Jeg fik et gavekort i 50 års fødselsdagsgave fra min kollegaer til
Tind Textil og Kunst. I går fik gavekortet ben at gå på. Jørgen og jeg kørte til Søndervig. Jeg havde gjort et grundigt forarbejde, så jeg vidste nøjagtig hvad jeg ville bruge gavekortet på, og det skulle være noget som jeg ikke bare kunne tage ind til Århus og købe.
Derfor blev det garn og opskrift til 2 Karen Noe modeller:
”Sommerprikker” strikket i en tråd Rustik Natur (Bomuld/Silke)
og en tråd tynd merc. bomuld. Bomulden have Tind ikke, den er bestilt hjem
fra Karen Noe.
Jeg synes det er en fantastisk smuk bluse, og jeg kan næsten
ikke vente med at komme i gang, men jeg må helst ikke slå op før jeg er færdig
med min hæklede og strikkede kjole….
”Blomster og Blade”
strikket i Linea Hør. Den fandt jeg faktisk først i min søgning på nettet, og blev ret forelsket i det fine mønster. Her var det farvevalget der tog mest tid. Der var mange
flotte mørke farver, men hvis garnet blev for mørkt ville mønsteret ikke blive
særlig synligt, og det synes jeg ville være synd. Derfor blev det denne
vin/rustrøde farve, der kom med hjem.

Tind Textil og Kunst er jo en ualmindelig dejlig butik at komme ind i - og garnudvalget! Det er så lækkert! Jeg husker med fryd tilbage på den weekend vi tilbragte der, med udsigt ud over havet.
Jeg havde kigget på flere Design Klub modeller inden jeg tog
af sted, men blev enig med mig selv om at jeg har nok tyndt uld på lager. Samtidig har hedeturene gjort sit indtog igen - heldigvis mest om aftenen. Men
det sker at ”det indvendige oliefyr” i løbet af 2 sekunder skrues op til 100
grader når jeg er på arbejde, og så er uld altså IKKE at foretrække. Disse 2 bluser vil være rigtig fine til vinter sammen med sort habitjakke og bukser.
Da jeg var i midten af 30’erne sad jeg på kontor med en
kvinde som var kommet i overgangsalderen, og hun slog vinduerne op i tide og
utide og viftede med armene. Jeg synes det var lidt morsomt, og tænkte at det skete da godt nok aldrig for mig. Nu forstår jeg hende fuldt ud!
Efter Tind kørte vil til
Vestkystens Gårdbutik. Det var her vi fik skøn frokost fra, da jeg for et par år siden var på kursus i Tind, og vi var også på besøg i butikken dengang i stiv kuling og med snestorm på vej. Jørgen og jeg kørte ind forbi, og sad udenfor og fik serveret lækkert brød med Vesterhavsost, æble/hyldeblomst juice og kaffe.
Jeg frøs mine bare ben, og meddelte at jeg havde grisehud på benene.
Jørgen spurgte om ikke jeg mente GÅSEhud..... - og det gjorde jeg jo nok.
Vejret her til morgen var betydelig bedre, end det vejr vi kørte afsted i lørdag morgen. Det stod ned i stænger. Jeg havde ellers forestillet mig morgenmad i vejkanten med madkurv. Det blev til et stykke brød med ost i bilen. Og så lykkedes det mig i øvrigt at få hældt næsten et helt krus kaffe ud over mig selv, og vi måtte vende om så jeg kunne komme hjem og få tørt tøj på. Samtidig efterlod jeg min pung hjemme, og GPS'en har været til opdatering, så den lå også hjemme. Vi fandt nu det vil skulle, og Jørgen havde pung med, så det gik alt sammen.
Søndag morgen på løbetur omkring søen. Jeg har haft mobiltelefonen med de sidste mange gange for at tage et billede af den hejre, der - før jeg begyndte at tage mobilen med - altid var i søen......
Søndagsmorgenboller - Hele durumkerner fra Frk. Møllers Mølleri, skyer, reven gulerod, lidt olie, salt, økologisk gær, durum mel og almindeligt mel, der har hævet natten over. Nogle af bollerne er "trillet" i en tallerken med solsikkekerne.