Sunday, December 14, 2014

Ny kjole i sort og hvid

Det er Tines skyld!!! Hun havde lige været forbi Citystoffer & Garn da strikkeklubben var til julefrokost hos hende. På julegaveindkøbsturen om lørdagen måtte jeg ind i butikken, og nu har jeg en ny kjole. Det sorte og hvide stof er lige mig!


Den er syet efter et gratismønster, som man får med gratis ved køb af stoffet. Jeg valgte mønsteret i str. medium, men skulle have taget en small og så lagt lidt til ved hofterne. Kjolen er lige rigelig stor i overkroppen til mig, men ikke mere end jeg kan leve med det.


Man køber 2 "rapporter" til kjolen - en til for- og bagstykker og en til ærmerne, hvor der også er til en nederdel til Lise.
Længen på kjolen bestemmes af længden på rapporten hvorfor jeg har sluttet af forneden med et kantbånd, ellers blev den for kort til mig. Den er forret (dog ikke i ærmerne).


Kobber-lynlåsen er kun til pynt. Kjolen trækkes over hovedet.

Georg Jensen øreringe

2 stk. Georg Jensen julepynt og 2 stk. øreringe = Georg Jensen øreringe


Juletræerne kom sammen med nogle fødselsdagsgaver, og jeg fik den idé at de kunne transformeres til øreringe.
Lise er vild med dem - men må ikke få dem på i skole. Hun har lånt dem, de dage hun har gået Lucia med kirkekoret, og jeg havde dem på i fredags på arbejde og til julefrokost. De vakte lidt opsigt :-) - selv om de jo næsten forsvinder i mit hår.


Lise har for en gangs skyld sat håret op - det sker ikke hver dag!

Jeg er efterfølgende blevet informeret om at julepynten er fra Inspiration. De koster kr. 10 per stk. Billige øreringe :-)
Juledugen under øreringene er ikke så rød som den har været - den kommer fra min mormor og lå altid på sofabordet mellem de 2 gyngestole op til jul, så minimum 50 år gammel - det er den.

Wednesday, December 10, 2014

Strikket juletræskæde

Min juletræs-kæde er hængt op over pejsen:


Juletræerne er strikket i grønne og røde rester, pyntet med en knap og hæklet sammen på en kæde.



Opskrift fra Hendes Verden i denne uge, dog justeret lidt, således at alle træerne har samme størrelse og de har fået træstub på. Jeg brugte 1 aften på at strikke selve juletræerne og så lidt tid i går aftes på at strikke "fod" samt at montere incl. hæklet snor og knapper på.

Træerne er hverken vaskede eller pressede. De kunne sagtens blive finere, men jeg havde så travlt med at få dem hængt op :-)

Monday, December 8, 2014

Jeg strikker juletræer

Idé fra Hendes Verden i denne uge.


Juletræerne i røde og grønne farver skal hænge på en hæklet snor over pejsen, der endnu mangler at blive julepyntet.


Sunday, December 7, 2014

December "sysler"

Så blev det december med al dens hygge og travlhed i en stor blanding. Der er pyntet op til jul, og stemningen har indfundet sig. Samtidig skal der nåes 4 ugers arbejde på 3 uger. Sådan er det hvert år, og derfor imødeses måneden altid med både frygt og glæde.


Jeg bagte så meget op til min fødselsdag - incl. småkager - at jeg faktisk ikke rigtig gider at bage igen her i december. Jeg har lavet en aftale med Lise, der begrænser julebagningen i år. Lise laver havregrynskugler og trøfler, og så skal der bages kakaosmåkager - sådan nogle, der trilles i kugler og derefter trykkes flade og rillede med en gaffel. Småkager som ungerne har været med til at bage fra de var helt små. I dag nøjedes vi med "Moster Søs imunstyrkende Gurkemejeboller" - en fantastisk opskrift fra Sif Orellana, som jeg ofte bager. Lise og jeg var i nattøj til om eftermiddagen. Sådan en rigtig tiltrængt hygge-advents-søndag.

Sørens adventsgave var denne sweatshirt - heldigvis har vi fået en dreng med humor :-) Blusen har været på hele dagen. (Åh nej - mor, hvorfor skal jeg fotograferes.....)


Det har været en søndag med familiehygge og turbojuleludo :-) Vejret har været til indendørsaktiviteter med grå himmel og regn. "Hvornår kommer der sne" - spørger Lise. Og det kan jeg jo ikke svare på, men det ville været dejligt med et lille lag fint hvid sne til at lyse op.


Strik skal der til, også her i december. Det har taget mig 14 dage at nå til ærmegabene på min Læsø Cardigan i perlegrus-strik. I skrivende stund er det ene forstykke strikket færdigt. Åh - jeg håber den passer. Jeg strikke næsten altid en str. small i Annette Danielsens modeller, men denne er jeg i tvivl om er stor nok...... JEG GØR DET IKKE OM!


Fredag var der julefrokost med Strikkesøstrene. Tine lagde hus til, og det var rigtig hyggeligt, og med dejlig, dejlig mad. Se mere på Tines blog.


Som altid spillede vi pakkespil. Utrolig som der går ild i strikkesøstrene når det gælder om at høste pakker..... Kort tid inden Tines telefon ringede havde jeg 5 pakker, men der var nogen der stjal dem. Heldigvis fik jeg kriget mig 2 nye - også et ganske fint resultat.

Sunday, November 23, 2014

Simple living og fødselsdagsfest

Simple Living? - Nix - ikke her - for hvordan skulle jeg kunne klare mig uden mine 3 arvestykker - kaffestel fra min mormor, oldemor og svigermor. De fylder godt i skabene med tilhørende fade, kaffekander, flødekander, sukkerskåle og små askebægre, som der jo hørte til "i gamle dage", og kommer frem hver gang der skal trakteres i større mængder.


Da jeg var lille - omkring 6 år - fik jeg en kop og en underkop med hjem hver gang jeg besøgte min oldemor, så da hun døde var arvingerne jo nødt til at give mig resten af stellet :-) Jeg passer godt på det selv om det er slidt.


Mormors stel og svigermors stel. Pynten var et rødløg omkranset af buksbom i kaffekopper.

Der var bestilt ost og pølsebord fra Ladding Ostemejeri og dertil hjemmebagt brød, knækbrød og rugbrød samt skyr med musli og hjemmelavet rabarber/jordbærkompot. Til dessert hjemmebagte kanelsnegle, 2 slags cookies og chokolade. Til dem der blev til aftensmad lavede Jørgen græskarsupper.

Min mand fortjener meget ros. Han stod i køkkenet hele dagen i går. Da alle var gået blev jeg sendt i seng / til afslapning og så klarede Jørgen al oprydning, opvask m.v. Da jeg stod op i morges, var der ingen spor af gæsterne på nær alle de dejlige gaver og blomster.


Det har været en afslappende søndag - eneste fornuftige gerning var at starte morgenen med en god gåtur med Bastian.Han var iøvrigt også træt i dag efter at have tilbragt hele lørdagen med at holde øje med om der var nogen der tabte mad på gulvet..... Tror ikke han havde det store held. Gæsterne var meget velopdragene.


Som I kan se, skal jeg igang med et Bodil Munk sjal. Jeg forelskede mig i hendes Løvfaldssjal da vi var på kursus i Skanderborg. Skønne farver - og smukt mønster. Det var en gave fra strikkesøstrene sammen med meget andet godt bl.a. et gavekort til Tøndering Strik.


Der var så mange dejlige gaver. Nogen fordele er det altså ved at blive rundt!

Til jer der kom til fødselsdagsfest i går og også læser med herinde - Tusind tak for sidst. I gjorde det til en rigtig dejlig dag.
- Og tusind tak for de mange hilsner både på bloggen og på facebook.

Friday, November 21, 2014

Fødselsdag og morgenhygge

Dagen i dag startede med familiehygge og gaver inden ungerne skulle afsted i skole.

Jeg har pakket gaver op. En lækker, lækker taske fra manden og et par fine øreringe fra ungerne, som jeg gælder mig til at tage i brug i morgen til festen.


50 år - nu er det så man godt kan nøjes med 1 lys i kagen :-)


Min allerførste tanke i morges var om man ikke godt kunne snyde i diverse undersøgelser, hvor man skal sætte kryds ved alderen. Der er jo ikke nogen der ved at jeg ikke mere er i aldersgruppen 40-49 år!

Det bliver ikke helt en afslappende fødselsdag, for der skal gøres klart til stort ryk ind i morgen.