Jeg skal igang med kjolen fra Annette Danielsens "Strik en stund" - Regndråber. Og jeg glæder mig. Lækkert garn fra Isager i mørklilla ligger og venter på at blive forvandlet til endnu en efterårs- og vinterkjole.
Jeg skal også igang med en Katharine Hepburn Cardigan fra Lace Style. Garnet ankom på matriklen ved en fejl - egentlig havde jeg bestilt noget helt andet, som jeg også fik - men det blækblå uld/cashmeregarn fra www.Garnudsalg.dk flyttede altså permanent ind hos mig. Jeg fik det til en overordentlig god pris på grund af diverse misforståelser. Så - altså - Kenneth kan til enhver tid sende lidt forkert garn til mig - for det der uld/cashmere - det er altså så lækkert! Der er også købt stof til en mørkeblå efterårsnederdel.
Imens jeg drømmer om nye projekter strikker jeg det 3. (jo - du læste rigtigt - det TREDIE!!!) Cherry halstørklæde - for der er ikke bare en 16 års og 2 18 års fødselsdage næste weekend - der er også en 25 års fødselsdag. Om storesøster Maria er til strik ved jeg ikke - men det må afprøves. Jonas, der bliver 18 år - bliver altså den eneste der får en købegave.......
Jeg har slet ikke nået rundt på diverse blogs i denne uge! Hverdagen med alle dens gøremål har gjort sit indtog. Heldigvis har jeg en mand der sørger for at der står mad på bordet hver aften og at børnene bliver sendt/kørt til diverse fritidsaktiviteter, så det betyder ikke så meget hvornår jeg kommer hjem. Med hensyn til blogs gør jeg en indsats i weekenden, så jeg kan følge med i alle de lækre projekter, der sikkert er gang i, og får forhåbentlig lagt nogle kommentarer ;-)
God weekend!
