på Lises cape uden egentlig gnist. Den bliver noget større og længere end opskriften efter råd fra Nynne.

Folklore er trævlet næsten op. Jeg regner med at hvis jeg tager 30 masker mere ud så ender den med at passe.
Wicked - den gider jeg ikke rigtig lige nu.
Cumulus - jo - måske.
Lille Ida blomster - hmm, nu kommer foråret jo, og Lise er en varm pige. Jeg tror garnet kommer til at ligge lidt på hylde, og så bliver den klar til efteråret.
Der er garn på lager i vinrødt - både Geilsk, Lammeuld, Cascade og Kauni. Hvorfor har jeg lige alt det vinrøde garn liggende?

Nå - skidt pyt - på søndag er der inspirationsdag i Middelfart ;-) og jeg glæder mig til en dag i selskab med andre garngale kvinder, hvor jeg regner med at blive kureret for alle "lidelser".

Sunday, March 14, 2010

Sommer i Tokoy/Tyrol - 99,9%

Jeg kan slet ikke vente med at vise Sommer i Tokyo/Tyrol frem. Sidste masker blev strikket i går aftes - sent. Den er ikke helt færdig. Jeg mangler at strikke masker sammen under ærmet, og så er der en masse tråde der skal hæftes.
Jeg ved det godt - hvorfor strikkehæfter jeg ikke? - Men synes ikke jeg kunne styre 2 tråde hvor en skulle strikkes som dominans + en mere....
Fup og Fakta: Jeg er så glad for den trøje - og det har været alt besværet værd. Ja - faktisk har det mest været hyggeligt og jeg har nydt at bygge mønster på mønster, meeen andet ærme trak lidt tænder ud.
Model Sommer i Tokyo fra bogen Japan af Marianne Isager (MI). Den passer helt perfekt med de modifikationer jeg lavede til MI's medium, som også var mindste størrelse: Rib 224 (MI 256) med udtagning til 264 (MI 288). Ærmerne har jeg strikket helt lange, og der er jeg startet med 52 (MI 64) og næsten endt med samme antal masker som i opskriften 111 (MI 113). Halsudskæring har jeg også ændret på. Istedet for bådudskæring er min strikket med krave, og jeg har sat en ekstra retrillekant ind inden jeg har strikket ribkraven.

Garnet er købt på udsalg hos Geilsk: 7 nøgler á 30 kr. = 210 kr.
Start: Juleferie 2009 - Slut mart 2010.

Det er en enkelt fejl i trøjen som jeg ikke vil nævne her. Faktisk har jeg bestemt mig for at glemme den og bare nyde resultatet.

Gitte: Jørgen - du skal altså lige tage et billede.
Jørgen: Kan jeg ikke lige få morgenkaffen i fred?
Gitte: NEJ!!!

Friday, March 12, 2010

5 omgange - 2 timer......

Denne uge har stået i skolefest-tegn - hele 2 aftener har jeg tilbragt på børnenes skole - først med Søren og så med Lise, så der har ikke været megen tid til strik. Og lige nu tager det ca. 2 timer at strikke 5 pinde mønster, så der er ikke megen fremdrift at vise. Glæder mig til jeg får færre masker på pinden.
I anledning af al festivitassen er hele familien blevet klippet - incl. Bastian, der har fået en ekstra tæt klipning bag til hos dyrlægen. Han blev afleveret som "hr. hund" onsdag morgen, og kom ud som "hund" ;-) Håber det hjælper på hans trang til udforskning af "ukendte territorier"...... Han er så elendig med den lampeskærm på. Stakkels Basse.
Lise og jeg har været en tur i Terapihobby i dag - Der skal mere garn til Lises råhvide cape, og så blev den ene tråd også købt til min cape. Den anden tråd købes her. Så jeg holder ikke helt mit mål om strik af garn fra eget lager......

Monday, March 8, 2010

Skiftevis hver og hver 2. omgang?

Hjælp!! Opskriften til Marianne Isagers Sommer i Tokyo (Japan-bogen) siger at jeg skal tage ind til raglan på skiftevis hver og hver 2. omgang.
Er der nogen der har en idé til hvordan det skal læses? Betyder det
- på alle omgange
- på omgang 1, 2 og springe omgang 3 over
- eller....????

Saturday, March 6, 2010

Fred og ro - strik og kaffe

Sådan er det hjemme hos mig lige nu. Stod tidligt op og var med til 1. halvdel af Sørens badmintonstævne. Kørte hjem og var med en veninden til arrangement med modeshow og butikker.
Er nu helt alene hjemme. Lise er hos en veninde, og mand og søn er til badmintonstævne. På mobiltelefonen bipper resultaterne fra kampene ind.
Her er så fredeligt og roligt, og solen varmer ind gennem ruderne. Det er så sjældent at jeg har huset for mig selv, så jeg nyder det rigtig meget.

Kom i går aftes til at købe dette mønster hos VougeKnitting. Det ser lidt kompliceret ud, men jeg er sikker på jeg kan få hjælp via strikkeklubben efter behov. Fandt boleroen inde på Ravelry, hvor den var strikket lidt længere....... Jeg skal til bryllup i august måned, mon ikke den kunne være færdig til det?

Wednesday, March 3, 2010

KnitPicks forever?

Ikke her! Faktisk er mine fine strømpepinde nr. 2½ i en sørgelig forfatning. Ribben til det sidste ærme til "Sommer i Tyrol", som den nu er omdøbt til (en fortalelse, der har hængt ved ;-), har været strikket i et stykke tid, og har været med rundt til diverse strikkearrangementer, mens jeg lige skulle finde gejsten til at strikke mønster igen.

Og det var åbenbart mere end de stakkels pinde kunne magte - at ligge i en strikketaske sammen med garn og bøger.

Monday, March 1, 2010

Blåt topstykke

Lise i blåt topstykke fra Geilsk. Man strikker og strikker og lige pludselig er man færdig ;-)
Den er lidt stor i det, men så kan den også bruges til næste år.

Kjole var bestilt færdig til i dag, hvor Lise har holdt fødselsdag for klassen hele eftermiddagen, så moderen kom lidt sent i seng i går.

Det er gået rigtig fint. Sådan så der ud inden de kom ;-) De lyserøde hjerter på bordene blev dog hurtigt fjernet fra drengebordet, der synes det var lidt for romantisk........